Post by Aron Zipora on Jun 26, 2016 21:35:37 GMT
Eriz LaPiera Black
Hvor længe havde han været der? Hvor længe siden? Og hvor lang tid havde han tilbragt sammen med Macaria?
Det var kun nogle få ud af de mange spørgsmål der farede gennem Arons hoved, efter at han havde hørt soldater i lejren snakke om 'den anden Forsyth' som var dukket op som dronningens gæst. Vampyren var måske allerede taget væk, men det var ikke nok til at berolige Aron. Kunne Zean virkelig være taget hele vejen til Eriz' lejr, og have forladt den igen uden så meget som et forsøg på at tage Macaria med sig? Alt havde set ud til at være rent diplomatisk. Eriz havde ladt ham gå, og han var gået uden noget opstyr. Det kunne selvfølgelig have været fordi Zean rent faktisk havde indset at han var ene mand mod hele Eriz' samlede hær.
Nej. Det var Zean, det var tale om. Den mand ville ivrigt lægge sig ud med en endnu større hær med sine bare næver, hvis han havde en grund til det. Spørgsmålet var om Macaria var god nok grund til at få ham til at gøre det.
Hvad ville du have gjort i hans sted?
Tænderne kværnede i frustration. Der var noget i gære, og han brød sig ikke det mindste om det. Overhovedet ikke! Hvis Zean havde været her, måtte det have været for Macaria. Og hvis Eriz havde ladt ham gå uden videre, måtte de have kommet frem til en eller anden aftale.
Eriz kunne vel ikke have... Nej. Nej, hun havde givet Macaria til ham! Hun var hans, hun kunne ikke have lovet Zean noget angående hende! Hånden lukkede sig hårdt omkring glaskolben i hans hænder. Han havde siddet ved sit arbejdsbord i sit telt, da han havde hørt forbipasserende soldater udenfor nævne dronningens gæst, og det havde fået ham til at standse fuldstændig i hvad han havde været i gang med.
En indædt pandemonsk banden lød fra ham da han skubbede stolen væk idet han rejste sig op, og rev sin kappe til sig, for at trække den over skuldrene.
Teltdugen blev skubbet hårdt til side, da han forlod sit telt og bevægede sig gennem lejren. Skridtene var lange og målbevidste - de var rasende. Enhver soldat sørgede for at standse op på tryg afstand af ham da han gik forbi dem, direkte mod Eriz' telt. Alle undtagen de to vagter som altid trofast holdt vagt udenfor. Så snart de så hans humør, trådte de begge et skridt frem for at hindre ham i at komme videre.
"Jeg vil tale med dronningen." forlangte han. De to vagter udvekslede blikke, før den ene gjorde tegn til at den anden skulle gå ind i teltet. Aron blev tvunget til at vente yderligere sekunder, før han endelig fik lov til at passere, og træde ind i teltet. Den anden soldat stod stadig derinde, skjult i skyggerne, men parat hvis Aron skulle ledsages ud igen. Aron ignorerede ham dog fuldstændig; hans blik faldt omgående på Eriz, så snart han så hende. "Hvornår havde du tænkt dig at fortælle om din gæst?" Ordene var... hårde. Normalt ville han ikke have talt sådan til hende, om det så var af frygt for hendes vrede, eller af respekt for deres venskab. Men tanken på hvad hun kunne have lovet Zean angående Macaria... Han ville ikke give slip på hende.
Det var kun nogle få ud af de mange spørgsmål der farede gennem Arons hoved, efter at han havde hørt soldater i lejren snakke om 'den anden Forsyth' som var dukket op som dronningens gæst. Vampyren var måske allerede taget væk, men det var ikke nok til at berolige Aron. Kunne Zean virkelig være taget hele vejen til Eriz' lejr, og have forladt den igen uden så meget som et forsøg på at tage Macaria med sig? Alt havde set ud til at være rent diplomatisk. Eriz havde ladt ham gå, og han var gået uden noget opstyr. Det kunne selvfølgelig have været fordi Zean rent faktisk havde indset at han var ene mand mod hele Eriz' samlede hær.
Nej. Det var Zean, det var tale om. Den mand ville ivrigt lægge sig ud med en endnu større hær med sine bare næver, hvis han havde en grund til det. Spørgsmålet var om Macaria var god nok grund til at få ham til at gøre det.
Hvad ville du have gjort i hans sted?
Tænderne kværnede i frustration. Der var noget i gære, og han brød sig ikke det mindste om det. Overhovedet ikke! Hvis Zean havde været her, måtte det have været for Macaria. Og hvis Eriz havde ladt ham gå uden videre, måtte de have kommet frem til en eller anden aftale.
Eriz kunne vel ikke have... Nej. Nej, hun havde givet Macaria til ham! Hun var hans, hun kunne ikke have lovet Zean noget angående hende! Hånden lukkede sig hårdt omkring glaskolben i hans hænder. Han havde siddet ved sit arbejdsbord i sit telt, da han havde hørt forbipasserende soldater udenfor nævne dronningens gæst, og det havde fået ham til at standse fuldstændig i hvad han havde været i gang med.
En indædt pandemonsk banden lød fra ham da han skubbede stolen væk idet han rejste sig op, og rev sin kappe til sig, for at trække den over skuldrene.
Teltdugen blev skubbet hårdt til side, da han forlod sit telt og bevægede sig gennem lejren. Skridtene var lange og målbevidste - de var rasende. Enhver soldat sørgede for at standse op på tryg afstand af ham da han gik forbi dem, direkte mod Eriz' telt. Alle undtagen de to vagter som altid trofast holdt vagt udenfor. Så snart de så hans humør, trådte de begge et skridt frem for at hindre ham i at komme videre.
"Jeg vil tale med dronningen." forlangte han. De to vagter udvekslede blikke, før den ene gjorde tegn til at den anden skulle gå ind i teltet. Aron blev tvunget til at vente yderligere sekunder, før han endelig fik lov til at passere, og træde ind i teltet. Den anden soldat stod stadig derinde, skjult i skyggerne, men parat hvis Aron skulle ledsages ud igen. Aron ignorerede ham dog fuldstændig; hans blik faldt omgående på Eriz, så snart han så hende. "Hvornår havde du tænkt dig at fortælle om din gæst?" Ordene var... hårde. Normalt ville han ikke have talt sådan til hende, om det så var af frygt for hendes vrede, eller af respekt for deres venskab. Men tanken på hvad hun kunne have lovet Zean angående Macaria... Han ville ikke give slip på hende.