Post by Isabel Veterano on Apr 8, 2020 11:21:37 GMT
Waffles Worth More Than Gold
Isabel Veterano - Raine Felhorn - Marcellus LaPiera Black - Eriz LaPiera Black
Isabel Veterano - Raine Felhorn - Marcellus LaPiera Black - Eriz LaPiera Black
“Så han var død?”
“Han så hvert fald sådan ud. Kniven stak ud af brystet på ham, og der var ingen liv i hans øjne.”
“Hm… Og du er sikker på, det ikke bare var ønsketænkning?”
“Ha! Sjovt. Ja, jeg er sikker.”
Marcellus og Isabel vandrede ned af én af slottets lange korridorer mod den lille spisesal ved Vestfløjen, hvor morgenmad var blevet serveret for dem. Solen var kun lige stået op. Dens blege lys nåede akkurat lige ind gennem de høje vinduer, som de passerede, og oplyste kongen med hans skygge ved sin side. Han var iklædt sorte jakkesætsbukser og en vinrød skjorte hvis ærmer han havde tilladt sig selv, at smøge op til albuerne eftersom han ikke havde nogle aftaler før hen på eftermiddagen. Håret var strøget tilbage og afslørede han havde været i bad, men som han sagde… det fik man altid lov til, når man havde delt seng med Eriz. En kommentar Isabel ofte grinede af.
“Men du siger, han også så det? Og du var der?” spurgte kongen videre, mens han skævede til sin bedste og mest loyale veninde. Hun så en smule træt ud, men han havde også kørt hende hårdt de sidste par dage. Desværre var det nødvendigt.
“Yup. For at være ærlig aner jeg ikke, hvad der foregår Marcel. Vi ledte hele slottet igennem efter fjender, men der var ingenting, og det virker også umuligt, at den slags kan ske, uden jeg lægger mærke til det.”
“Mh, ja. Jeg er ret sikker på, jeg gjorde dig fuldkommen sikker overfor den slags.”
“Det lyder creepy, når du siger det på den måde,” sukkede hybriden opgivende, hvilket fik Marcellus til at le højt, inden han placerede en hånd på hendes skulder, så han kunne give den et klem.
“Tilgiv mig. Jeg gav dig blot ret. Ved Raine noget om de forskellige tider?”
“Nej, det tror jeg ikke. Eriz har åbenbart ikke ment, han har behøvet at vide noget.”
“Gad vide hvorfor.” Tankefuldt så han fremfor sig, mens hans klikkede lidt med tungen, men der var for lidt svar og for mange spørgsmål, til at han kunne finde ud af noget, så i stedet drog han blot et suk. Sådan et rod. “Måske er det på tide, du skriver et brev til din kære bror eller gudsøn. Det kan være de har nogle svar på alle vores spørgsmål,” sagde han, og fik en bekræftende nikken fra Isabel.
“Jeg gjorde det, inden jeg gik i seng,” svarede hun, og han måtte igen blive imponeret over hendes effektivitet. Hvad skulle han gøre uden hende ved sin side? Og alligevel var der en ætsende plet, som fik ham til at skæve til hende ud af øjenkrogen. Informationen Eriz havde givet ham, men han nægtede at tro på, selvom det var svært at vende det blinde øje til. Hun kunne have løjet for at skabe splid mellem dem, men… det gav mening, og Blake havde selv sagt at Lilith var blevet kidnappet.
“Måske er det fremtiden. Jeg vil hvert fald ikke have noget imod hvis det ækle kryb, han ender sine dage,” kommenterede han afsluttende, lige inden de nåede dørene til spisesalen, som blev slået op for dem. Eriz var her allerede.
Afslappet ved den ene ende af langbordet, sad hun med en kop te i sin ene hånd, og kiggede fraværende ud mod én af vinduerne, indtil hun drejede sine klare øjne mod dem, da de kom ind.
“Ah! Der var vi dig jo, elskede. Sovet godt?” spurgte hun med et sødt smil, der skjulte tusindvis af dødstrusler. Hun var ellers åndedrætstagende at se på i dag. Håret skinnnede i lyset fra vinduerne, så det lignede olie, og var sat op i et metalspænde. Den velformet krop var klædt i en løs, hvid morgenkjole, med en rød robe ud over, for at holde hende varm. Han elskede når hun klædte sig afslappet.
“Jeg har sovet trygt og tungt. Som jeg altid gør med dig ved min side, min egen” svarede han med ordene dryppende af sarkasme, så Isabel ikke kunne lade være med at himle med øjnene, mens hun fortsatte forbi ham over til væggen, hvor hun stillede sig op. Hænderne fandt hinanden bag ryggen, fødderne i skulderlængde fra hinanden, ryggen rank. Blikket faldt automatisk på skikkelsen tværs overfor hende på den anden side af det overfyldte morgenmadsbord.