Post by Moria Veterano on Mar 18, 2016 14:47:25 GMT
Hun mærkede voldsomheden i Cals bevægelser og hørte hans bønfaldende ord, men hun havde intet ønske om at slippe. Hvorfor al den vold? Hvorfor var folk, der ikke så ud til at kende til hinanden, så voldelige mod hinanden? Hun forstod det ikke! Hun vidste Cal havde arbejdet med at slå mørke væsener ihjel, men...Men han havde end ikke hørt kvindens ord...End ikke noget som helst! Hvem kunne kalde sig en dommer over andres liv på den måde?
Hun mærkede hvordan hendes usikre fødder slap deres underlag, hvordan hendes hænder gled af Calebs arm og hvordan hun et øjeblik hang i luften, før hun landede tungt og luften blev slået ud af hende. Tårerne trængte op i hendes øjne, da hun var slået ud for en stund. Hun fokuserede bare på at få vejret igen...
Hun trak vejret dybt et par gange, før hun kæmpede sig op igen, kun for at blive mødt af noget hun nok ville have fundet smukt, var det ikke fordi hun bekymrede sig om hvorvidt nogen skulle dø eller ej. Og dog, midt i den hæsblæsende kamp mellem de to folk, som næsten tog vejret fra hende, kæmpede hun sig op, undgik deres kæmpende kroppe og fandt barnet. Med en ømhed, som var hun selveste barnets moder, samlede hun spædbarnet op i sine arme og knugende den klynkende bylt ind til sig. Hun trak sig helt tilbage til træet, pressede sin krop mod stammen og trak benene på under sig, så hun sad skjult mellem træets rødder. I sikkerhed hos Inei. Hendes desperate blik gled over dem alle tre...Den fremmede mand, der så ud til at være lige så desperat og med et navn hun ikke kendte. Caleb, hendes mand. Kvinden...Kvinden der blev kaldt Isabel, huskede hun nu.
Hun kunne ikke slås. Hun kunne ikke gøre noget for at stoppe dem. Hun var bundet af Caleb...Hvis hun pressede sig ind i kampen, ville han måske ønske hende væk for altid og det var hun ikke klar til.
Endelig var det som om de stoppede. Ikke særlig nærværende, vuggede hun blidt bylten i sine arme, som hun ikke havde haft tid til at studere ordentlig. Naturligt gik hun ud fra det tilhørte kvinden og måske var den fremmede mand ligefrem faderen. Måske havde de søgt Ineis velsignelse til deres familie?
"Caleb!"
Hun rejste sig op, da de stod daggert mod sværd og forlangte sandheder. Hun havde intet at sige eller gøre...
"Caleb..." Hviskede hun derfor bare for sig selv, da hun nu stod, endnu tæt på træet, med babyen.
"Shhh, lille ven..." Hviskede hun svagt til barnet, mens hendes øjne hvilede på Caleb.
Hun mærkede hvordan hendes usikre fødder slap deres underlag, hvordan hendes hænder gled af Calebs arm og hvordan hun et øjeblik hang i luften, før hun landede tungt og luften blev slået ud af hende. Tårerne trængte op i hendes øjne, da hun var slået ud for en stund. Hun fokuserede bare på at få vejret igen...
Hun trak vejret dybt et par gange, før hun kæmpede sig op igen, kun for at blive mødt af noget hun nok ville have fundet smukt, var det ikke fordi hun bekymrede sig om hvorvidt nogen skulle dø eller ej. Og dog, midt i den hæsblæsende kamp mellem de to folk, som næsten tog vejret fra hende, kæmpede hun sig op, undgik deres kæmpende kroppe og fandt barnet. Med en ømhed, som var hun selveste barnets moder, samlede hun spædbarnet op i sine arme og knugende den klynkende bylt ind til sig. Hun trak sig helt tilbage til træet, pressede sin krop mod stammen og trak benene på under sig, så hun sad skjult mellem træets rødder. I sikkerhed hos Inei. Hendes desperate blik gled over dem alle tre...Den fremmede mand, der så ud til at være lige så desperat og med et navn hun ikke kendte. Caleb, hendes mand. Kvinden...Kvinden der blev kaldt Isabel, huskede hun nu.
Hun kunne ikke slås. Hun kunne ikke gøre noget for at stoppe dem. Hun var bundet af Caleb...Hvis hun pressede sig ind i kampen, ville han måske ønske hende væk for altid og det var hun ikke klar til.
Endelig var det som om de stoppede. Ikke særlig nærværende, vuggede hun blidt bylten i sine arme, som hun ikke havde haft tid til at studere ordentlig. Naturligt gik hun ud fra det tilhørte kvinden og måske var den fremmede mand ligefrem faderen. Måske havde de søgt Ineis velsignelse til deres familie?
"Caleb!"
Hun rejste sig op, da de stod daggert mod sværd og forlangte sandheder. Hun havde intet at sige eller gøre...
"Caleb..." Hviskede hun derfor bare for sig selv, da hun nu stod, endnu tæt på træet, med babyen.
"Shhh, lille ven..." Hviskede hun svagt til barnet, mens hendes øjne hvilede på Caleb.