Post by Aron Zipora on Jun 19, 2017 14:05:13 GMT
Aron Zipora ~ Eian Winters
Festsalen var stadig tæt befolket af gæster, selv om vielsen var for flere timer siden, og brudeparret så ud til at have trukket sig lidt væk fra festlighederne for at nyde noget tid for sig selv. Dronningen og den nye konge havde allerede tilbragt det meste af aftenen med at tage imod utallige lykønskninger fra de mange gæster, både adelige såvel som kongelige. Tjenestedrenge havde taget sig af enhver gave parret var blevet givet, som var kommet i enhver tænkelig form, om det så var fysiske gaver eller løfter om evig troskab til hvad der uden tvivl måtte være starten på Pandemoniums guldalder. I kongeparrets fravær var det op til Aron at sørge for at enhver gæst var blevet godt taget imod og nød festen. Han dirigerede tjenestedrengene rundt for at fylde glas op og sørgede for at kokkene fik besked når der skulle bringes mere mad til festsalen. Han talte med et utal af adelige fra samtlige lande med et smil på læben som var de gamle venner. Den eneste som havde fået hans smil til at falme var da han havde nået at udveksle et par ord med den krølhårede leder af de vavilonske formskiftere og hendes ægtemand. Der havde været noget som havde fået hans nakke til at trække sig sammen i en gysning da han havde talt med hende, og et 'minde' af lyde flashede for hans indre øre, og fik ham til at afslutte den samtale hurtigere end planlagt, dog uden at han lod hende få indtrykket af at hun var uønsket. Han kunne ikke forklare reaktionen, og trak konklusionen at det måtte være den lange dag som endelig var begyndt at have sin effekt på ham.
Han havde fundet vej til én af tjenerne som gik rundt med drikke til gæsterne, og trak ét af vinglassene til sig. Det var en portusiansk vin, så den var langt fra så stærk som den pandemonske variant, men han havde brug for noget at drikke, som ikke ville gå ud over hans løfte til Eriz. Hans sanser måtte han bevare i behold, specielt nu når han befandt sig i et rum omringet af adelige fra samtlige lande. Alt han gjorde ville blive målet og vejet, og han ville ikke give nogen af dem en grund til at tage fra festen med beklagelser. Eriz' bryllup måtte og skulle være perfekt.
Festsalen var stadig tæt befolket af gæster, selv om vielsen var for flere timer siden, og brudeparret så ud til at have trukket sig lidt væk fra festlighederne for at nyde noget tid for sig selv. Dronningen og den nye konge havde allerede tilbragt det meste af aftenen med at tage imod utallige lykønskninger fra de mange gæster, både adelige såvel som kongelige. Tjenestedrenge havde taget sig af enhver gave parret var blevet givet, som var kommet i enhver tænkelig form, om det så var fysiske gaver eller løfter om evig troskab til hvad der uden tvivl måtte være starten på Pandemoniums guldalder. I kongeparrets fravær var det op til Aron at sørge for at enhver gæst var blevet godt taget imod og nød festen. Han dirigerede tjenestedrengene rundt for at fylde glas op og sørgede for at kokkene fik besked når der skulle bringes mere mad til festsalen. Han talte med et utal af adelige fra samtlige lande med et smil på læben som var de gamle venner. Den eneste som havde fået hans smil til at falme var da han havde nået at udveksle et par ord med den krølhårede leder af de vavilonske formskiftere og hendes ægtemand. Der havde været noget som havde fået hans nakke til at trække sig sammen i en gysning da han havde talt med hende, og et 'minde' af lyde flashede for hans indre øre, og fik ham til at afslutte den samtale hurtigere end planlagt, dog uden at han lod hende få indtrykket af at hun var uønsket. Han kunne ikke forklare reaktionen, og trak konklusionen at det måtte være den lange dag som endelig var begyndt at have sin effekt på ham.
Han havde fundet vej til én af tjenerne som gik rundt med drikke til gæsterne, og trak ét af vinglassene til sig. Det var en portusiansk vin, så den var langt fra så stærk som den pandemonske variant, men han havde brug for noget at drikke, som ikke ville gå ud over hans løfte til Eriz. Hans sanser måtte han bevare i behold, specielt nu når han befandt sig i et rum omringet af adelige fra samtlige lande. Alt han gjorde ville blive målet og vejet, og han ville ikke give nogen af dem en grund til at tage fra festen med beklagelser. Eriz' bryllup måtte og skulle være perfekt.