Post by Saïx Veterano on Dec 18, 2016 13:48:03 GMT
Macaria lød så… desperat, at Saïx næsten ikke kunne gøre andet end at se hjælpeløst på hende, mens hun trak ham ned på hug med sig. Hvad i alverden havde Eriz gjort ved hende? Hun var en skygge af sig selv, og så… bange. Han havde aldrig set hende sådan før. Men hun huskede ham i det mindste! Det var nok til at han næsten havde taget hendes ansigt mellem hænderne bare for at lade hende vide at han var der, og han ville hjælpe hende.
”Macaria, rolig, han vil ikke gøre dig ondt, det lover jeg. Han er her for at hjælpe dig, og-” Han nåede ikke længere end dét, før helvede så ud til at bryde løs. Mørket blev pludselig oplyst af lanterner, og Saïx’ blik fæstede sig mod skikkelserne der var dukket op i døren. Nej nej nej nej nej, de kunne ikke blive opdaget nu! Heldigvis var Cals instinkter hurtigere end Saïx var, og Saïx havde chokeret set på mens Cal, næsten ivrigt, kastede sig ud i kampen med soldaterne. Mens de kæmpede smed manden der havde set ud til at kommandere soldaterne sig til side – tydeligvis ikke en mand som var skabt for fysisk kamp. I stedet satte han i løb ud af hytten, uden tvivl på vej efter forstærkninger, hvis alarmen ikke skulle have været nok.
Men Saïx havde ikke tid til at gøre det af med ham. Cals ord havde gjort det tydeligt at de ikke havde meget tid, og han måtte få Macaria med sig væk, hurtigt! Cals magi som havde fået den ene væk til at blive opløst i et hav af splinter og træværk havde også gjort at lænken om Macarias hals var faldet fra væggen. Han kunne ikke tage den af hende, men han kunne i det mindste få hende væk derfra!
”Du har bare at overleve det her!” råbte han tilbage efter Cal. Hverken Isabel eller Moria ville tilgive ham, hvis han efterlod Cal her for at dø, men han var nødt til at stole på hans evner i kamp. Han bad en hurtig bøn til Inei mens han samlede Macaria op i sine arme. Det kom ikke på tale at hun kunne gå selv, for slet ikke at snakke om at løbe! Hendes krop vejede næsten ingenting i hans arme, så tynd og udmagret som hun var, så selv hvis hun prøvede på at gøre modstand ville det ikke være nogen udfordring for ham. Det samme kunne han ikke rigtig sige om det hav af soldater der hurtigt begyndte at vælte ud til alle sider. Saïx var nødt til at være hurtig på benene, men hver gang han suste udenom én soldat, var der en ny der stod som en forhindring foran ham.
”Macaria, rolig, han vil ikke gøre dig ondt, det lover jeg. Han er her for at hjælpe dig, og-” Han nåede ikke længere end dét, før helvede så ud til at bryde løs. Mørket blev pludselig oplyst af lanterner, og Saïx’ blik fæstede sig mod skikkelserne der var dukket op i døren. Nej nej nej nej nej, de kunne ikke blive opdaget nu! Heldigvis var Cals instinkter hurtigere end Saïx var, og Saïx havde chokeret set på mens Cal, næsten ivrigt, kastede sig ud i kampen med soldaterne. Mens de kæmpede smed manden der havde set ud til at kommandere soldaterne sig til side – tydeligvis ikke en mand som var skabt for fysisk kamp. I stedet satte han i løb ud af hytten, uden tvivl på vej efter forstærkninger, hvis alarmen ikke skulle have været nok.
Men Saïx havde ikke tid til at gøre det af med ham. Cals ord havde gjort det tydeligt at de ikke havde meget tid, og han måtte få Macaria med sig væk, hurtigt! Cals magi som havde fået den ene væk til at blive opløst i et hav af splinter og træværk havde også gjort at lænken om Macarias hals var faldet fra væggen. Han kunne ikke tage den af hende, men han kunne i det mindste få hende væk derfra!
”Du har bare at overleve det her!” råbte han tilbage efter Cal. Hverken Isabel eller Moria ville tilgive ham, hvis han efterlod Cal her for at dø, men han var nødt til at stole på hans evner i kamp. Han bad en hurtig bøn til Inei mens han samlede Macaria op i sine arme. Det kom ikke på tale at hun kunne gå selv, for slet ikke at snakke om at løbe! Hendes krop vejede næsten ingenting i hans arme, så tynd og udmagret som hun var, så selv hvis hun prøvede på at gøre modstand ville det ikke være nogen udfordring for ham. Det samme kunne han ikke rigtig sige om det hav af soldater der hurtigt begyndte at vælte ud til alle sider. Saïx var nødt til at være hurtig på benene, men hver gang han suste udenom én soldat, var der en ny der stod som en forhindring foran ham.