Post by Harris on Jan 22, 2018 2:40:58 GMT
Flammerne var forsvundet, og i stedet var det mørket som opslugte ham. Harris havde i mange minutter ikke været sikker på hvad der var sket, men han kunne høre fra resten af rummet at han ikke var den eneste som var blevet påvirket, og det fortalte ham alt han behøvede at vide. Dødsenglenes frygtmagi. Aron havde engang fortalt ham om den, da han først var begyndt at oplære ham i de forskellige racer. Varulvene havde deres bæst, warlocks havde deres manipulerende magi. Dødsenglene havde evnen til at vække en persons værste frygt. Der var skiftere som græd et stykke fra ham. Nogen forsøgte at berolige hinanden, og han havde selv fået en hånd på skulderen mens han blev spurgt om han var okay. Han var ikke sikker på hvad han skulle svare. Hjertet hamrede stadig hårdt i brystet på ham, og han kunne stadig mærke de steder hvor flammerne havde slikket hans hud. Det var som når man lige var vågnet af et mareridt…
Arona var der pludselig og hev ham op af gulvet, og hev ham med udenfor. Han kunne knapt nå at tage hvad hun fortalte ham til sig og slå armene om hende, før jorden forsvandt under ham, og de fløj afsted i luften. Han hadede det! Hadede, hadede, HADEDE at flyve! Han klemte øjnene hårdt i, mens han ventede på at de ville lande – og håbe at han ikke ville kaste op igen.
Så snart de landede og Arona førte ham til Damian og Khala, gjorde han hvad han kunne. De var begge to stadig i live, men Khala var ikke blevet mindre syg af at være blevet bragt udenfor, og Damian… han var hårdt kvæstet efter sit fald. Harris vovede ikke at bevæge dødsenglen for meget, i tilfælde én forkert bevægelse ville skade ham endnu mere. Hans forsøg på at tage Khala fra dem til trods… det var Dylan. Macarias søn, Aronas lillebror. Harris havde selv set Dylan da han havde været helt spæd.
Nogen skiftere sluttede sig til dem, og Harris begyndte selv at dirigere dem. De måtte få både Khala og Damian tilbage til kroen, men de måtte være forsigtige.
”Find noget fladt og solidt I kan bære ham på.” instruerede han. At dømme efter lyden af hans åndedræt havde han brækket flere ribben i faldet… men Khala var sluppet fra det nærmest uskadt. Harris placerede sig på jorden ved siden af Khalas skikkelse. Der var så meget som han ikke forstod ved det her.
Arona var der pludselig og hev ham op af gulvet, og hev ham med udenfor. Han kunne knapt nå at tage hvad hun fortalte ham til sig og slå armene om hende, før jorden forsvandt under ham, og de fløj afsted i luften. Han hadede det! Hadede, hadede, HADEDE at flyve! Han klemte øjnene hårdt i, mens han ventede på at de ville lande – og håbe at han ikke ville kaste op igen.
Så snart de landede og Arona førte ham til Damian og Khala, gjorde han hvad han kunne. De var begge to stadig i live, men Khala var ikke blevet mindre syg af at være blevet bragt udenfor, og Damian… han var hårdt kvæstet efter sit fald. Harris vovede ikke at bevæge dødsenglen for meget, i tilfælde én forkert bevægelse ville skade ham endnu mere. Hans forsøg på at tage Khala fra dem til trods… det var Dylan. Macarias søn, Aronas lillebror. Harris havde selv set Dylan da han havde været helt spæd.
Nogen skiftere sluttede sig til dem, og Harris begyndte selv at dirigere dem. De måtte få både Khala og Damian tilbage til kroen, men de måtte være forsigtige.
”Find noget fladt og solidt I kan bære ham på.” instruerede han. At dømme efter lyden af hans åndedræt havde han brækket flere ribben i faldet… men Khala var sluppet fra det nærmest uskadt. Harris placerede sig på jorden ved siden af Khalas skikkelse. Der var så meget som han ikke forstod ved det her.