Post by Saïx Veterano on Aug 2, 2018 18:29:04 GMT
Saïx Veterano ~ Dylan Forsyth ~ Macaria Forsyth ~ Loup Garou
Hans lunger ville have hevet efter luft, hvis ilten havde været nødvendig. Han havde løbet næsten uden stop siden formskifteren var dukket op hos ham og i frustrerende korte træk fortalt ham hvad der var sket, og var kun stoppet op da sollyset tvang ham til at søge ly. Til trods for dét, var der ikke gået meget mere end to døgns tid siden Saïx havde fået sit uventede besøg i sit skjul.
Hans tid i ly havde i det mindste givet formskifteren muligheden for at uddybe situationen mere for ham, og det havde kun fået ham til at sætte farten op så snart solen var gået ned igen. Han bandede lavt, mens hans skikkelse farede mellem skovens træer, ligeså hurtig som en vind, men næsten fuldstændig lydløst. Formskifteren havde igen taget form af en falk og viste ham vejen, men selv rovfuglen som førte ham over skovens trækroner var nødt til at flyve hurtigt for overhovedet at kunne ligge i forvejen af den løbende vampyr. Men han havde ikke tid til at tage sig af mandens, Romans, udmattelse. Macaria havde ofret sig selv til blodet igen.
Endelig tog en bygning form et stykke foran ham, samtidig som træerne tyndede ud. Bygningen som engang havde været en kro var næsten helt stille. Ifølge Roman havde kroen været beboet af næsten samtlige formskiftere i byen, men nu var der ikke mange hjerteslag tilbage i bygningen. Helt forladt var den ikke, men den måtte være en skygge af sit tidligere jeg.
Over ham så han falken flyve direkte ind i bygningen gennem et åbent vindue, før den tog sin menneskelige form igen. Saïx spildte heller ikke mere tid, og gik direkte op til kroens hoveddør og skubbede den op.
Allerede da han trådte ind i krostuen kunne han se at der havde været en kamp derinde. Duften af blod hang endda stadig i luften og trak pirrende i hans næsebor... men der var ingen tegn til Macaria. De eneste livstegn han kunne se var i form af en håndfuld mus som pilede afsted mod rummets mørke kroge. Siden sit møde med Roman var Saïx ikke længere sikker på om han nogensinde ville kunne se et dyr uden at se en potentiel formskifter i forklædning. Han kunne dårligt bebrejde dem for at flygte, efter hvad de måtte have været vidne til, og så at se endnu en vampyr troppe op. Det var i forvejen allerede nogle dage siden han sidst havde fået blod, og det havde allerede sin effekt på ham. Men han havde ikke tid til at spise. Hvert sekund spildt var et sekund kortere til at få Macaria tilbage til sig selv... hvis det overhovedet kunne lade sig gøre igen.
"Hallo? Jeg leder efter Macaria! Er her nogen?" kaldte han gennem bygningen.
Hans tid i ly havde i det mindste givet formskifteren muligheden for at uddybe situationen mere for ham, og det havde kun fået ham til at sætte farten op så snart solen var gået ned igen. Han bandede lavt, mens hans skikkelse farede mellem skovens træer, ligeså hurtig som en vind, men næsten fuldstændig lydløst. Formskifteren havde igen taget form af en falk og viste ham vejen, men selv rovfuglen som førte ham over skovens trækroner var nødt til at flyve hurtigt for overhovedet at kunne ligge i forvejen af den løbende vampyr. Men han havde ikke tid til at tage sig af mandens, Romans, udmattelse. Macaria havde ofret sig selv til blodet igen.
Endelig tog en bygning form et stykke foran ham, samtidig som træerne tyndede ud. Bygningen som engang havde været en kro var næsten helt stille. Ifølge Roman havde kroen været beboet af næsten samtlige formskiftere i byen, men nu var der ikke mange hjerteslag tilbage i bygningen. Helt forladt var den ikke, men den måtte være en skygge af sit tidligere jeg.
Over ham så han falken flyve direkte ind i bygningen gennem et åbent vindue, før den tog sin menneskelige form igen. Saïx spildte heller ikke mere tid, og gik direkte op til kroens hoveddør og skubbede den op.
Allerede da han trådte ind i krostuen kunne han se at der havde været en kamp derinde. Duften af blod hang endda stadig i luften og trak pirrende i hans næsebor... men der var ingen tegn til Macaria. De eneste livstegn han kunne se var i form af en håndfuld mus som pilede afsted mod rummets mørke kroge. Siden sit møde med Roman var Saïx ikke længere sikker på om han nogensinde ville kunne se et dyr uden at se en potentiel formskifter i forklædning. Han kunne dårligt bebrejde dem for at flygte, efter hvad de måtte have været vidne til, og så at se endnu en vampyr troppe op. Det var i forvejen allerede nogle dage siden han sidst havde fået blod, og det havde allerede sin effekt på ham. Men han havde ikke tid til at spise. Hvert sekund spildt var et sekund kortere til at få Macaria tilbage til sig selv... hvis det overhovedet kunne lade sig gøre igen.
"Hallo? Jeg leder efter Macaria! Er her nogen?" kaldte han gennem bygningen.