Post by Isabel Veterano on Feb 25, 2016 21:02:48 GMT
Sorte øjne hjemsøgte hende når hun sov. Dybe, opmærksomme, afventende. Drømmene slap hende ikke, før hun ville vågne med et sæt enten når morgen gryede, eller når nattens kulde havde lagt sig over dem. De mørke øjne mødte hende også, når var vågen, men tilgengæld var hun ikke dér tvunget til at møde dem.
Foråret var også på vej, hvilket kunne mærkes i vejret - specielt her i Portus. Alting spirede omkring dem. Grønt og frodigt.
Isabel lå og stirrede op i loftet på skindteltet, som hun lå i. Fødderne var svedige på grund af shadowdraken, der lå og sov ved dem. Dens prustene åndedræt lød i det lille telt, og overdøvede de andre lyde. Ved hendes side lå den lille pige. Lili. Hun havde sparket pelstæppet af sig i løbet af natten. Hendes drake sov under hende, og varmede Isabels ene hofte op, med halen viklet om den lille piges ene fod.
På den anden side lå Saïx og sov - eller det tænkte Isabel da, men på grund af manglen på et åndedræt var det svært at sige.
De var ved at være tæt på Istus. Kun fem dagsrejser tilbage hvis de holdte tempoet, som de havde haft de sidste par uge.
Træt gned Isabel sit ene øje med håndfladen, inden at hun endelig havde fået nok af varmen her i teltet, og satte sig op.
Fra under puden tog hun sin daggert, før at hun fuldpåklædt forsigtigt kravlede ud af teltet. Fuglene sang. Foråret havde bragt en frisk med lun brise med sig, som Isabel trak dybt ned i lungerne, mens hun strakte sin krop. De havde slået lejre i en skov - væk fra nysgerrige blikke. Skoven virkede så rolig og ny. Grenene var begyndt at blive grønne. Fuglene var kommet tilbage, og dyr puslede i krattet. Åen rislede lystigt afsted et lille stykke væk. Den havde fået Isabel til at skulle tisse fire gange i løbet af natten.
Hun roede op i sit hår, der var begyndt at blive lidt langt igen, mens hun gik over til rundkredsen af sten, hun havde formet omkring den lille lejre. Den var stadigvæk indtakt. Runerne tegnet med kridt på stenene, var ikke tværet ud, og eftersom ingen lejemordere eller fjender var at se i området, havde de virket med at holde dem skjult og beskyttet.
Med foden skubbede hun til dem, så de blev spredt rundt omkring på skovbunden. Et dagligt ritual.
Bagefter hentede hun vand ved åen, og satte det til kogning over deres bål, som hun fik gang i igen. Forventet slog hun sig ned på den væltet træstamme, og begyndte at slibe sin daggert. Den svage, hæse lyd af metallet imod stenen, gav ro til hendes sind, mens hun ventede på at vandet kom i kog.