Post by Isabel Veterano on Nov 5, 2016 10:28:07 GMT
Rastløst vandrede Isabel frem og tilbage. Det havde hun gjort de sidste to timer. Hendes ene hånd slog utålmodigt imod hendes ene lår, mens hun til tider udbrød små, irritable støn. De orange øjne var rettet mod himlen.
Grænsen til Pandemonium var et par meter bag dem. Markeret med et par jern stolper, kunne man se, at man ikke længere fra på portusiansk jord, selvom omgivelserne virkede ens på begge sider af grænsen. Gulligt græs dækkede jorden. Et par store klippestykker lå hist og her. Himlen var mørk uden en eneste stjerne til at lyse natten op.
I horisonten længere ind mod Pandemonium, kunne man skimte bjerge. En bred karavanevej førte ind i landet, og hen til den første storby man mødte. Isabel og Saïx befandt sig et stykke væk fra den, så de ikke ville blive set, af de forskellige handlende, der kunne være enten fra eller til Pandemonium. Trods alt var handelsvejene åbne nu.
Nej de to fredløse, havde slået camp et stykke væk. Med sine warlock evner havde Isabel lavet et pentagram lige udenfor teltet, som kunne blive set af væsner med blod i deres årer. Forhåbentligt ville både Caleb og Moria vide det var hende, der havde lavet pentagrammet. Mange andre ville nok bare tro, det var normale rejsende, og ignorere det.
Indtil videre havde de hvert fald ikke haft problemer.
Som de første var de kommet til Pandemoniums grænse, men det var hvad Isabel havde regnet med. I stedet for brug af vinger, havde hun kunne hoppe igennem skyggerne med Saïx. De havde end ikke behøvet at holde mere end to pauser, fordi de havde kunne skjule sig i mørket, når solen stod på himlen.
Drakan, Isabels drake, var selvfølgelig også med. Med øjne der matchede dens herskerinde, fulgte den hende vandre frem og tilbage foran sig.
”Hvad hvis der er sket dem noget?” mumlede hun sammenbidt for sig selv. Det var femte gang i nat, hun havde sagt det. ”Jeg burde aldrig, have stolet på Zean! Aldrig! Og hvad hvis Winter har smidt Caleb foran Vaelon? Ahr! Jeg burde ikke have ladet ham tage alene afsted! Jeg burde ikke have ladet Moria tage alene afsted med Zean. Han er dødsengel igen. Ingen følelser. Og Eian er rådsmand. Zean havde noget kørende med Eriz, havde han ikke? Ved flammerne, hvorfor kom jeg først i tanke om det nu?! Og hvad med Julie? Hun havde løjet én gang, måske løj hun igen. Afgrunden sluge både engle og dødsengle! Hvor bliver de af?!”
Sådan havde hun snakket hver eneste dag, de havde ventet på deres fire andre rejsekammerater. For hver dag der gik, blev Isabel mere og mere desperat og bekymret. Hun var endda begyndt at bide negle.
Fortvivlet drejede hun sig imod Saïx med armene slået ud.
”Hvad gør vi, hvis Zean har taget Moria til Eriz, og Winter har smidt Caleb i en fangekælder, og Adelaid er en løgnagtig bitch, og Lili er blevet taget, og Macaria er død?” spurgte hun i én sætning uden at trække vejret ind.