Post by Moria Veterano on Apr 14, 2015 15:14:35 GMT
Caleb Veterano
Det var blevet aften og mørket havde sænket sig over Portus og derfor også over Amphia, en af de store handelsbyer. Dagens aktiviteter var overstået og rundt i en del huse gik familier i seng, så de var friske til at gentage det hele dagen efter. For Moria betød det hendes lillesøster var gået i seng og hendes mor og far også var. Selv lå hun under dynen og lod som om hun sov, men kun for et øjeblik mere. På det sidste havde hun været ganske uartig og sneget sig ud af vinduet, skønt hun sov på anden etage. Hendes værelse lå lige ud til gaden, men om natten var der ikke mange på gaderne og for nu, havde ingen opdaget hende.
Sov de mon nu? Hjertet pumpede hårdt i hendes spinkle bryst, som hos en forvildet fugl. Hun turde slet ikke tænke på hvor sur hendes far ville blive, såfremt han opdagede det! Hvis nogen genkendte hende, hvis nogen så hende. Hun ville ikke blive lukket ud af huset i flere uger! Hun burde være en god datter og blive hjemme. Men nysgerrigheden tog til sidst over og drev hende i fordærv. Det gik nok. Hun var helt sikker på Inei intet havde imod det og ellers kunne hun altid bede om tilgivelse. Hun havde jo ikke været nød til at snige sig af sted, havde hendes far blot ladet hende gå som det passede hende. Men næh nej, hun skulle gemmes væk som en eller anden rigdom, men kun viste frem for sine mest troværdige.
Da hun var sikker på der var helt stille i huset, krøb hun ud under dynen. Fødderne gled ned i de lette, hvide sko der stod ved siden af sengen. Hun havde lagt i en af sine lidt mere neutrale og lettere kjoler. Dette havde et mindre stramt korset, skønt hun endnu kunne mærke det stive stof presse mod hendes krop. Kjolen gik helt ned til fødderne, stoppede kun et par centimeter fra gulvet. Kjolen var i en svag gul farve. Med et snuptag tog hun sit hvide sjal og draperede det som hendes skuldre, bandt det fast foran halsen, så det ikke blæste af. Hele tiden var hun stille og bange for hun larmede for meget.
Det brune, krøllende hår sad løst og bølgede ned over hendes skuldre og ryg.
Hun listede over til vinduet og åbnede det forsigtigt. Det var dyrt med vinduer, der kunne åbnes, men hendes far havde fundet en god handel for længe siden og derfor havde hun altid haft et vindue, der kunne åbnes. Hun så ned mod gaden. Ikke en sjæl.
Som en abe, skønt kompliceret grundet kjolen, begyndte hun at kravle ned. Hun skubbede vinduet lidt i, så hun kunne åbne det igen, når hun skulle hjem. Det var ikke nemt, at kravle ned, men hendes far og mor elskede udsmykninger og der var forskellige ting hun kunne holde fast i. Hun var næsten nået helt ned til stativet, der var sat fast til huset og som nogle roser voksede op af, da hendes ene fod gled.
"Uh!"
I et øjeblik stoppede hendes hjerte og hele verdenen stod stille...Larmende hun, blev hun hørt, fik hun først ballade. Men samtidig kunne hun mærke hvordan hun gled og hendes fod ikke kunne få fodfæste igen, fordi den vedblev at glide i kjolen...
Sov de mon nu? Hjertet pumpede hårdt i hendes spinkle bryst, som hos en forvildet fugl. Hun turde slet ikke tænke på hvor sur hendes far ville blive, såfremt han opdagede det! Hvis nogen genkendte hende, hvis nogen så hende. Hun ville ikke blive lukket ud af huset i flere uger! Hun burde være en god datter og blive hjemme. Men nysgerrigheden tog til sidst over og drev hende i fordærv. Det gik nok. Hun var helt sikker på Inei intet havde imod det og ellers kunne hun altid bede om tilgivelse. Hun havde jo ikke været nød til at snige sig af sted, havde hendes far blot ladet hende gå som det passede hende. Men næh nej, hun skulle gemmes væk som en eller anden rigdom, men kun viste frem for sine mest troværdige.
Da hun var sikker på der var helt stille i huset, krøb hun ud under dynen. Fødderne gled ned i de lette, hvide sko der stod ved siden af sengen. Hun havde lagt i en af sine lidt mere neutrale og lettere kjoler. Dette havde et mindre stramt korset, skønt hun endnu kunne mærke det stive stof presse mod hendes krop. Kjolen gik helt ned til fødderne, stoppede kun et par centimeter fra gulvet. Kjolen var i en svag gul farve. Med et snuptag tog hun sit hvide sjal og draperede det som hendes skuldre, bandt det fast foran halsen, så det ikke blæste af. Hele tiden var hun stille og bange for hun larmede for meget.
Det brune, krøllende hår sad løst og bølgede ned over hendes skuldre og ryg.
Hun listede over til vinduet og åbnede det forsigtigt. Det var dyrt med vinduer, der kunne åbnes, men hendes far havde fundet en god handel for længe siden og derfor havde hun altid haft et vindue, der kunne åbnes. Hun så ned mod gaden. Ikke en sjæl.
Som en abe, skønt kompliceret grundet kjolen, begyndte hun at kravle ned. Hun skubbede vinduet lidt i, så hun kunne åbne det igen, når hun skulle hjem. Det var ikke nemt, at kravle ned, men hendes far og mor elskede udsmykninger og der var forskellige ting hun kunne holde fast i. Hun var næsten nået helt ned til stativet, der var sat fast til huset og som nogle roser voksede op af, da hendes ene fod gled.
"Uh!"
I et øjeblik stoppede hendes hjerte og hele verdenen stod stille...Larmende hun, blev hun hørt, fik hun først ballade. Men samtidig kunne hun mærke hvordan hun gled og hendes fod ikke kunne få fodfæste igen, fordi den vedblev at glide i kjolen...