Post by Loup Garou on Apr 12, 2018 11:28:32 GMT
Igen besvarede Loup sine børns spørgsmål med tavshed. Det kriblede i ham efter at sige ja. At give Damian tilbage til Eriz ville frarøve Forsyth deres søn endnu en gang, sådan som de havde frarøvet ham sin mage, og tvillingerne deres mor. Men der fulgte risiko med. Hvis Forsyth fandt ud af at han havde forrådt dem endnu en gang, ville de vende sig mod varulvene. Mod ham… mod hans børn. Hvis der skulle ske dem noget…
”Jeg har ikke besluttet noget endnu.” fortalte han dem endelig. Han havde stadig en dag eller to til at vurdere det, og stadig nå at tage til grænsen før Eriz ville tage tilbage til Agares. ”Men hvis jeg gør, gør jeg det ikke for dronningens skyld.” understregede han med blikket fæstet på tvillingerne. Dareon havde netop lagt sin frie hånd ovenpå Trishs arme som favnede om hans arm. Tvillingerne stod så tæt op ad hinanden at de så ud som om de forsøgte at knuge sig til én skikkelse.
”Whatever, far. Det er din beslutning, ikke?” Dareon trak på sin ene skulder. Han var ikke selv sikker på om det ville være en god idé eller ej, men han brød sig stadig ikke om tanken på at deres far skulle ses med den pandemonske dronning igen. Deres mor ville have hadet det, så meget var han sikker på, lige meget hvad hans hensigter var!
Stadig fæstet til sin søster gik Dareon forbi deres far, som var begyndt at tage dåen af bålet. Den var blevet brændt på den ene side, og selv om at Loup forsøgte at skrabe det brændte kød af med bladet af en kniv, ville der stadig være en kulagtig smag til det. Ikke desto mindre greb Dareon en kødluns til sig.
En stilhed sænkede sig i teltet, mens de spiste. Loup, fordybet i tankerne om hvad han skulle gøre. I tide og utide flashede Eriz ind i hans sind, sådan som han sidst havde set hende. Kun halvdækket af et lagen efter deres sidste nat sammen, håret rodet og svedigt, og de isblå øjne blanke og tårefyldte. Øjnene kunne han ikke glemme. Det var dém der altid fik en knude til at trække sig sammen i bugen på ham.
”Jeg har ikke besluttet noget endnu.” fortalte han dem endelig. Han havde stadig en dag eller to til at vurdere det, og stadig nå at tage til grænsen før Eriz ville tage tilbage til Agares. ”Men hvis jeg gør, gør jeg det ikke for dronningens skyld.” understregede han med blikket fæstet på tvillingerne. Dareon havde netop lagt sin frie hånd ovenpå Trishs arme som favnede om hans arm. Tvillingerne stod så tæt op ad hinanden at de så ud som om de forsøgte at knuge sig til én skikkelse.
”Whatever, far. Det er din beslutning, ikke?” Dareon trak på sin ene skulder. Han var ikke selv sikker på om det ville være en god idé eller ej, men han brød sig stadig ikke om tanken på at deres far skulle ses med den pandemonske dronning igen. Deres mor ville have hadet det, så meget var han sikker på, lige meget hvad hans hensigter var!
Stadig fæstet til sin søster gik Dareon forbi deres far, som var begyndt at tage dåen af bålet. Den var blevet brændt på den ene side, og selv om at Loup forsøgte at skrabe det brændte kød af med bladet af en kniv, ville der stadig være en kulagtig smag til det. Ikke desto mindre greb Dareon en kødluns til sig.
En stilhed sænkede sig i teltet, mens de spiste. Loup, fordybet i tankerne om hvad han skulle gøre. I tide og utide flashede Eriz ind i hans sind, sådan som han sidst havde set hende. Kun halvdækket af et lagen efter deres sidste nat sammen, håret rodet og svedigt, og de isblå øjne blanke og tårefyldte. Øjnene kunne han ikke glemme. Det var dém der altid fik en knude til at trække sig sammen i bugen på ham.