Post by Margot Bellamy on Jan 10, 2023 21:49:27 GMT
De sidste uger havde været de mest forfærdelige den 16-årige Margot overhovedet kunne forestille sig. Det hele var startet kort efter, at mændende i hendes tjenestefamilie var taget afsted mod hovedstaden. Alt havde været fryd og gomme, foråret var lige om hjørnet og hun havde leget med børnene som havde smurt deres fingre, der var fedtede af syltetøjsmadder, ind i hendes hår og på hendes æblekinder, som de havde kærtegnet dem i fryd. Den umiddelbare tid efter den legefulde kærlige stund var næsten blank i hendes hukommelse. Billeder af skrig og knurren, synlige blodåre der voksede sig sorte og mørk galde der drev fra munde som krampede i mærkelige former var alt der var tilbage. Og dem forsøgte hun at glemme. De første dage havde hun gemt sig rystende bag sin seng på sit tjenesteværelse på loftet. Hun havde næsten ikke turde at trække vejret. Hun var først kommet ud da hun hørte soldaterne, og var sikker på at de var venligsindede. Men så var hun også løbet dem i armene, tudende og rystende, og havde kastet op udover den første soldat der havde forbarmet sig over hende. De havde samlet portusianere som hende op over hele deres tur gennem landet, og nu flere uger efter blev de drevet frem til Den Store Plads i Istus. Hun havde bedt hele vejen. Den altid snakkende mund havde uafbrudt hvisket kærlige bønner om frelselse til hendes gudinde.
Da hun nu stod her, så godt som flygtning, hjemløs, uden en krone til sit navn, og i en tjenestepigekjole som knap var genkendelig længere var hun endelig blevet stum. Hendes store sorte øjne gled fra soldat til soldat uden at blive klogere. Folket blev alle genet sammen i en gruppe, og hendes fingre flettede sig sammen med en ældre kvindes, Ellie, som var en af dem hun havde delt vogn med på rejsen. Aldrig havde hun været så langt væk hjemmefra heller. Hendes sorte hår havde revet sig fri flere steder fra fletningen der næsten nåede hendes lænd. Hun lignede nærmere en staldpige end en tjenestepige for fine folk.