Post by Adelaide Veterano on Dec 21, 2016 11:52:22 GMT
Hendes far's ru hænder mod hendes skuldre, gribende så hårdt at hans hænder sank ind i hendes kød, mens hun så hjælpeløst til. Og så var der en pludselig fornemmelse, som om nogen havde slået deres klør i hendes indre - hendes åndedræt fangede i hendes hals - og så blev hun revet med. Hvirvlende malstrøm af magi. Og så ramte hendes fødder græsset og hendes knæ knækkede øjeblikkeligt under hende og hun endte på knæ i det frostede græs. Lunger hev frisk, krystal klar luft ind istedet for røgfyldt, støv-hvirvlet, slagmarks luft, der duftede af skov i stedet for blod - luften der havde været fyldt med skrig, gråd og klynk var nu kun optaget af lyden af hvislen i de vinter nøgne grene. Hendes far var væk. Det hele var væk. I samme formation, som de havde stået på slagmarken, stod de nu i græsset ved siden af gården. Adelaide lidt længere væk fra de andre, hvor hun var blevet holdt tilbage. Macaria lå i græsset, en dolk stikkende ud af hende, overfosset af al det blod hun grådigt havde suget til sig, rækkende mod Zean der rakte tilbage -- alt var gået galt. Og det var hendes skyld. Nej nej nej - de ville være taget afsted alligevel, Zean havde været på vej til Veteranoerne, og han var kommet frem selvom hun ikke havde været der! Han ville have overtalt dem uden hende! Det ville han! Det var hende der havde mindet Cal om de uskyldige der døde i Vavilon, uden Zean og Macaria som herskere, men det argument ville Isa være kommet frem til alligevel - ikke?! Englen greb sit ansigt. Og hun kunne ikke gøre noget. Selv nu emmede dolken i Macaria af lysmagi og Macaria var vampyr! Alle portusianere vidste at engle ikke kunne heale vampyrer! Hjælpeløst blev hun siddende i det frosne græs. Hun havde fejlet.