Post by Dylan Forsyth on Sept 4, 2018 15:13:38 GMT
Med armene låst korslagt over brystet, sad Damian med hovedet lænet tilbage mod karetens væg, og øjnene lukket. Kroppen vuggede dovent med til vognens bevægelser, hvilket nok var derfor, han havde følt sig så døsig på hele turen fra Maranos mod Portus, men han klagede ikke. Det gav ham ro til at tænke. Tid til at… finde ud af sig selv.
At være seks personer i én karet var ikke nemt, og at sidde ude på kuskesædet var sådan set det mest fredelige man kunne opleve - specielt når to af dem var unge vampyrer, som ville prøve deres kræfter af, men tit blev beordret tilbage ind i vognen. Specielt Damian. Folk kunne jo måske genkende! Asken Falde de var jo mere bekymret end Eriz! Ingen syntes dog det var sjovt, at være inde i vognen, hvor der både var indelukket, stank af fugt og… nårh ja!... der lå en vridende, lænket, blodtørstig vampyr på gulvet med tæpper omkring sig. På trods af sølvlænker og at hun var kneblet, lå Macaria ikke stille. Når hun endelig faldt til ro, lå hun og stirrede op på dem med morderiske, røde øjne, som kunne give selv Damian gåsehud, samt en ubeskrivelig kløen efter at komme ud. Han hadede de øjne! Hvis det blev helt slemt, kunne de dog rulle hende under én af sæderne, hvilket de gjorde, når de kom til tætbefolket områder, hvor de var bange for at blive stoppet af vagter. Intet af sådan noget skete dog her i Vavilon. Dejlige, frie Vavilon som han ikke fik særlig meget mulighed for at opleve.
Vognen kørte over et af de mange huller i vejen, og han rynkede utilfreds på næsen. Solen måtte snart godt gå ned, så han kunne komme ud herfra, men han turde ikke trække gardinet til side, for at kigge ud, hvis der stadigvæk var dagslys. Den fejl havde han gjort én gang, og det havde kostet ham et brandsår på kæben og halsen, der kun langsomt var healet.
De måtte vente på Adelaide eller Harris gjorde tegn.
Han sukkede tungt ud gennem næsen.
“Jeg er sulten,” erklærede han for fjerde gang den dag, men stadigvæk uden at åbne sine øjne. “Hvis ikke jeg får noget ordentligt blod snart ender det med jeg tømmer mennesket, lige så snart den lorte dør bliver åbnet.”
Mennesket. Harris. Flammer hvor han dog hadede den dude! Okay måske var hade et stærkt ord, men hvert fald foragtede! Den måde han nogle gange kiggede på Khala… Måske skulle han rive hans øjne ud på ham igen, bare for at han forstod det én gang for alle.
At være seks personer i én karet var ikke nemt, og at sidde ude på kuskesædet var sådan set det mest fredelige man kunne opleve - specielt når to af dem var unge vampyrer, som ville prøve deres kræfter af, men tit blev beordret tilbage ind i vognen. Specielt Damian. Folk kunne jo måske genkende! Asken Falde de var jo mere bekymret end Eriz! Ingen syntes dog det var sjovt, at være inde i vognen, hvor der både var indelukket, stank af fugt og… nårh ja!... der lå en vridende, lænket, blodtørstig vampyr på gulvet med tæpper omkring sig. På trods af sølvlænker og at hun var kneblet, lå Macaria ikke stille. Når hun endelig faldt til ro, lå hun og stirrede op på dem med morderiske, røde øjne, som kunne give selv Damian gåsehud, samt en ubeskrivelig kløen efter at komme ud. Han hadede de øjne! Hvis det blev helt slemt, kunne de dog rulle hende under én af sæderne, hvilket de gjorde, når de kom til tætbefolket områder, hvor de var bange for at blive stoppet af vagter. Intet af sådan noget skete dog her i Vavilon. Dejlige, frie Vavilon som han ikke fik særlig meget mulighed for at opleve.
Vognen kørte over et af de mange huller i vejen, og han rynkede utilfreds på næsen. Solen måtte snart godt gå ned, så han kunne komme ud herfra, men han turde ikke trække gardinet til side, for at kigge ud, hvis der stadigvæk var dagslys. Den fejl havde han gjort én gang, og det havde kostet ham et brandsår på kæben og halsen, der kun langsomt var healet.
De måtte vente på Adelaide eller Harris gjorde tegn.
Han sukkede tungt ud gennem næsen.
“Jeg er sulten,” erklærede han for fjerde gang den dag, men stadigvæk uden at åbne sine øjne. “Hvis ikke jeg får noget ordentligt blod snart ender det med jeg tømmer mennesket, lige så snart den lorte dør bliver åbnet.”
Mennesket. Harris. Flammer hvor han dog hadede den dude! Okay måske var hade et stærkt ord, men hvert fald foragtede! Den måde han nogle gange kiggede på Khala… Måske skulle han rive hans øjne ud på ham igen, bare for at han forstod det én gang for alle.