Post by Saïx Veterano on Mar 5, 2016 1:23:35 GMT
Isabel var hurtigere end Saïx i udgangspunktet havde vurderet hende til at være. Han så knytnæven komme, men han nåede alligevel ikke at hverken undvige den eller blokkere den. I stedet tog han imod slaget, men det fik kun hans ansigt til at slå mod siden – han vaklede ikke engang hvor han stod. Han kunne stadig mærke det friske blod bruse igennem sine årer, og var sikker på at enhver skade Isabel havde gjort mod hans ansigt, allerede var healet. Men hendes ord, og måden hun så på ham, bed i ham. Et øjeblik stod han forvirret og så på hende mens hun råbte ham i hovedet, før hans ansigt blev hårdt, og et køligt glimt dukkede op i hans blodige blik.
”Ville du have foretrukket at han overlevede!?” spurgte han tilbage, lige så højrøstet som hun var det. Hvad fanden var der i vejen med hende? Han rettede sigende en hånd mod den ene magiker som lå livløst på jorden, uden så meget som en aftegning om halsen fra hendes skygger. Ikke desto mindre havde hendes egen magi selv bidraget til at tage et liv. ”De ville have slået os ihjel, Izzy! Hvis vi ikke gjorde det først, ville de komme efter os igen, med flere mænd. Hvor nemt tror du det vil være at komme gennem Portus hvis halve landets befolkning er ude efter os?”
Han vidste godt at hans ord faldt for døve ører. Det var efterhånden snart nærmere normen, at han og Isabel så forskelligt på ting. Lige fra Marcellus’ sande væsen, til hvordan de skulle håndtere Lili. Saïx var så småt begyndt at tvivle på hvor god en idé det var, at finde frem til Cal. Hvad ville der ske, når de to Veteranoer fandt hinanden igen? Ville Cal på en eller anden måde appellere til kvinden Isabel engang havde været, og vende hende mod ham? For en uge siden havde Saïx tænkt tanken første gang, men havde overbevist sig selv om at det ikke ville ske. For hver gang de kom op og skændes, blev han mere i tvivl om det.
Han bed en snerren i sig mens Isabel gik i forvejen med Lili mod sin skulder, før han trak sin egen rygsæk bedre om ryggen. Han havde ikke meget lyst til at diskutere hvad der lige var sket med Isabel længere, og gik på en vis afstand bag dem. Da han passerede den blødende magiker sendte Saïx ham et køligt, advarende blik, før han rettede en pegefinger mod ham.
”Følg ikke efter os.” hvislede han mørkt, men gav ikke magikere tid til at svare, før han tavst gik forbi ham. Over Isabels skulder kunne han se Lilis tårevåde øjne, som havde fæstet sig på ham. Barnet snøftede stadig, og havde puttet hendes egen hånd ind i munden og suttede på sine fingre. Saïx mødte stædigt Lilis blik, og i et minuts tid var det som om de to kæmpede for at se, hvem der blinkede først. Det var Saïx der til sidst endte med at vende blikket væk, og bide tænderne sammen. Selv ikke den beroligende, kølige brise som slog ind over dem kunne køle ham ned. Det var næsten så det helt skræmte ham selv, hvor vred Isabel kunne gøre ham, men han nægtede at tage skylden for hvad han havde gjort. Det havde været et spørgsmål om overlevelse!
Menneskets sidste ord, før Saïx havde sat tænderne i ham, og måden Isabel havde set på ham efter biddet… Hans tænder kværnede i munden på ham, og han satte tempoet en smule op, for at indhente Isabel. Han kunne kun håbe at Ineis træ ikke ville være et fuldstændig skud i mørket.
”Ville du have foretrukket at han overlevede!?” spurgte han tilbage, lige så højrøstet som hun var det. Hvad fanden var der i vejen med hende? Han rettede sigende en hånd mod den ene magiker som lå livløst på jorden, uden så meget som en aftegning om halsen fra hendes skygger. Ikke desto mindre havde hendes egen magi selv bidraget til at tage et liv. ”De ville have slået os ihjel, Izzy! Hvis vi ikke gjorde det først, ville de komme efter os igen, med flere mænd. Hvor nemt tror du det vil være at komme gennem Portus hvis halve landets befolkning er ude efter os?”
Han vidste godt at hans ord faldt for døve ører. Det var efterhånden snart nærmere normen, at han og Isabel så forskelligt på ting. Lige fra Marcellus’ sande væsen, til hvordan de skulle håndtere Lili. Saïx var så småt begyndt at tvivle på hvor god en idé det var, at finde frem til Cal. Hvad ville der ske, når de to Veteranoer fandt hinanden igen? Ville Cal på en eller anden måde appellere til kvinden Isabel engang havde været, og vende hende mod ham? For en uge siden havde Saïx tænkt tanken første gang, men havde overbevist sig selv om at det ikke ville ske. For hver gang de kom op og skændes, blev han mere i tvivl om det.
Han bed en snerren i sig mens Isabel gik i forvejen med Lili mod sin skulder, før han trak sin egen rygsæk bedre om ryggen. Han havde ikke meget lyst til at diskutere hvad der lige var sket med Isabel længere, og gik på en vis afstand bag dem. Da han passerede den blødende magiker sendte Saïx ham et køligt, advarende blik, før han rettede en pegefinger mod ham.
”Følg ikke efter os.” hvislede han mørkt, men gav ikke magikere tid til at svare, før han tavst gik forbi ham. Over Isabels skulder kunne han se Lilis tårevåde øjne, som havde fæstet sig på ham. Barnet snøftede stadig, og havde puttet hendes egen hånd ind i munden og suttede på sine fingre. Saïx mødte stædigt Lilis blik, og i et minuts tid var det som om de to kæmpede for at se, hvem der blinkede først. Det var Saïx der til sidst endte med at vende blikket væk, og bide tænderne sammen. Selv ikke den beroligende, kølige brise som slog ind over dem kunne køle ham ned. Det var næsten så det helt skræmte ham selv, hvor vred Isabel kunne gøre ham, men han nægtede at tage skylden for hvad han havde gjort. Det havde været et spørgsmål om overlevelse!
Menneskets sidste ord, før Saïx havde sat tænderne i ham, og måden Isabel havde set på ham efter biddet… Hans tænder kværnede i munden på ham, og han satte tempoet en smule op, for at indhente Isabel. Han kunne kun håbe at Ineis træ ikke ville være et fuldstændig skud i mørket.