Post by Aron Zipora on Jun 23, 2016 17:34:56 GMT
Han bed en trang til at spørge hende om præcist hvor mange alkymister hun faktisk kendte, i sig. Faktum var trods alt at Aron ikke var den ældste alkymist i Pandemonium. Men måske var det ikke et emne at tage op: for det første fordi han ikke ville give Eriz en grund til at lede efter en anden Højre hånd; og for det andet fordi han mindede sig selv om at det var hans bedrifter der havde ført ham hertil. Han tog hellere imod Eriz’ kompliment end at modsige det.
Da hun lagde hånden mod hans kind, var Aron ikke sikker på om det var indbildning, eller om Eriz rent faktisk gjorde noget ved ham… Men det føltes som om hendes berøring fik ham til at sænke skuldrene en anelse. Som om knuden i brystet på ham langsomt blev løst op, og lod ham slappe af igen.
”Jeg vil gøre et forsøg. Vi var enige med hinanden før, vi burde kunne finde en fælles grund igen. Forhåbentligvis i at tjene dig.” svarede han med et lille træk på smilebåndet.
Han lod Eriz fange hans blik. I hvad der føltes som lange sekunder holdt han blikkontakten med hende, mens hendes fingre strøg ned af hans kind og til hans hage. Sukket hun gav fra sig lød i hans ører så længselsfuldt, og det fik ham til at rynke brynene en anelse. Vågent fulgte han hende med blikket da hun vendte ryggen til ham og gik tilbage til kortet. Sådan som hun svajede i ryggen da hun lænede sig frem, skubbede hun hoften tilbage… mod ham.
Hvad hun gjorde, og hvad hun sagde, tog en helt anden form i hovedet på Aron, mens han betragtede hendes ryg. Det slog ham at med borgerkrigen mellem Eriz og hendes ægtemand, måtte det have været flere måneder siden hun sidst havde delt seng med en mand… Var det hendes måde at invitere ham?
Eller var det simpelthen hvad han ville have det til at være?
Hans tanker røg med ét tilbage til Macaria igen. Hvordan hun havde anklaget ham for at være gået over til Eriz på grund af sådanne udskejelser. Hvordan Macaria selv havde bekræftet hans mistanke om hende og hendes egen højre hånd. Et bittert drag bredte sig om munden på ham, før han med lange skridt trådte tættere på Eriz.
”Alt jeg har lyst til?” Han tvang hånden til ikke at skælve, da han lod den bevæge sig op af Eriz’ ryg. Det var ikke engang fordi han ville have Eriz, ikke som sådan. Handlingen var ikke drevet af de samme lyster eller længsler, som han engang havde næret overfor Macaria. Macaria havde han engang villet have, hvis han kunne få hende. Han ville have kæmpet for at få hende. Nej… Hans gamle jeg ville ikke have gjort det. Men som han var nu… Han ville tage hvad han kunne, hvis han fik muligheden.
Da hun lagde hånden mod hans kind, var Aron ikke sikker på om det var indbildning, eller om Eriz rent faktisk gjorde noget ved ham… Men det føltes som om hendes berøring fik ham til at sænke skuldrene en anelse. Som om knuden i brystet på ham langsomt blev løst op, og lod ham slappe af igen.
”Jeg vil gøre et forsøg. Vi var enige med hinanden før, vi burde kunne finde en fælles grund igen. Forhåbentligvis i at tjene dig.” svarede han med et lille træk på smilebåndet.
Han lod Eriz fange hans blik. I hvad der føltes som lange sekunder holdt han blikkontakten med hende, mens hendes fingre strøg ned af hans kind og til hans hage. Sukket hun gav fra sig lød i hans ører så længselsfuldt, og det fik ham til at rynke brynene en anelse. Vågent fulgte han hende med blikket da hun vendte ryggen til ham og gik tilbage til kortet. Sådan som hun svajede i ryggen da hun lænede sig frem, skubbede hun hoften tilbage… mod ham.
Hvad hun gjorde, og hvad hun sagde, tog en helt anden form i hovedet på Aron, mens han betragtede hendes ryg. Det slog ham at med borgerkrigen mellem Eriz og hendes ægtemand, måtte det have været flere måneder siden hun sidst havde delt seng med en mand… Var det hendes måde at invitere ham?
Eller var det simpelthen hvad han ville have det til at være?
Hans tanker røg med ét tilbage til Macaria igen. Hvordan hun havde anklaget ham for at være gået over til Eriz på grund af sådanne udskejelser. Hvordan Macaria selv havde bekræftet hans mistanke om hende og hendes egen højre hånd. Et bittert drag bredte sig om munden på ham, før han med lange skridt trådte tættere på Eriz.
”Alt jeg har lyst til?” Han tvang hånden til ikke at skælve, da han lod den bevæge sig op af Eriz’ ryg. Det var ikke engang fordi han ville have Eriz, ikke som sådan. Handlingen var ikke drevet af de samme lyster eller længsler, som han engang havde næret overfor Macaria. Macaria havde han engang villet have, hvis han kunne få hende. Han ville have kæmpet for at få hende. Nej… Hans gamle jeg ville ikke have gjort det. Men som han var nu… Han ville tage hvad han kunne, hvis han fik muligheden.