Post by Dylan Forsyth on Jan 19, 2018 10:06:18 GMT
Allerførst troede han det var en tåre, der trillede ned over hendes kind, indtil han opdagede den dybrøde farve, lige da Khala knækkede sammen i hans favn.
”Khala!” Han greb om hende, så hun ikke ville falde, men heldigvis havde hun allerede faldet ind mod ham i stedet for baglæns. Var hun blevet såret?! Havde nogen gjort hende noget her på dansegulvet? Men... så ville han have mærket smerte. Han ville have mærket det gjorde ondt! Folk begyndte at råbe omkring ham, men han sansede dem ikke, som han forsigtigt knælede med hende i sine arme, mens han stirrede ned på hendes blege ansigt hvor øjnene var lukket. Forsigtigt mærkede han på hendes pande. Hun var varm. Rigtig, rigtig varm. Og så gik det op for ham, hvad det var... akkurat det samme som han havde haft. Sygdommen. Han... han havde fået det fra hende! Det hele gav mening, og... og...
”Flint!” Stemmen var slet ikke stærk nok til at bryde igennem alt larmen, så han rømmede sig igen, samlede alt luften i lungerne og prøvede igen. ”FLINT!!!”
Men hvad kunne han gøre? Han havde healet ham, men der havde et ønske givet ham kræfterne til det, og nu var han flere mil væk fra sin mester!
”Khala, høre på mig, du vover ikke at dø, forstår du det?!” knurrede han ned til den bevidstløse skikkelse i sine arme, uden at lade nogen som helst tage hende væk fra sig, men ingen turde heller ikke komme for tæt på ham. Alt i ham føltes koldt men... roligt. Hjertet slog taktfast og tungt afsted. Det føltes som om nogen lige havde svunget en tryllestav, og fjernet alle tanker og følelser fra ham, så alt han kunne mærke var sin egen hjertebanken. Han var en isstatue, mens alle andre var så følelsladet og varme.
”Jeg lader dig ikke dø.” Med en arm under hendes ben og ryg løftede han hende op i samme bevægelse som han rejste sig. ”Jeg skal bruge en masse tæppe og reb!” Ville de lytte? Han var ligeglad. Om han så selv skulle spilde mere værdifuld tid, ville han selv finde det, for han vidste præcist, hvad han måtte gøre. Han måtte flyve hende til Pandemonium.
Øjnene var så klingerne på et sværd, da han rettede dem mod Arona, som var den eneste, der nok ville lytte til ham.
”Zean og Aron er i Pandemonium. De kan hjælpe hende, og ellers kan min mor. Hun... hun har en djinn, men jeg er nødt til at flyve hende derhen først. Jeg kan gøre det. Jeg ved, jeg kan. Vi skal bare have pakket hende ind i tæpper, så hun ikke vil fryse og binde hende til min underside, så jeg ikke behøver at holde hende imens,” forklarede han hastigt, mens formskifterne begyndte at trække sig sammen omkring ham – sikkert for at tage Khala fra ham, men de kunne bare prøve.
”Khala!” Han greb om hende, så hun ikke ville falde, men heldigvis havde hun allerede faldet ind mod ham i stedet for baglæns. Var hun blevet såret?! Havde nogen gjort hende noget her på dansegulvet? Men... så ville han have mærket smerte. Han ville have mærket det gjorde ondt! Folk begyndte at råbe omkring ham, men han sansede dem ikke, som han forsigtigt knælede med hende i sine arme, mens han stirrede ned på hendes blege ansigt hvor øjnene var lukket. Forsigtigt mærkede han på hendes pande. Hun var varm. Rigtig, rigtig varm. Og så gik det op for ham, hvad det var... akkurat det samme som han havde haft. Sygdommen. Han... han havde fået det fra hende! Det hele gav mening, og... og...
”Flint!” Stemmen var slet ikke stærk nok til at bryde igennem alt larmen, så han rømmede sig igen, samlede alt luften i lungerne og prøvede igen. ”FLINT!!!”
Men hvad kunne han gøre? Han havde healet ham, men der havde et ønske givet ham kræfterne til det, og nu var han flere mil væk fra sin mester!
”Khala, høre på mig, du vover ikke at dø, forstår du det?!” knurrede han ned til den bevidstløse skikkelse i sine arme, uden at lade nogen som helst tage hende væk fra sig, men ingen turde heller ikke komme for tæt på ham. Alt i ham føltes koldt men... roligt. Hjertet slog taktfast og tungt afsted. Det føltes som om nogen lige havde svunget en tryllestav, og fjernet alle tanker og følelser fra ham, så alt han kunne mærke var sin egen hjertebanken. Han var en isstatue, mens alle andre var så følelsladet og varme.
”Jeg lader dig ikke dø.” Med en arm under hendes ben og ryg løftede han hende op i samme bevægelse som han rejste sig. ”Jeg skal bruge en masse tæppe og reb!” Ville de lytte? Han var ligeglad. Om han så selv skulle spilde mere værdifuld tid, ville han selv finde det, for han vidste præcist, hvad han måtte gøre. Han måtte flyve hende til Pandemonium.
Øjnene var så klingerne på et sværd, da han rettede dem mod Arona, som var den eneste, der nok ville lytte til ham.
”Zean og Aron er i Pandemonium. De kan hjælpe hende, og ellers kan min mor. Hun... hun har en djinn, men jeg er nødt til at flyve hende derhen først. Jeg kan gøre det. Jeg ved, jeg kan. Vi skal bare have pakket hende ind i tæpper, så hun ikke vil fryse og binde hende til min underside, så jeg ikke behøver at holde hende imens,” forklarede han hastigt, mens formskifterne begyndte at trække sig sammen omkring ham – sikkert for at tage Khala fra ham, men de kunne bare prøve.