Post by Adelaide Veterano on Dec 6, 2016 13:43:22 GMT
Eksplosionen kom og blev hurtigt talt ned igen af Isabel. Adelaide kneb sin næseryg og sukkede tungt. Hvad var det hun havde rodet sig ud i. En del af hende ønskede brændende at hun havde forsøgt at overtale hendes far til den her mission i stedet for, den her forsamling - ligegyldigt hvor kompetente de var - var så splittet at kun truslen om vold åbenbart var nok til at få dem fra hinandens halspuls åre. Hun skød et ætsende blik til både Zean og Cal, og da Isabel truede med at lade hende bruge sine kræfter, spillede hun en anelse op for sin naturlige lysende glød. Blot for et øjeblik. Der var ingen grund til at skade vampyren - han var trods alt en af de fornuftigere individer i gruppen. Gløden famlede bort igen. Hun følte sig drænet, af den lange, lange rejse, af alt der var sket - og mest af alt, af hendes skænderier med Cal og nu også af de interne skænderier i gruppen. Det kløede i alles fingre efter at komme afsted. "Så lad os da komme afsted," der var noget opgivende i hendes tone. Det her var den mindst planlagte aktion hun nogensinde havde bevidnet. Adrian ville have luret på lejren i flere døgn, før han forsøgte noget så dumt som at snige sig ind på en så overlegen fjende. Men hun frygtede også at hvis de blev, ville den anspændte fornemmelse imellem væsnerne kun blive større - og det sidste de have behov for var at være midt i hvepseboet, da en af dem forrådte resten. "Zean og Moria går ind først som aflednings manøvren, og når lejren er afledt, følger Saïx og Cal, og Isa og jeg følger det hele fra skyggerne." Hun vendte blikket mod Isabel, det var ikke helt et spørgsmål, men der lå alligevel en spørgende tone. Det var tydeligvis hende der ledte den her mission, så hun måtte sige god for ordnen.