Post by Eriz LaPiera Black on Dec 21, 2016 21:17:55 GMT
Det stærke lysglimt havde tvunget tårerne frem i de isblå øjne, der chokeret stirrede på det sted, hvor Veteranoerne for blot et par sekunder tids siden havde stået. Men nu var der ikke andet tilbage end aftrykkene fra deres støvler. Hele lejren blev stille. Det var som om, nogen havde standset tiden. Alle stod bare og stirrede på de steder, hvor de indtrængende havde stået. Djinn magi. Det havde været djinn magi.
Rystende rakte hun en hånd frem mod det sted, Isabel havde stået. Så tæt på. Hun havde været så tæt på, at få fat på hende. Fingrene lukkede sig sammen i en hård næve. Så tæt på, at få af vide, hvor hendes datter var. Så tæt på at få hævn. Så tæt på at… at…
Hånden faldt. Og så kom skriget. Bygget helt op indefra en kerne så fyldt med frustration og raseri, at det umuligt kunne holdes ind. Skingert ekkoede det ud gennem lejren. Nogle soldater tog automatisk et par skridt tilbage fra deres dronning, hvis ansigt var fortrukket i skriget. Aldrig havde de set hende sådan før. Så… fyldt med… følelser.
Skriget falmede langsomt, og henlå igen hele lejren i en tung, tung stilhed. Den eneste lyd var fra de såret, som jamrede i baggrunden, eller de døendes hivende åndedræt.
Uden et ord drejede Eriz om på hælen, og marcherede tilbage gennem mudderet mod sit telt. Ingen turde følge efter hende. Ingen turde sige noget til hende. Da teltdugen gled i bag hende, kiggede folk hjælpeløst på hinanden, indtil en eller anden kaptajn, begyndte at uddelegere opgaver. Alle de sårede skulle slæbes hen til healerteltet. De døde samles udenfor murerne og brændes. Lejren skulle ryddes op, alting tælles op, og skrevet ned i lister.
Det var bedst, ingen forstyrrede dronningen lige nu.
Eriz var gledet ned på jorden med ryggen lænet op af sin seng. Knæene var trukket en smule op. Tomt stirrede hun frem for sig på et usynligt punkt. Rifterne fra glasstøvet sved og brændte. Tørret blod plettede hendes fine hud, som synder på en hellig præst.
Teltet var rodet til af det tumult, der havde været herinde. Selv alle stearinlysene var gået ud, så her var fuldkommen mørkt.
Mod sin mave knugede hun en pude. Halsen gjorde ondt efter skriget, men hun mærkede det ikke rigtigt. Hun følte sig tom.
Hvordan havde det kunne gå galt? Hun havde haft Isabel lige foran sig. Havde hende lige hvor hun ville have hende, og så… puf. Væk. Væk med Macaria, væk med Zean, væk med… alle sammen. Hun måtte tage til Portus. Befale Vaelon at han gjorde noget! At hun personligt måtte sende folk ud i hele Portus, og endevende hver en landsby til hun fandt Veteranoerne! Og hver og en, der hjalp dem, skulle smage hendes vrede. Hvad end det kostede…
Hun tørrede en tåre af sin kind.
Rystende rakte hun en hånd frem mod det sted, Isabel havde stået. Så tæt på. Hun havde været så tæt på, at få fat på hende. Fingrene lukkede sig sammen i en hård næve. Så tæt på, at få af vide, hvor hendes datter var. Så tæt på at få hævn. Så tæt på at… at…
Hånden faldt. Og så kom skriget. Bygget helt op indefra en kerne så fyldt med frustration og raseri, at det umuligt kunne holdes ind. Skingert ekkoede det ud gennem lejren. Nogle soldater tog automatisk et par skridt tilbage fra deres dronning, hvis ansigt var fortrukket i skriget. Aldrig havde de set hende sådan før. Så… fyldt med… følelser.
Skriget falmede langsomt, og henlå igen hele lejren i en tung, tung stilhed. Den eneste lyd var fra de såret, som jamrede i baggrunden, eller de døendes hivende åndedræt.
Uden et ord drejede Eriz om på hælen, og marcherede tilbage gennem mudderet mod sit telt. Ingen turde følge efter hende. Ingen turde sige noget til hende. Da teltdugen gled i bag hende, kiggede folk hjælpeløst på hinanden, indtil en eller anden kaptajn, begyndte at uddelegere opgaver. Alle de sårede skulle slæbes hen til healerteltet. De døde samles udenfor murerne og brændes. Lejren skulle ryddes op, alting tælles op, og skrevet ned i lister.
Det var bedst, ingen forstyrrede dronningen lige nu.
Eriz var gledet ned på jorden med ryggen lænet op af sin seng. Knæene var trukket en smule op. Tomt stirrede hun frem for sig på et usynligt punkt. Rifterne fra glasstøvet sved og brændte. Tørret blod plettede hendes fine hud, som synder på en hellig præst.
Teltet var rodet til af det tumult, der havde været herinde. Selv alle stearinlysene var gået ud, så her var fuldkommen mørkt.
Mod sin mave knugede hun en pude. Halsen gjorde ondt efter skriget, men hun mærkede det ikke rigtigt. Hun følte sig tom.
Hvordan havde det kunne gå galt? Hun havde haft Isabel lige foran sig. Havde hende lige hvor hun ville have hende, og så… puf. Væk. Væk med Macaria, væk med Zean, væk med… alle sammen. Hun måtte tage til Portus. Befale Vaelon at han gjorde noget! At hun personligt måtte sende folk ud i hele Portus, og endevende hver en landsby til hun fandt Veteranoerne! Og hver og en, der hjalp dem, skulle smage hendes vrede. Hvad end det kostede…
Hun tørrede en tåre af sin kind.