Post by Eriz LaPiera Black on Jun 6, 2017 7:12:08 GMT
Folk er velkomne til at joine denne her tråd, som vil forgå til selve vielsen i tronsalen.
Dagen var endelig oprandt.
Endelig.
De lange fingre vred metalkronen, mens de isblå øjne flakkede over spejlets glatte overflade i en usikkerhed om hele arrangementet. Åndedrættet var fladt og overfladisk. Summen fra stemmer nåede stuen hun stod i, og fortalte om den enorme mængde af folk, der lige nu strømmede mod tronsalen, hvor cermonien ville finde sted. Der ville være proppet. Alle ville komme for at se dronningen knæle med sin nye ægtemand, som ville rejse sig som en konge. Hendes konge. Aron havde allerede fortalt pøblen havde samlet sig udenfor slottet, og strakte hals mod balkonen i utålmodig venten om at se kongeparret efter vielsen. Alle fabrikker og butikker havde lukket i dag, så alle havde muligheden for at komme. En horde af myrer.
Allerede nu kunne hun høre dem snakke: ”Nu får vi at se, om det går bedre end med den gamle konge” – ”Forhåbentligt vil ham her leve længere” – ”Måske vil han gøre Marcellus arbejde færdig?”
Med en skælvende udånding lukkede hun øjnene. Det var lige før hun havde tabt sin krone på gulvet. Efter så mange års planlægning, og nu stod hun her på trinet til at binde sig endnu engang. Denne gang af kærlighed. Men var det nok? Det havde aldrig syntes…
”Moder?”
Brat kiggede hun op på den unge mand, der lydløst var trådt ind i systuen. Langsomt lukkede han døren bag sig, inden at han kom hen til hende med lange skridt, og et spørgende udtryk i sine fortryllende, stålgrå øjne. ”Er du okay?”
Hans stærke hænder lagde sig på hver arm, hvilket med det samme fik hendes skuldre til at falde i et fredfyldt suk. Damian. Han var blevet højere end hende nu med brede skuldre, fast brystkasse og muskuløse overarme, der gjorde han med lethed kunne svinge rundt med et tungt sværd. Ansigtet var blevet mere markeret med et bredt kæbeparti, spids næse og slankt ansigt, som hver eneste gang hun så på det, kunne få hende til at sukke dybt af fryd. Han var så smuk.
”Jeg… tror bare jeg er nervøs,” mumlede hun med et svagt smil, mens han tog kronen fra hendes hænder.
”Hvorfor dog det?” Hjælpsomt satte han kronen til hvile på toppen af de ravnsorte lokker, der var blevet samlet i en elegant, snoet knold på hendes baghoved. Hold sammen af guldkæder. ”Du har ventet på denne her dag i flere år nu.”
”Dårlige minder.”
”Du mener Marcellus?”
”Og mange andre.”
Damian tog om hendes spidse hage, og løftede den, så han kunne se ned i hendes øjne omringet af sort, sodlignende makeup. Et opmuntrende smil krudsede hans læber.
”Du er stærk moder. Hver eneste ar du bære vidner om hvad du har overlevet, og du ikke vil kunne knækkes. Aldrig,” fortalte han med sin sprøde stemme, der fik hende til at tænke på en spindende, veltilfreds hankat. Hun gengældte hans smil, mens hun lagde hænderne på hans brystkasse, så hun kunne mærke hans hjerte banke stødt bagved.
”Og du vil beskytte mig… ikke?”
”Altid moder.”
Hendes smil blev bredere, og hun lod ham vende sig mod det høje spejl foran dem, så de kunne betragte deres genspejlinger. Mor og søn. En hersker og en herskerinde. Verden ville bøje sig for deres fødder.
For én gangs skyld bar de ikke samme farver. Damian bar en guld skjorte under sin sorte, knælange jakke, med guld tråd langs kanten. Hans bukser var sorte, og proppet ned i nogle nypudset støvler af læder, han aldrig havde gået med før. Jakkens høje krave krøb over hans hals i pandemonisk mode – pånær den ene side, som blev ved med at bøje sig fremefter.
Eriz var efter traditionen iklædt en blodrød kjole. Den sad tæt til hendes overkrop, og flød så ud over hendes ben som vand spildt fra et glas. Fødderne var selvfølgelig nøgne, ingen smykker pånær kronen, og skuldrene var nøgne, så præsten nemt ville kunne lave det berømte snit over hendes bryst. Hun havde for lang tid siden skjult arret, hun bar efter hende og Marcellus’ vielse. Nu ville det snart dukke frem igen, men det ville ikke være Marcellus’… det ville være Adrians.
Hun tog en dyb indånding, som fyldte brystkassen op. Damian lod hende tage sin arm, mens han selv flygtigt rettede på sit mørkebrune hår, inden han med et skævt smil kiggede ned på hende.
”Klar til at forlade rummet?”
Hun nikkede tavst med de fyldige læber adskilt i et åndedræt. Dødsenglen førte hende med sig mod døren, hvor de ventede et øjeblik, til lige at kunne rette sig ordentligt op, trække vejret ind en sidste gang, inden de trådte ud af rummet, for at komme til tronsalen.