Post by Mikail Greywolf Garou on Sept 17, 2016 12:45:54 GMT
Mikkel tog imod genopfyldningen af hans kop, smilende, mens Era skar diverse grimasser over hans spørgsmål. Han vidste godt han potentielt havde stukket hånden ind i en bikubbe med det spørgsmål, men han var som hans historie så fint illustrerede, ikke typen der undgik bikubber bare for nogle stik. Han løftede afslappet et øjenbryn af hende da hun knurrede af ham og hans smil strakte sig over hans læber mens han rystede let på hovedet. "Jeg har allerede spurgt Loup om hele afkoms tingen, og jeg siger dig, Euphonia kunne ikke have matchet jer bedre, for han var lige så afvigende og irriterende at tale med om det," svarede Mikkel, mens han løftede sin egen kop til hans læber igen og drak lidt af den gyldne væske. Han anede ikke hvad hendes sidste mumlende ord var rettet imod - havde hun været væk? Mikkel havde tilbragt for mange år i Pandemonium til at være med på hvad der var sket i Vavilon og selvom han havde hørt hvad der var sket med modstands bevægelsen, kunne han ikke sætte det sammen med Eras lille, mumlede kommentar. Han lod sagen ligge lidt, lod de dansende flammer varme hans krop og mjøden varme hans sjæl, komplet afslappet på den lille træstub. Han kløede sig ved skulderen. Hans sår var næsten healede og irriterede hans hud. Mjødkoppen blev tømt og fyldt igen og det samme gjorde Eras. Historier flød over bålet, mens ulve sloges og sang i baggrunden. Så rejste han sig fra stammen, tømte hans kop og satte den fra sig. "Kom." Bød Greywolf alphahunnen, inden han skred afsted mod skoven, uden at se sig tilbage. Skoven var badet i den sene eftermiddags sol. Mikkel gik med tommelfingrene kroget i hans buksekant, let lænet tilbage og skuldrene nede. Han standsede ved en lysning - ikke langt fra lejren, men langt nok til at deres stemmer ikke ville bære. "Kom så. Ud med det." Han viftede bydende med en hånd. "Imorgen når tømmermændene har fortaget sig, drager jeg tilbage til Pandemonium med hybriden, så hvis du vil ud med det til en du ikke skal se i øjnene imorgen, så er nu din chance, grønøje," Han lænede sig op at et træ, mest fordi hans muskler føltes bløde af al den mjød han havde indtaget. Rolige blå øjne hvilede på hende.