Post by Loup Garou on Sept 1, 2016 5:34:29 GMT
Fucking great, lige hvad de havde brug for! Hylet fra udposten som havde advaret hele flokken, havde sat en effektiv stopper i hele festen. Mjødtønderne blev sat ned på jorden, trommerne stilnede, og samtlige blikke rettede sig mod den ydre kant af lejren, hvor hylet var kommet fra. Man kunne fornemme spændingen i luften. En blanding af adrenalin og iver – men aldrig frygt, varulvene frygtede intet!
Loups næsebor dirrede, og en rykning i hans næsevinge fortalte at han ikke var tilfreds med hvad hans lugtesans opfangede. Han genkendte den lugt, som langsomt nærmede sig, og han fik det kun bekræftet da udposten kom trækkende med abominationen. Lace.
Sidst han havde set hende havde været da han havde stillet sig i vejen mellem hende og Eras slæng. Dengang havde han ment hun havde været harmløs – måske endda brugbar – men at det ville være unødvendigt at slå hende ihjel. Trods alt var hun én af dem, bare… twisted. Og man skulle ikke undervurdere en kvinde som kunne forvandle sig sådan som hun kunne!
Men tingene havde forandret sig siden dengang, og det blev kun tydeligt da flokken begyndte at råbe op, og da Era trådte ind til abominationens forsvar. Ved sølvets bid, hvad fanden havde de alle sammen gang i?
”Det er nok!” råbte han, da flokkens råben var ved at nå et højdepunkt. ”Jeg sagde DET ER NOK!” knurrede han, da der stadig var nogen som ikke holdt deres kæft. Han trådte selv frem fra ringen flokken efterhånden udgjorde omkring Era og Lace, og med lange skridt gik han tættere på, og efterlod dermed Mikkel et sted bag sig. Hans ansigt havde fortrukket sig i en snerren af en grimasse. Utroligt hvor hurtigt Laces tilstedeværelse kunne ødelægge hans humør!
Hans blik vekslede mellem Lace og Era. Alfaparret skulle altid ses som et team. Samhørige. Men hvordan fanden skulle han forsvare at hans mage ikke bare havde ladt Lace leve, men også løjet omkring hendes død? Ikke bare overfor englehertugen som med sikkerhed ville slå hårdt ned på flokken hvis han fandt ud af det, men også overfor flokken! Det her satte dem begge to i et dårligt lys, og det var det sidste han og Era havde brug for lige nu!
”Hvorfor er festen stoppet?” spurgte han, da han igen lod blikket vandre over flokken. ”Drik, for fanden! Drik, dans, slås, knep! Sig ikke at der ikke skal mere til end det her for at stoppe os!” En mumlen opstod i flokken, og et par begyndte langsomt at trække sig tilbage til mjødtønderne. En forsigtig rytme fra en af trommerne fik langsomt lidt mere liv i flokken, som begyndte at tynde ud i ringen. Men Loup blev stående og nedstirre sin mage og Lace. Mikkel var for et øjeblik fuldstændig glemt: han måtte tage sig af det her først. Han trådte tættere på de to kvinder, men han anede faktisk ikke hvem af dem han skulle råbe af først. Til sidst faldt blikket på Lace. ”Har du ikke lavet nok problemer for os?” snerrede han sammenbidt.
Loups næsebor dirrede, og en rykning i hans næsevinge fortalte at han ikke var tilfreds med hvad hans lugtesans opfangede. Han genkendte den lugt, som langsomt nærmede sig, og han fik det kun bekræftet da udposten kom trækkende med abominationen. Lace.
Sidst han havde set hende havde været da han havde stillet sig i vejen mellem hende og Eras slæng. Dengang havde han ment hun havde været harmløs – måske endda brugbar – men at det ville være unødvendigt at slå hende ihjel. Trods alt var hun én af dem, bare… twisted. Og man skulle ikke undervurdere en kvinde som kunne forvandle sig sådan som hun kunne!
Men tingene havde forandret sig siden dengang, og det blev kun tydeligt da flokken begyndte at råbe op, og da Era trådte ind til abominationens forsvar. Ved sølvets bid, hvad fanden havde de alle sammen gang i?
”Det er nok!” råbte han, da flokkens råben var ved at nå et højdepunkt. ”Jeg sagde DET ER NOK!” knurrede han, da der stadig var nogen som ikke holdt deres kæft. Han trådte selv frem fra ringen flokken efterhånden udgjorde omkring Era og Lace, og med lange skridt gik han tættere på, og efterlod dermed Mikkel et sted bag sig. Hans ansigt havde fortrukket sig i en snerren af en grimasse. Utroligt hvor hurtigt Laces tilstedeværelse kunne ødelægge hans humør!
Hans blik vekslede mellem Lace og Era. Alfaparret skulle altid ses som et team. Samhørige. Men hvordan fanden skulle han forsvare at hans mage ikke bare havde ladt Lace leve, men også løjet omkring hendes død? Ikke bare overfor englehertugen som med sikkerhed ville slå hårdt ned på flokken hvis han fandt ud af det, men også overfor flokken! Det her satte dem begge to i et dårligt lys, og det var det sidste han og Era havde brug for lige nu!
”Hvorfor er festen stoppet?” spurgte han, da han igen lod blikket vandre over flokken. ”Drik, for fanden! Drik, dans, slås, knep! Sig ikke at der ikke skal mere til end det her for at stoppe os!” En mumlen opstod i flokken, og et par begyndte langsomt at trække sig tilbage til mjødtønderne. En forsigtig rytme fra en af trommerne fik langsomt lidt mere liv i flokken, som begyndte at tynde ud i ringen. Men Loup blev stående og nedstirre sin mage og Lace. Mikkel var for et øjeblik fuldstændig glemt: han måtte tage sig af det her først. Han trådte tættere på de to kvinder, men han anede faktisk ikke hvem af dem han skulle råbe af først. Til sidst faldt blikket på Lace. ”Har du ikke lavet nok problemer for os?” snerrede han sammenbidt.