Post by Zean Forsyth on Dec 16, 2016 10:28:32 GMT
Macaria Forsyth
Listen er vejledende.
Listen er vejledende.
Han havde trukket Moria med sig, væk fra alle de andre. Det havde ikke været nemt. Enten havde en af de andre indevendt noget eller også havde Moria sat hælene i jorden. Til sidst måtte han irriteret forklare dem hvorfor: Deres rolle var distrahering. De skulle være de synlige. Så kunne de ikke gå sammen med de andre, hele vejen til lejren! Desuden forhøjede det bare chancen for at blive set.
Derfor gik de endelig alene, langs hovedvejen til Erizs lejr. Moria gik endelig selv, så han behøvede ikke andet end overveje hvordan dette skulle gå. Det var længe siden han havde set Eriz - at han havde set nogen som helst. Han havde stort set været forsvundet og nu kom han daskende med en djinn på armen og med sine fine vinger. Vinger, der i dagens anledning, ikke var gemt væk. I stedet skinnede de i det svage lys fra månen, der var på vej op.
Let klædt på. Sko, bukser, en varm trøje. Sværdet ved hans side. Og det hånlige smil, ved tanken om Erizs reaktion, når han kom gående! Se, kvinde, en djinn! Og det er selv om jeg er dødsengel igen! Hele hans krop sitrede ved tanken. Det eneste var blot at Morias magi også havde fjernet hans tatovering på brystkassen: Eriz havde igen frit spil med hans sind. Moria havde vel sat ham tilbage i tiden, kropsmæssigt om ikke andet. Eller hvordan den slags nu virkede.
"Du skal gemme den bedre" bemærkede han, da han så over på kvinden ved hans side. Hun gik godt til og brokkede sig ikke, selv om der endnu var noget adeligt over hendes skikkelse. Han hentydede til den dolk hun havde fået af Cal.
"Men jeg har ikke andre steder at gemme den!" bed hun tilbage. Desværre ødelagde usikkerheden i hendes øjne, sikkerheden i hendes stemme. Han fnøs svagt, ikke så lidt hånligt.
"Her, lad mig. Det er min hals der bliver kappet hvis du har våben" brummede han og greb fat i hende. Trods hendes forsøg på at vride sig fri, måtte hun pænt finde sig i de grove hænder, der placerede dolken ved hendes ryg. Helt nede ved numsen, hvor liningen og hendes overtøj tilsammen ville skjule den. Hun gøs og ønskede sig tilbage til Cal. Da Zean slap hende, holdt hun sin kappe hårdt om sig. Som var den et skjold mod omverdenen, mod Zean.
Da de nåede lejren, greb Zean hårdt fast i hendes arm og bad hende lade som om hun var der ufrivilligt. Vagterne ved lejren tøvede en hel del og sikkert med god grund. Men det var ikke første gang Zean var der, omend sidst havde været for længe siden. Uden at vente på yderligere tilladelse, maste han sig vej ind sammen med djinnen.
"Sir, dine våben...De skal..."
Han hørte ikke resten, da han hev Moria frem mod det store telt. Som en religiøs bygning, der ragede højt til sine følgere, fulgte Zean toppen af teltet. Var her flere mænd end før? Der var i hvert fald en speciel stemning. Som...Uh! Som krig! Ville der snart blive krig? Han var tæt på at glemme hvorfor han var der. Kun til Macarias ansigt gled frem for hans indre. Nogle vagter fulgte tvivlende med ham. Der var noget ved ham, der virkede faretruende. Ingen turde direkte at stoppe ham, men samtidig var de også bange for at Eriz blev vred.
"Hold nu op. Dette her...Det er en gave til dronningen. Hun vil flå jer levende - eller det håber jeg hun vil - hvis I stopper mig!" havde Zean snerret utålmodigt.
Først da han stod foran teltet stoppede han op. Han kiggede over på sekretæren, eller hvad manden var. Naaah...Det var ikke nok distrahering. Selv om vagterne greb ud efter ham, for at stoppe ham, greb Zean fat i teltdugen og nærmest kastede Moria ind i teltet.
"JEG ER HJEMMEEE!" Kaldte han. Ja. Han ville have al opmærksomhed. Eriz skulle ikke have mulighed for at overse ham. Moria landede tungt på alle fire og hun måtte skubbe håret væk, for det ikke var i vejen. Hendes indre var lammet af skræk - ikke et ord kom over hende. Ikke en bevægelse. Dette var...Dette var...Sådan en dårlig ide! Hun troede ikke længere på dette ville lykkes.
Zeans hånd gled automatisk rundt om skæftet på hans sværd, da han mærkede hænderne bagfra. Vagterne var fulgt med ind, sikkert i den tro at de kunne slæbe ham med ud igen.
"Det vil være en dårlig ide" snerrede han til dem. Et eller andet sted, dog, håbede han på de ville gøre det. Intet bedre end en god undskyldning for at slå lidt ihjel.
Derfor gik de endelig alene, langs hovedvejen til Erizs lejr. Moria gik endelig selv, så han behøvede ikke andet end overveje hvordan dette skulle gå. Det var længe siden han havde set Eriz - at han havde set nogen som helst. Han havde stort set været forsvundet og nu kom han daskende med en djinn på armen og med sine fine vinger. Vinger, der i dagens anledning, ikke var gemt væk. I stedet skinnede de i det svage lys fra månen, der var på vej op.
Let klædt på. Sko, bukser, en varm trøje. Sværdet ved hans side. Og det hånlige smil, ved tanken om Erizs reaktion, når han kom gående! Se, kvinde, en djinn! Og det er selv om jeg er dødsengel igen! Hele hans krop sitrede ved tanken. Det eneste var blot at Morias magi også havde fjernet hans tatovering på brystkassen: Eriz havde igen frit spil med hans sind. Moria havde vel sat ham tilbage i tiden, kropsmæssigt om ikke andet. Eller hvordan den slags nu virkede.
"Du skal gemme den bedre" bemærkede han, da han så over på kvinden ved hans side. Hun gik godt til og brokkede sig ikke, selv om der endnu var noget adeligt over hendes skikkelse. Han hentydede til den dolk hun havde fået af Cal.
"Men jeg har ikke andre steder at gemme den!" bed hun tilbage. Desværre ødelagde usikkerheden i hendes øjne, sikkerheden i hendes stemme. Han fnøs svagt, ikke så lidt hånligt.
"Her, lad mig. Det er min hals der bliver kappet hvis du har våben" brummede han og greb fat i hende. Trods hendes forsøg på at vride sig fri, måtte hun pænt finde sig i de grove hænder, der placerede dolken ved hendes ryg. Helt nede ved numsen, hvor liningen og hendes overtøj tilsammen ville skjule den. Hun gøs og ønskede sig tilbage til Cal. Da Zean slap hende, holdt hun sin kappe hårdt om sig. Som var den et skjold mod omverdenen, mod Zean.
Da de nåede lejren, greb Zean hårdt fast i hendes arm og bad hende lade som om hun var der ufrivilligt. Vagterne ved lejren tøvede en hel del og sikkert med god grund. Men det var ikke første gang Zean var der, omend sidst havde været for længe siden. Uden at vente på yderligere tilladelse, maste han sig vej ind sammen med djinnen.
"Sir, dine våben...De skal..."
Han hørte ikke resten, da han hev Moria frem mod det store telt. Som en religiøs bygning, der ragede højt til sine følgere, fulgte Zean toppen af teltet. Var her flere mænd end før? Der var i hvert fald en speciel stemning. Som...Uh! Som krig! Ville der snart blive krig? Han var tæt på at glemme hvorfor han var der. Kun til Macarias ansigt gled frem for hans indre. Nogle vagter fulgte tvivlende med ham. Der var noget ved ham, der virkede faretruende. Ingen turde direkte at stoppe ham, men samtidig var de også bange for at Eriz blev vred.
"Hold nu op. Dette her...Det er en gave til dronningen. Hun vil flå jer levende - eller det håber jeg hun vil - hvis I stopper mig!" havde Zean snerret utålmodigt.
Først da han stod foran teltet stoppede han op. Han kiggede over på sekretæren, eller hvad manden var. Naaah...Det var ikke nok distrahering. Selv om vagterne greb ud efter ham, for at stoppe ham, greb Zean fat i teltdugen og nærmest kastede Moria ind i teltet.
"JEG ER HJEMMEEE!" Kaldte han. Ja. Han ville have al opmærksomhed. Eriz skulle ikke have mulighed for at overse ham. Moria landede tungt på alle fire og hun måtte skubbe håret væk, for det ikke var i vejen. Hendes indre var lammet af skræk - ikke et ord kom over hende. Ikke en bevægelse. Dette var...Dette var...Sådan en dårlig ide! Hun troede ikke længere på dette ville lykkes.
Zeans hånd gled automatisk rundt om skæftet på hans sværd, da han mærkede hænderne bagfra. Vagterne var fulgt med ind, sikkert i den tro at de kunne slæbe ham med ud igen.
"Det vil være en dårlig ide" snerrede han til dem. Et eller andet sted, dog, håbede han på de ville gøre det. Intet bedre end en god undskyldning for at slå lidt ihjel.