Post by Eriz LaPiera Black on Jun 10, 2016 7:16:55 GMT
Skrigene genlød igennem hele den store, pandemoniske lejre. Skingre, hjerteskærende og på grænsen til vanvid rungede de som et ekko imellem telte, soldater, smedje og lejrebåle. Det afgav en mærkelig stemning i lejren. Alle vidste hvem skrigene tilhørte, og selvom enhver soldat var vokset op med et hjerte af sten, kunne ingen lukke medfølelsen ude. Døden ville have været mere nådefuld for den unge pige. Ingen var dog dumme nok til at blande sig. Så derfor sad alle blot med stålansigter, og prøvede at ignorere ekkoet.
”Hvor er han? Fortæl mig hvor han er, og jeg stopper…”
”Nej! NEJ! NEEEJ!!”
”Bare fortæl mig hvor han er. Hvilket land? Er han stadigvæk her i Pandemonium?”
”Stop det! STOP DET!!”
Den silkebløde, insisterende stemme hvislede i hendes hoved. Makabre billeder hun ikke havde lyst til at se, blev vist for hendes øjne igen og igen og igen. Smagen af sine børns blod ville ikke fjerne sig fra hendes tunge. Deres skrig og tiggen klingede i hendes ører. Arona, der modigt beskyttede Dylan. Hendes hjerte der galloperede afsted. Blodet der brusede.
”Stop! Nej, nej, nej! Please stop!” råbte Macaria, og vred sig i sine lænker. Sølvet havde gnavet sig ind i hendes håndled. Sorte blodårer strakte sig helt ud til hendes fingre, der krampagtigt holdte om selve lænken, men hun mærkede ikke smerten. Alt hun så, var hvad Eriz viste hende.
De havde givet hende et nyt fangeskab. En hytte bygget op af træ tæt ved hendes pæl udenfor. Det havde de været nødt til, da solen et par gange, var brudt igennem det tykke skylag. Der var ikke andet i hytten end en stol, og så lænkerne fastgjort til væggen, så hun kunne blive spændt op med armene strakt ud til hver sin side. Det var sådan hun stod nu. Mundkurven var for en gangs skyld blevet taget af hende. For at kunne torturere hende bedre, havde de taget hendes bukser af hende. Kun skjorten havde hun fået lov til at beholde på. Den hang blodplettet og beskidt på hende med knapperne sjusket lukket i.
I det mindste havde hun fået blod – blod Eriz havde taget fra hendes mænd. Hun havde drukket sine egne mænds blod.
Eriz selv stod koncentreret foran sin fange med en hånd strakt ud mod hende. Som altid stod hun i stærk kontrast til Macaria med sit rene, elegante udseende. På trods af det praktiske tøj lignede hun stadigvæk en dronning i alt sin pragt.
”Du angreb dem, Macaria. Du dræbte dem begge to” hviskede hun i hovedet på vampyren, mens at hun plantede det falske minde i hendes sind, ved at gennemleve det for hende igen og igen. ”Hvorfor tror du ellers Zean efterlod dig på slagmarken? Han hader dig. Du dræbte jeres børn. Drak dem tomme”
”Jeg ville ALDRIG gøre det! ALDRIG! Jeg kan kontrollere det! Sam lærte mig det! Du lyver! Du lyver, du lyver, du lyver!!” skreg Macaria desperat, mens tårerne trillede ubarmhjertigt ned af kinderne. ”Jeg ville aldrig såre dem!!”
”Du kan stadigvæk huske smagen af deres blod. Arona kæmpede så tappert, men det var ikke svært for dig, at knække nakken på hende til sidst, var det?”
”Please… please, nej… jeg har ikke gjort noget…” råbene gled ind til en hysterisk hulken, og Eriz lod med et suk hånden falde. Illusionerne opløstes som tåge, men frøet af tvivl var stadigvæk blevet groet i vampyrens hoved. Desværre havde det endnu ikke lykkes dronningen, at få noget ud af Macaria omkring Sam. I flere dage havde hun startet med at brutalt gennemrode Macarias sind efter det mindste spor, men Sam var klog, og havde skjult sig godt. Nu måtte hun bare vride det ud af vampyren. Derfor havde hun også tilkaldt Aron. Det var på tide, at han hjalp til.