Post by Trish Garou on Apr 8, 2018 9:07:23 GMT
En pandemonisk budbringer blev kastet ind i midten af varulvelejren, efter at man havde fundet ham vandrende ned af vejen gennem den mørke Ulveskov. På trods af hans forsøg på at virke rolig, kan man se han skælver, og hans blik flakker mellem de mange ulve, som omringer ham med truende knurren fra deres struber. Med den ene hånd løftet i overgivelse, bruger han den anden til at fiske et forseglet brev frem fra sin taske. Han viser det frem, så man kan se seglet på lakken. Pandemoniums royale segl med det symmetriske kryds i den runde ring kan tydeligt ses.
”Jeg blev bedt om at give dette brev til Loup Garou og kun Lord Garou,” erklære han med et forsøg på en fast stemme. ”Det er fra Dronningen af Pandemonium.”
En ung pige i starten af teenage-årerne træder frem. Hendes sorte, korte hår er strøget om bag ørerne med fletninger og fjer fastgjort i sig, men hendes øjne virker næsten gule i det sparsommelige lys fra faklerne omkring i lejren, og de nedstirre ham med sådan en vildskab, at han ikke kan undgå at krølle sig mere sammen.
”Loup Garou er her ikke,” snerre hun med en hæs stemme. Budbringeren har svært ved at møde hendes øjne, men hendes sparsommelige påklædning i form af et stykke stof omkring hofterne og en flosset top omkring den underudviklet barm gør han ikke ved, hvor han ellers skal kigge hen end jorden. ”Giv os brevet.” Kommanderende rækker hun en beskidt hånd frem. Der er blod under neglene. Den måde hu siger os på, får det til at krybe budbringeren ned langs ryggen.
Som er det hans førstefødte holder budbringeren brevet ind til sig.
”Nej. Loup Garous hænder kun,” gentager han med hjertet hamrende op i halsen. Hvor meget han end frygter for sit liv på nuværende tidspunkt, frygter han endnu mere for sit sind, hvis han kommer tilbage og har fejlet sin mission.
Pigen lader sin hånd falde. Et øjeblik hænger hendes blik nådeløst på ham, inden det hæver sig på en person lige bag budbringeren.
”Han ser ikke ud til at vil give os brevet, bror.”