Post by Arona Forsyth on Jul 21, 2016 14:27:58 GMT
Harris
Det var nu nogle år siden og Arona havde nået en alder af 16, en alder hvor hun på ingen måde var blevet mindre fuld af energi. Tværtimod, som tiden gik og de aldrig havde hørt fra hendes far eller rygter om at tingene skulle have ændret sig, var hun blot blevet mere stålsat på at klare tingene selv.
Et af eksemplerne var at hun daglig trænede med en lang gren, der var blevet hugget til, så den udgjorde en lang stav som hun kunne svinge rundt. Hun ville gerne træne med sværdet, men endnu var det på grænsen til at være for tungt for hende. Men snart! Snart måtte hun være stor og stærk nok!
Det var midt på sommeren og solen bagte ned over den lille hytte, med en lille have til urter og grønt og et par høns. Til at starte med havde de ikke haft råd til meget eller kunne særlig meget og ved meget af det, for Aronas vedkommende i hvert fald, havde hun blot prøvet sig frem. Harris havde heldigvis vidst en del om at få urtehaven og grønsagerne til at vokse, mens hun straks var løbet ud i naturen omkring dem. Hun kendte nu området i flere kilometer rundt om dem og hun havde øvet sig i at jage og lave fælder. Hare, fugle og andre smådyr, mens hun endnu prøvede at blive god nok til at fange større dyr. Noget af det beholdte de, spiste og brugte pelsen fra, andet solgte de i Havanos, der lå nogle kilometer fra dem. Der byttede de eller solgte de deres ting, om det så var nyfangede dyr eller friske urter.
Der kom faktisk aldrig nogle forbi, til tider en rejsende, men sjældent nogen der udgjorde en trussel.
Nej, de klarede sig. Til tider var det lidt ensomt, men på det sidste havde hun fået kontakt med nogle sejlere på havnen og hun overvejede stærkt at sejle med dem. Lære noget nyt! Men havet var så fjernt fra hvad hun ville. Hun ville op i bjergene! Hun ville flyve og lære andre dødsengle at kende!
Hun stoppede op. Mellem de nærmeste træers toppe kunne hun se bjergene tårne sig op i det fjerne. Hun kunne bruge lang tid på blot at kigge på dem...
Desuden var hun ikke sikker på om alle sejlerne havde rene tanker. Hun havde hurtigt opdaget det i byen, at en ung kvinde som hende virkede tiltrækkende på visse mænd og de første par gange hun var rejst til byen havde altid medført fremmede hænder, der rørte på ubehagelige steder. Nu havde hun lært at skelne dem fra alle andre og undgå dem eller skubbe hænderne af sig. Men det var stadig ubehageligt...
Hun tørrede noget sved af panden. Hun havde en lang trøje på, der sad løst om hendes overkrop og med snore om kravebenet og ærmerne, der lige nu var løse og derfor fløj rundt hver gang hun bevægede sig. Et par bukser og nogle slide støvler. Hendes garderobe var ikke særlig stor, mere hvad de lige havde kunne skrabe sammen til. Hun nægtede simpelthen at stjæle!
Det lange, lyse hår havde vokset sig langt og gik halvvejs ned over hendes ryg og skinnede i solen, på nuværende tidspunkt løst, dog med nogle små fletninger hist og her, når hun sad og legede med sit hår - oftest af kedsomhed. Huden var solbrun og for hendes slanke krop var der tydelige muskler. Hun var blevet en kvinde nu, hvilket betød visse ting havde vokset sig større og at hun til tider var i et farligt humør for Harris - Men ikke nu. Hendes vinger var også blevet større og smukkere, hun kunne rigtig flyve nu! Hvilket hun mest gjorde om natten for ikke at blive opdaget.
Hun vendte sig om mod huset med en pludselig sult. Sult! Hun var altid sulten.
Med springende skridt gik hun over til huset, satte staven op af væggen og skyndte sig ind i det kølige mørke indenfor, hvor hun satte kursen direkte mod køkkenet. Der lå lidt tørt brød fra om morgenen, som hun tog og vred i stykker, før hun proppede det i munden. En pludselig indskydelse fik hende til at stikke hovedet ud af det nærmeste vindue.
"HARRIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIS!" Kaldte hun, uden at ane om han var inde eller ude. Hvorfor blev han hele tiden væk? Selv om han påstod det var hende der aldrig holdt øje!
Et af eksemplerne var at hun daglig trænede med en lang gren, der var blevet hugget til, så den udgjorde en lang stav som hun kunne svinge rundt. Hun ville gerne træne med sværdet, men endnu var det på grænsen til at være for tungt for hende. Men snart! Snart måtte hun være stor og stærk nok!
Det var midt på sommeren og solen bagte ned over den lille hytte, med en lille have til urter og grønt og et par høns. Til at starte med havde de ikke haft råd til meget eller kunne særlig meget og ved meget af det, for Aronas vedkommende i hvert fald, havde hun blot prøvet sig frem. Harris havde heldigvis vidst en del om at få urtehaven og grønsagerne til at vokse, mens hun straks var løbet ud i naturen omkring dem. Hun kendte nu området i flere kilometer rundt om dem og hun havde øvet sig i at jage og lave fælder. Hare, fugle og andre smådyr, mens hun endnu prøvede at blive god nok til at fange større dyr. Noget af det beholdte de, spiste og brugte pelsen fra, andet solgte de i Havanos, der lå nogle kilometer fra dem. Der byttede de eller solgte de deres ting, om det så var nyfangede dyr eller friske urter.
Der kom faktisk aldrig nogle forbi, til tider en rejsende, men sjældent nogen der udgjorde en trussel.
Nej, de klarede sig. Til tider var det lidt ensomt, men på det sidste havde hun fået kontakt med nogle sejlere på havnen og hun overvejede stærkt at sejle med dem. Lære noget nyt! Men havet var så fjernt fra hvad hun ville. Hun ville op i bjergene! Hun ville flyve og lære andre dødsengle at kende!
Hun stoppede op. Mellem de nærmeste træers toppe kunne hun se bjergene tårne sig op i det fjerne. Hun kunne bruge lang tid på blot at kigge på dem...
Desuden var hun ikke sikker på om alle sejlerne havde rene tanker. Hun havde hurtigt opdaget det i byen, at en ung kvinde som hende virkede tiltrækkende på visse mænd og de første par gange hun var rejst til byen havde altid medført fremmede hænder, der rørte på ubehagelige steder. Nu havde hun lært at skelne dem fra alle andre og undgå dem eller skubbe hænderne af sig. Men det var stadig ubehageligt...
Hun tørrede noget sved af panden. Hun havde en lang trøje på, der sad løst om hendes overkrop og med snore om kravebenet og ærmerne, der lige nu var løse og derfor fløj rundt hver gang hun bevægede sig. Et par bukser og nogle slide støvler. Hendes garderobe var ikke særlig stor, mere hvad de lige havde kunne skrabe sammen til. Hun nægtede simpelthen at stjæle!
Det lange, lyse hår havde vokset sig langt og gik halvvejs ned over hendes ryg og skinnede i solen, på nuværende tidspunkt løst, dog med nogle små fletninger hist og her, når hun sad og legede med sit hår - oftest af kedsomhed. Huden var solbrun og for hendes slanke krop var der tydelige muskler. Hun var blevet en kvinde nu, hvilket betød visse ting havde vokset sig større og at hun til tider var i et farligt humør for Harris - Men ikke nu. Hendes vinger var også blevet større og smukkere, hun kunne rigtig flyve nu! Hvilket hun mest gjorde om natten for ikke at blive opdaget.
Hun vendte sig om mod huset med en pludselig sult. Sult! Hun var altid sulten.
Med springende skridt gik hun over til huset, satte staven op af væggen og skyndte sig ind i det kølige mørke indenfor, hvor hun satte kursen direkte mod køkkenet. Der lå lidt tørt brød fra om morgenen, som hun tog og vred i stykker, før hun proppede det i munden. En pludselig indskydelse fik hende til at stikke hovedet ud af det nærmeste vindue.
"HARRIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIS!" Kaldte hun, uden at ane om han var inde eller ude. Hvorfor blev han hele tiden væk? Selv om han påstod det var hende der aldrig holdt øje!