Post by Caleb Veterano on Apr 19, 2015 17:54:24 GMT
Så barmhjertig hun var. Det var sjældent man så den slags ting nu om dage. Selv Cal havde måtte fra barn skubbe den slags magiske illusioner væk, for at kunne overleve i denne her verden sammen med Isabel. Alligevel blev han stående, mens at Moria mærkede efter om manden, der havde angrebet hende, stadigvæk var i live. Hendes smil sagde det hele, og han gengældte det svagt, selvom at det ikke ville have gjort ham noget, hvis han havde myrdet manden. Det ville være langt fra første gang.
Da hun begyndte at forklare, havde han ansigtet rettet ned mod sine fødder, men øjet fastholdte sig på hende. Selvfølgelig var han vant til taknemmelighed, når han havde reddet folk, men for tiden, havde han næsten glemt hvad den slags var. Taknemmelighed, omsorg, venlighed. Det var så sjældent, at han mødte en person som Moria. Nogle gange kunne han helt glemme at de fandtes.
Da hun trådte tæt på ham, tog han automatisk flere skridt tilbage fra hende, indtil at hun alligevel havde udlignet afstanden mellem dem, og stod helt op af ham. Han måtte knytte hænderne, for at lade hende stå så tæt på. Hans hjerte hamrede afsted, da hun hævede sin hånd op mod hans ansigt. Den uvante fornemmelse af en blid berøring, fik ham til at holde vejret, indtil at Moria åbnede øjnene.
Hans øjenbryn fløj i vejret, og han var lige ved at gribe fat i hendes håndled, for at vride hende væk fra sig.
Hvad i alverden var det hun var?!! Mistro og overlevelsesinstinktet skreg til ham, om at han skulle flygte, men i stedet blev han stående for han var, og lod hende heale sit sår i panden. For en gangs skyld var han gået i chok. Han havde set små piger forvandle sig til frådende uhyre, der ville æde hans ansigt. Han havde set gamle mænd, der pludselig greb om hans strube, for at kvæle ham. Han havde oplevet kødædende planter, zombiehare og andet, men det her fik ham rent faktisk i chok. Synet af lille, skrøbelige Moria med sine creepy øjne.
Først da hun havde flyttet sin hånd ned til hans mund, for at heale flængen i hans underlæbe, og han havde stået og stirret på hende, gik det op for ham, hvad hun var. Han havde læst om hendes slags, men aldrig faktisk mødt en djinn! Ham og Isabel havde tit snakket om hvor fantastisk det ville være, hvis de kunne finde en djinn, og få deres ønsker opfyldt, men... han havde altid troet, det bare var barnehistorier.
Fuldkommen lammet af benovelse, stod han bare dumt, og betragtede hende, mens at hun blev færdig, og hendes øjne igen blev normale. Først da hun så ud til at gå i tomgang med sin tale, rystede han overraskelsen af sig. Det var ikke pænt at stirre sådan! Specielt ikke når man havde... haft... en søster, som folk også kiggede nysgerrigt efter på grund af hendes måde at se ud på.
"Jeg.. vi.. vi efterlader dem bare her på gaden. Bare rolig. De klare sig, og fortjener ikke andet, end vågne op våde og kolde," svarede han efter at have rømmet sig, for ikke at lyde som en lille dreng med skinger stemme. "Vi må hellere se at komme væk herfra inden de kommer til sig selv. Ehm... vi kunne... hvis du ikke vil hjem, så kunne vi tage over til kroen, hvor jeg har lejet et værelse. Hrm... bare for at du også kan blive vasket."
Han anede slet ikke, hvor han skulle gøre af sine øjne, nu hvor han lige havde taget den beslutning ikke at se på hende. En djinn... en.. virkelig... djinn!
Da hun begyndte at forklare, havde han ansigtet rettet ned mod sine fødder, men øjet fastholdte sig på hende. Selvfølgelig var han vant til taknemmelighed, når han havde reddet folk, men for tiden, havde han næsten glemt hvad den slags var. Taknemmelighed, omsorg, venlighed. Det var så sjældent, at han mødte en person som Moria. Nogle gange kunne han helt glemme at de fandtes.
Da hun trådte tæt på ham, tog han automatisk flere skridt tilbage fra hende, indtil at hun alligevel havde udlignet afstanden mellem dem, og stod helt op af ham. Han måtte knytte hænderne, for at lade hende stå så tæt på. Hans hjerte hamrede afsted, da hun hævede sin hånd op mod hans ansigt. Den uvante fornemmelse af en blid berøring, fik ham til at holde vejret, indtil at Moria åbnede øjnene.
Hans øjenbryn fløj i vejret, og han var lige ved at gribe fat i hendes håndled, for at vride hende væk fra sig.
Hvad i alverden var det hun var?!! Mistro og overlevelsesinstinktet skreg til ham, om at han skulle flygte, men i stedet blev han stående for han var, og lod hende heale sit sår i panden. For en gangs skyld var han gået i chok. Han havde set små piger forvandle sig til frådende uhyre, der ville æde hans ansigt. Han havde set gamle mænd, der pludselig greb om hans strube, for at kvæle ham. Han havde oplevet kødædende planter, zombiehare og andet, men det her fik ham rent faktisk i chok. Synet af lille, skrøbelige Moria med sine creepy øjne.
Først da hun havde flyttet sin hånd ned til hans mund, for at heale flængen i hans underlæbe, og han havde stået og stirret på hende, gik det op for ham, hvad hun var. Han havde læst om hendes slags, men aldrig faktisk mødt en djinn! Ham og Isabel havde tit snakket om hvor fantastisk det ville være, hvis de kunne finde en djinn, og få deres ønsker opfyldt, men... han havde altid troet, det bare var barnehistorier.
Fuldkommen lammet af benovelse, stod han bare dumt, og betragtede hende, mens at hun blev færdig, og hendes øjne igen blev normale. Først da hun så ud til at gå i tomgang med sin tale, rystede han overraskelsen af sig. Det var ikke pænt at stirre sådan! Specielt ikke når man havde... haft... en søster, som folk også kiggede nysgerrigt efter på grund af hendes måde at se ud på.
"Jeg.. vi.. vi efterlader dem bare her på gaden. Bare rolig. De klare sig, og fortjener ikke andet, end vågne op våde og kolde," svarede han efter at have rømmet sig, for ikke at lyde som en lille dreng med skinger stemme. "Vi må hellere se at komme væk herfra inden de kommer til sig selv. Ehm... vi kunne... hvis du ikke vil hjem, så kunne vi tage over til kroen, hvor jeg har lejet et værelse. Hrm... bare for at du også kan blive vasket."
Han anede slet ikke, hvor han skulle gøre af sine øjne, nu hvor han lige havde taget den beslutning ikke at se på hende. En djinn... en.. virkelig... djinn!