Post by Eriz LaPiera Black on Jul 2, 2016 13:21:14 GMT
Åhhh Eriz vidste skam bedre end nogen andre, hvad en vild vampyr med rent blod i årerne kunne gøre. Hun havde set det flere gange. Det syntes eksempel havde været Zean, da han havde bortført Lilith. Mindet om ham og hans vampyriske kræfter stod stadigvæk uhyggeligt klart i hendes sind.
Macaria med frisk blod… Eriz var sikker på, at der ikke ville være et mere frygtindgydende og smukt syn i verden! Mon hun ville have modet, til at se vampyren i øjnene på det tidspunkt? De blodrøde, lysende øjne, der havde stirret direkte ind i dødens mørke og overlevet.
Hun sagde dog ingenting til Aron. Specielt ikke da hun bare ved tanken om Macaria, fik gåsehud over hele kroppen, så hun havde lyst til at ryste sig som en hund. Snart ville det hele været overstået.
En lille latter lød fra warlocken, da Aron fjernede hendes hænder fra hans ansigt.
”Jeg spilder aldrig tiden med dig, Aron. Men du har ret… jeg burde få noget søvn. Det har været en lang dag med masser af overraskelser og overvejelser. Du burde også få noget ro,” sagde hun efterfulgt af et lettet suk ved tanken om den varme seng, der lokkede så fristende bag hende.
Armene gled omkring Aron, for at give ham en varm omfavnelse. Hagen hvilede på hans skulder, mens fingrene foldede sig sammen bag hans ryg. I hans hoved troede han sikkert, at hun smilede ved følelsen af et kram, men i virkeligheden kiggede hendes kolde øjne lige frem. Intet smil prydede læberne.
Men ligesom hun trak sig tilbage, dukkede det frem igen. De hvide tænder skinnede.
”Vi ses i morgen…” hviskede hun til ham, og strøg sin hånd ned over hans arm, inden at hun gjorde en inviterende bevægelse mod udgangen, for at vise ham, at han havde tilladelse til at forlade teltet. Imens ville hun blive stående, og vente indtil at han var ude af teltet, før smilet igen famlede.
//out
Macaria med frisk blod… Eriz var sikker på, at der ikke ville være et mere frygtindgydende og smukt syn i verden! Mon hun ville have modet, til at se vampyren i øjnene på det tidspunkt? De blodrøde, lysende øjne, der havde stirret direkte ind i dødens mørke og overlevet.
Hun sagde dog ingenting til Aron. Specielt ikke da hun bare ved tanken om Macaria, fik gåsehud over hele kroppen, så hun havde lyst til at ryste sig som en hund. Snart ville det hele været overstået.
En lille latter lød fra warlocken, da Aron fjernede hendes hænder fra hans ansigt.
”Jeg spilder aldrig tiden med dig, Aron. Men du har ret… jeg burde få noget søvn. Det har været en lang dag med masser af overraskelser og overvejelser. Du burde også få noget ro,” sagde hun efterfulgt af et lettet suk ved tanken om den varme seng, der lokkede så fristende bag hende.
Armene gled omkring Aron, for at give ham en varm omfavnelse. Hagen hvilede på hans skulder, mens fingrene foldede sig sammen bag hans ryg. I hans hoved troede han sikkert, at hun smilede ved følelsen af et kram, men i virkeligheden kiggede hendes kolde øjne lige frem. Intet smil prydede læberne.
Men ligesom hun trak sig tilbage, dukkede det frem igen. De hvide tænder skinnede.
”Vi ses i morgen…” hviskede hun til ham, og strøg sin hånd ned over hans arm, inden at hun gjorde en inviterende bevægelse mod udgangen, for at vise ham, at han havde tilladelse til at forlade teltet. Imens ville hun blive stående, og vente indtil at han var ude af teltet, før smilet igen famlede.
//out