Post by Dylan Forsyth on Jun 20, 2017 21:06:32 GMT
Det var faktisk lykkedes djinnen, at få distraheret dødsenglen. Damian var stoppet brat op, ved synet af Flint, der prøvede at standse ham med hænderne strakt ud mod ham. Hovedet virrede ubeslutsomt. Han var som et rovdyr, der lige var blevet stillet valget mellem en stor luns kød eller at tage en lille, tiltrængt lur. Skuldrene faldt en smule. Et smil bredte sig over hans læber i et suk, men det stivnede med det samme ved Alistairs indblanding, som fik frarøvet Damians opmærksomhed fra Flint. Den snerrende grimasse trak sig frem igen, og kroppen spændtes op til kamp, som dødsenglen nedstirrede englen foran ham med nok mord i blikket, til at få folk til at undres, hvorfor Alistair stadigvæk stod på benene. Selv ikke Vaelons snusfornuftige, diplomatiske ord, kunne tage hans opmærksomhed fra den nye fjende, der om muligt var endnu mere irriterende! Som en kløen i øret!
Arons hånd standsede ham midt i et skridt frem mod Alistair. Alle muskler var spændt, og det var kun på grund af Eriz’s fænomenale træning, at hans kræfter ikke allerede havde henlagt det meste af tronsalen i skrigende, vridende mørke, der ville kunne tvinge de fleste i knæ. Sammenbidt lyttede han til alkymisten, men ordene havde ingen effekt på ham.
”Jeg er fucking ligeglad med min mor,” knurrede han, flåede sin skulder løs, og inden nogen kunne nå at standse ham, var han sprunget direkte på sin nye stedbror, selvom manden havde haft vendt ryggen til ham.
De tumlede om på gulvet. Damian var allerede såret, men det stoppede ham ikke fra, at kæmpe lige så indædt som før. Smerten ville alligevel snart gå væk. Liiiiige så snart han fik et slag ind på den forbandet engel med sin arrogante attitude, perfekte hår og korrekte ordbrug. Han skulle nok sørge for, det ville gå lang tid, før noget af dét dukkede op igen!
Ud over Alistair ikke var Eian – hvilket Damian opdagede, lige så snart en solid knytnæve ramte ham på siden af hovedet, så han fløj af englen, der var lige så hurtig over ham. Med et støn måtte han forsvare sig selv med armene hævet op foran ansigtet i et forsøg på at afbøde slagene, der regnede ned over ham. Den tidligere skade mod ribbene, fik hans åndedræt til at være besværet og hivende, men alligevel lykkedes det ham at smide englen af sig med en kraftanstrengelse. Ikke at det virkede til at gøre englen forvirret, ukampdygtig eller distraheret. Han var klar, da dødsenglen igen sprang på ham.
Arons hånd standsede ham midt i et skridt frem mod Alistair. Alle muskler var spændt, og det var kun på grund af Eriz’s fænomenale træning, at hans kræfter ikke allerede havde henlagt det meste af tronsalen i skrigende, vridende mørke, der ville kunne tvinge de fleste i knæ. Sammenbidt lyttede han til alkymisten, men ordene havde ingen effekt på ham.
”Jeg er fucking ligeglad med min mor,” knurrede han, flåede sin skulder løs, og inden nogen kunne nå at standse ham, var han sprunget direkte på sin nye stedbror, selvom manden havde haft vendt ryggen til ham.
De tumlede om på gulvet. Damian var allerede såret, men det stoppede ham ikke fra, at kæmpe lige så indædt som før. Smerten ville alligevel snart gå væk. Liiiiige så snart han fik et slag ind på den forbandet engel med sin arrogante attitude, perfekte hår og korrekte ordbrug. Han skulle nok sørge for, det ville gå lang tid, før noget af dét dukkede op igen!
Ud over Alistair ikke var Eian – hvilket Damian opdagede, lige så snart en solid knytnæve ramte ham på siden af hovedet, så han fløj af englen, der var lige så hurtig over ham. Med et støn måtte han forsvare sig selv med armene hævet op foran ansigtet i et forsøg på at afbøde slagene, der regnede ned over ham. Den tidligere skade mod ribbene, fik hans åndedræt til at være besværet og hivende, men alligevel lykkedes det ham at smide englen af sig med en kraftanstrengelse. Ikke at det virkede til at gøre englen forvirret, ukampdygtig eller distraheret. Han var klar, da dødsenglen igen sprang på ham.