Post by Lace on Nov 20, 2015 20:37:23 GMT
Frossen dug havde lagt sig over mosset, da Red vendte tilbage fra nattens jagt. Den knaste sprødt under hendes store, tunge poter, ikke sådan som kaninen i hendes mund havde knast mellem hendes tænder da hun havde lukket kæberne om dens hals - nej, mere som meget, meget tyndt, spinkelt glas. Hendes ånde kom som skyer fra hendes mund, og kaninen var stadig et friskt nok drab til at dampe i morgen frosten. Det var skumring, men det ville være længe endnu før det blev lyst i hendes del af skoven. Den bestod mest af tårnhøje grantræer der strakte deres tinder mod himlen, som kunne de næsten røre, hvis blot de var lidt højere. Kaninen blev lagt ved siden af resterne af et bål, inden Red gav sig til at skifte fra hendes virkelige jeg, til den ynkelige, menneskelige kopi. Sort pels trak sig ind i hendes pore, langsomt, og bleg hud dukkede frem hvor den veg bort, hendes snude blev mindre, indtil den kollapsede ned i en næse, og sådan fortsatte det. Alt ved hende blev mindre, indtil hun stod tilbage, komplet nøgen i den lille klarring i skoven.
Klarringen, og en radius på cirka fem kilometer, var hendes. Eller, hendes så længe folken ikke besluttede sig for at jage hende fra det. De virkede til at have affundet sig med at hun var der, og havde ikke gjort et udfald i månedsvis. Lace savnede det. Det var de eneste tidspunkter hun havde selskab! Og det var da også næsten hyggeligt at forsøge at rive halsen ud på en anden ulv. Hun trak sine bukser på, inden hendes menneskelige form begyndte at mærke kulden, hev en tunika på overkroppen og et kanin pels tæppe uden om hendes skuldre. Det var synd og skam at rende rundt i menneskeform om vinteren, men sidste vinter havde hun gået tre måneder uden at skifte tilbage, og hun opdagede at hun næsten havde glemt hvordan. Da hun endelig havde forsøgt, havde hun rendt rundt med hale, snude og øre fra hendes ulv i hendes menneskeform i en uge, uden at kunne slippe af med det! Hvor latterligt! En varulv der ikke kunne skifte, var ikke en varulv - det var blot en ulv. Hun satte kaninen på et spyd, tændte op for bålet igen. Hendes menneskemave beklagede sig altid over råt kød.