Post by Loup Garou on Oct 10, 2016 23:43:12 GMT
Smilet som bredte sig om Loups læber fortalte meget. For det første at ethvert andet svar fra hende, ville have skuffet ham. Hans mage var lige så stædig som han selv var, og havde det ikke været fordi han var tungere og stærkere end hende, ville de sikkert stadig have rullet rundt i mudderet og kæmpet om dominans. Og han nød det; han nød at hans mage var, som hun var.
Men hans smil fortalte også at han på ingen måde havde tænkt sig at overgive sig. Selv om at flere i flokken allerede argumenterede for at han havde vundet, og Eras brødre var fortalere for at kampen ikke var overstået endnu, var Loup mere end klar over at ingen kamp var omme før én af dem havde givet op, eller ikke længere var i stand til at kæmpe. De kunne gøre det til et show for deres flok, eller de kunne gøre det til en ordentlig kamp. Og Loup vidste hvad han ville foretrække.
Med hænderne fast placeret mod Eras håndled for at holde hende fast i mudderet lænede han sig ned mod hendes øre.
”Du ved der skal mere til før jeg giver op.” brummede han dæmpet, hans varme ånde direkte mod hendes øre. ”Jeg ville bare give dig muligheden. Jo før du giver op her, jo hurtigere kan jeg få dig til at hyle mod månen i teltet.” påpegede han med et træk på smilebåndet, der afslørede de skarpe hjørnetænder. Fandtes der et bedre forspil end en god, blodig kamp? Det faktum at de begge allerede var letklædte og efterhånden dækket af mærker fra hinandens negle og tænder bidrog kun til spændingen. Euphonia kunne ikke have ført en mere passende mage til ham! En kvinde med ar som matchede hans egne – hell, mange af dem havde hun selv påført ham i årenes løb – og hvis indre dyr blev lige så pirret som hans eget.
”Er de stoppet?”
”Det ved jeg ikke! Hvem vandt?”
”Det gjorde Loup sgu da, se på dem! Han er øverst!”
”Det var du også i nat indtil jeg vendte os om.”
Kommentarerne fra flokken var begyndt at få et utålmodigt præg, som Loup ikke kunne andet end at smile smørret af. Han hævede ansigtet fra Eras øre for igen at kunne se ned på hende med et afventende smil. ”Det er op til dig, smukke. Giv op eller gør dig mere umage.” De mørke øjne glimtede udfordrende.
Men hans smil fortalte også at han på ingen måde havde tænkt sig at overgive sig. Selv om at flere i flokken allerede argumenterede for at han havde vundet, og Eras brødre var fortalere for at kampen ikke var overstået endnu, var Loup mere end klar over at ingen kamp var omme før én af dem havde givet op, eller ikke længere var i stand til at kæmpe. De kunne gøre det til et show for deres flok, eller de kunne gøre det til en ordentlig kamp. Og Loup vidste hvad han ville foretrække.
Med hænderne fast placeret mod Eras håndled for at holde hende fast i mudderet lænede han sig ned mod hendes øre.
”Du ved der skal mere til før jeg giver op.” brummede han dæmpet, hans varme ånde direkte mod hendes øre. ”Jeg ville bare give dig muligheden. Jo før du giver op her, jo hurtigere kan jeg få dig til at hyle mod månen i teltet.” påpegede han med et træk på smilebåndet, der afslørede de skarpe hjørnetænder. Fandtes der et bedre forspil end en god, blodig kamp? Det faktum at de begge allerede var letklædte og efterhånden dækket af mærker fra hinandens negle og tænder bidrog kun til spændingen. Euphonia kunne ikke have ført en mere passende mage til ham! En kvinde med ar som matchede hans egne – hell, mange af dem havde hun selv påført ham i årenes løb – og hvis indre dyr blev lige så pirret som hans eget.
”Er de stoppet?”
”Det ved jeg ikke! Hvem vandt?”
”Det gjorde Loup sgu da, se på dem! Han er øverst!”
”Det var du også i nat indtil jeg vendte os om.”
Kommentarerne fra flokken var begyndt at få et utålmodigt præg, som Loup ikke kunne andet end at smile smørret af. Han hævede ansigtet fra Eras øre for igen at kunne se ned på hende med et afventende smil. ”Det er op til dig, smukke. Giv op eller gør dig mere umage.” De mørke øjne glimtede udfordrende.