Post by Harris on Aug 28, 2016 10:53:50 GMT
Harris var mere end klar over hvor direkte idiotisk, det han gjorde, var. Han var mere end klar over at han kun gav dødsenglene desto mere grund til at angribe – men hvis han bare kunne få dem til at fokusere på ham, så kunne det være Arona ville få muligheden for selv at komme væk…
Han mødte kortvarigt hendes blik, men trak det derefter væk igen. Han ville ikke risikere at øjenkontakt med hende ville få ham til at sige eller gøre noget, der ville vende dødsenglenes opmærksomhed mod hende igen. Og han ville ikke lade hende se frygten og angsten han stædigt prøvede at holde skjult, både for hende og dødsenglene, men lige så meget for sig selv.
Alligevel måtte han se tilbage på Arona, da hun begyndte at råbe og true dødsenglene, og denne gang var det ham, der måtte sende hende et desperat blik. Arona, stop, jeg beder dig! Lad dem tage mig, bare du slipper væk!
Hånden om hans hals lod ham langsomt komme på benene, inden en kniv blev trukket og lagt mod hans kind. Han kunne mærke det kolde stål mod sin hud, som truede med at give efter for det skarpe blad. Men det var som om Harris ikke kunne fokusere på det. Han var stadig i gang med at gennemgå, hvad dødsenglen lige havde sagt om Arona. De havde vel ingen planer om at… Selvfølgelig havde de det. Han havde set hvordan manden over Arona havde ladt blikket glide over hende, før han havde trukket hende på benene. Og det var svært at ignorere hvordan hendes våde tåd klistrede sig til hendes krop, og fremhævede formerne derunder. Det var det samme blik han havde set sømændene sende hende når de havde gået gennem havnebyen, og det var næsten lige før han forventede at én af dødsenglene ville fløjte efter hende på samme måde.
”Hvad siger du? Tør vi?” spurgte dødsenglen som holdt ham fast til sin partner, og sendte ham et smørret smil. Det virkede ikke som om de havde en fair kamp i tankerne. Harris vidste at Arona var kampdygtig – i hvert fald mere trænet end han var – men han ville ikke lade hende gå op imod to fuldvoksne dødsengle alene. Hvis de gjorde hende noget…
Et kick af adrenalin greb han pludselig, og han hamrede albuen hårdt ind i maven på dødsenglen bag ham. Dødsenglen gav et lyd fra sig og rykkede en smule med armen, så kniven efterlod en blodig stribe ned af Harris’ kind. Men han ignorerede det. Han øjnede muligheden og hev kniven ud af dødsenglens hånd, før han med et desperat udbrud sprang i retning af dødsenglen som holdt Arona fast.
Han mødte kortvarigt hendes blik, men trak det derefter væk igen. Han ville ikke risikere at øjenkontakt med hende ville få ham til at sige eller gøre noget, der ville vende dødsenglenes opmærksomhed mod hende igen. Og han ville ikke lade hende se frygten og angsten han stædigt prøvede at holde skjult, både for hende og dødsenglene, men lige så meget for sig selv.
Alligevel måtte han se tilbage på Arona, da hun begyndte at råbe og true dødsenglene, og denne gang var det ham, der måtte sende hende et desperat blik. Arona, stop, jeg beder dig! Lad dem tage mig, bare du slipper væk!
Hånden om hans hals lod ham langsomt komme på benene, inden en kniv blev trukket og lagt mod hans kind. Han kunne mærke det kolde stål mod sin hud, som truede med at give efter for det skarpe blad. Men det var som om Harris ikke kunne fokusere på det. Han var stadig i gang med at gennemgå, hvad dødsenglen lige havde sagt om Arona. De havde vel ingen planer om at… Selvfølgelig havde de det. Han havde set hvordan manden over Arona havde ladt blikket glide over hende, før han havde trukket hende på benene. Og det var svært at ignorere hvordan hendes våde tåd klistrede sig til hendes krop, og fremhævede formerne derunder. Det var det samme blik han havde set sømændene sende hende når de havde gået gennem havnebyen, og det var næsten lige før han forventede at én af dødsenglene ville fløjte efter hende på samme måde.
”Hvad siger du? Tør vi?” spurgte dødsenglen som holdt ham fast til sin partner, og sendte ham et smørret smil. Det virkede ikke som om de havde en fair kamp i tankerne. Harris vidste at Arona var kampdygtig – i hvert fald mere trænet end han var – men han ville ikke lade hende gå op imod to fuldvoksne dødsengle alene. Hvis de gjorde hende noget…
Et kick af adrenalin greb han pludselig, og han hamrede albuen hårdt ind i maven på dødsenglen bag ham. Dødsenglen gav et lyd fra sig og rykkede en smule med armen, så kniven efterlod en blodig stribe ned af Harris’ kind. Men han ignorerede det. Han øjnede muligheden og hev kniven ud af dødsenglens hånd, før han med et desperat udbrud sprang i retning af dødsenglen som holdt Arona fast.