Post by Dylan Forsyth on Jan 18, 2018 12:37:36 GMT
”Jeg kan ikke lide det.” Damian smed sit overtøj over ryggen på en stol, uden at tage sig af personen, som sad i den. Han havde allerede øjne på Khalas ægtemand, der var blevet stoppet af hende, og man behøvede ikke være mentalist, for at aflæse hans tanker, som blev afsløret i hele hans ansigt. ”Hvorfor er hun sammen med hende?!”
Sidst han havde set Khala, havde hun lovet at støtte ham med Vavilon. Lovet at være ved hans side lige meget hvad han valgte. Kunne det være løgne, tomme løfter og udnyttelser på samme måde, som hans mor gjorde, når hun ville have sine vilje over andre? Vurderende betragtede han ryggen på formskifteren, og følte sig som en større og større idiot, hvilket han virkelig ikke brød sig om! Havde manglen af hans sjæl virkelig gjort ham så blind, at han på trods af alting havde ladet en vaviloner spinde søde løgne omkring ham, som han havde troet på? Håbet på? Ønsket?
Han virrede med hovedet, inden at han rystede sig som en våd hund, for at få følelserne af sig, da han nåede frem til sin konklussion, der ikke gav andet end en bitter smag i munden, samt en bredere forståelse for såkaldte venskaber. Afgrunden tage ham! Hans mor havde haft ret hele hans liv.
Han slog en hånd ned på skulderen af Flint, og gav den en lille rusketur, mens han pegede over mod et bord, hvor der var nogle frie stole. Høj, stærk og bredskuldret som han var bygget, var det nemt at bane sig vej over til de ledige pladser, samtidigt med han langede en flaske alkohol til sig på vejen, uden at tage sig af protesterne. De var velkommen til at klage til Pandemonium.
Han smed sig i én af de ledige stole, tog en stor slurk af flasken, og var ved at hoste det hele op igen, da den var langt stærkere end den vin, han normalt fik lov til at drikke.
”Ved flammerne!” spruttede han, og holdte sig for munden, mens han stirrede overrasket på flasken, hvis væske så ud til at være fuldkommen klart. Varmen fór igennem ham som lænker af ild. Ærefrygtigt rakte han flasken til Flint, og kunne ikke lade være med at grine, selvom øjnene fyldtes op med tårer. ”Det her er hvert fald ikke tranebærsaft! Prøv!”
Sidst han havde set Khala, havde hun lovet at støtte ham med Vavilon. Lovet at være ved hans side lige meget hvad han valgte. Kunne det være løgne, tomme løfter og udnyttelser på samme måde, som hans mor gjorde, når hun ville have sine vilje over andre? Vurderende betragtede han ryggen på formskifteren, og følte sig som en større og større idiot, hvilket han virkelig ikke brød sig om! Havde manglen af hans sjæl virkelig gjort ham så blind, at han på trods af alting havde ladet en vaviloner spinde søde løgne omkring ham, som han havde troet på? Håbet på? Ønsket?
Han virrede med hovedet, inden at han rystede sig som en våd hund, for at få følelserne af sig, da han nåede frem til sin konklussion, der ikke gav andet end en bitter smag i munden, samt en bredere forståelse for såkaldte venskaber. Afgrunden tage ham! Hans mor havde haft ret hele hans liv.
Han slog en hånd ned på skulderen af Flint, og gav den en lille rusketur, mens han pegede over mod et bord, hvor der var nogle frie stole. Høj, stærk og bredskuldret som han var bygget, var det nemt at bane sig vej over til de ledige pladser, samtidigt med han langede en flaske alkohol til sig på vejen, uden at tage sig af protesterne. De var velkommen til at klage til Pandemonium.
Han smed sig i én af de ledige stole, tog en stor slurk af flasken, og var ved at hoste det hele op igen, da den var langt stærkere end den vin, han normalt fik lov til at drikke.
”Ved flammerne!” spruttede han, og holdte sig for munden, mens han stirrede overrasket på flasken, hvis væske så ud til at være fuldkommen klart. Varmen fór igennem ham som lænker af ild. Ærefrygtigt rakte han flasken til Flint, og kunne ikke lade være med at grine, selvom øjnene fyldtes op med tårer. ”Det her er hvert fald ikke tranebærsaft! Prøv!”