Blood in the cut

[Salander Rosenthel]

Cassidy Ahern

Et sted indefra midt byen ringede kirkeklokkerne til midnat. Herude var lyden vag og blot et tyndt ekko af den klangen, kirkeklokkerne var ved hans villa nær Ineis tempel. De fattige fortjente ikke at høre Inei så tydeligt som de rige. Deres dovenskab og synd havde ledt dem til den position, de var i. En position hvor den eneste nyttighed de havde, i hans øjne, var at de tørstede efter guld i en sådan grad, at de var villige til at gøre næsten hvad som helst for et par håndøre. En sulten hund var altid mere lydig. 
Gnistre sprang fra tændstikken, som han strøg den ned af murstens væggen i gyden, hvor han ventede på en af disse hunde. Hun var dog ikke en sulten hund længere. Hun var en veltrænet hund. Så vant til hvor godbidderne kom fra, at hun næsten aldrig stillede spørgsmål ved de opgaver han gav hende. Han satte pris på hende. Bogstaveligt talt. Han havde før regnet ud, hvor meget det ville koste ham at skulle erstatte hende. Den tændte tændstik blev bragt til hans læber, hvor en cigaret hvilede. Med et søg fangede gløden an og tændstikken blev smidt skødesløst i rendestenen. Salander Rosenthel var klædt anerledes end sædvanligevis; hans kappe var lang, sort og hang tungt om hans skuldre, men det var ikke hans sædvanlige dyre gevanter; denne kappe var slidt, flosset langs kanterne, og de støvler han bar var udtrådte og mærkede af slid. Han ragede stadig op i gyden, på grund af hans højde, men skulle nogen kigge ind langs sidegaden, ville de ikke øjeblikkeligt mistænke at en af Portus' adelige stod derinde.   

[Cassidy Ahern]

På afstand på en mørk aften kunne den lille skikkelse ligne et halvvoksent barn, hvis ikke man lagde mærke til hendes ansigt og bevægelser der vidnede om en ung kvinde uden tøven på sig selv. Cass dukkede op ud af mørket, som var hun opstået af tynd luft. Tændstikken han smed fra fra sig nåede ikke sit mål i rendestenen, men blev grebet af en hurtig lille hånd, da den mørkhudede pige trådte frem mod den tidligere vampyr. Den blev vendt og drejet mellem fingrene. Hans ansigt var oplyst af gløden fra enden af hans cigaret. "Sal" kurrede hun med en kats selvtilfredse attitude efter en skål fløde. Hun havde præcis hvad han havde bedt hende om. Og det havde ikke engang været forfærdeligt svært. Omend rejsetiden havde været forfærdelig lang.

[Salander Rosenthel]

Et bryn løftedes, da tændstikken blev snappet ud af luften af slanke fingre. "Imponerende." Kommenterede han. Et smil trak i hans smalle, blege læber. "Kælenavne, Cassidy?" Han lagde hovedet let på skrå, en blød sky af røg rullende fra hans læber. "Syntes du, vi er tætte nok til det?" Stemmen var mørk og dyb, og med ressonansen af den smalle gyde, syntes den at ekko ind i sig selv. Hånden med cigaretten blev hevet til hans læber igen. Der var en bandage snoet hånden der var let blodig henover hans knoer. "Jeg håber så sandelig at du har gode nyheder til mig, lille sangfugl, hvis du håber på at slippe afsted med at kalde mig kælenavne." Hans læber strakte sig igen, i en imitation af et smil, der virkede mere som et rovdyr, der viste tænder - han havde ikke længere vampyrernes spidse hjørnetænder, og alligevel syntes hans tænder stadig spidse i mørket.

[Cassidy Ahern]

Cass satte den udbrændte tandstik med den tunge svovlduft mellem de fyldige læber, der havde krummet sig op i et snedigt og lumsk smil. Hendes skuldre vippede kortvarigt opad, måske kunne han se det, måske ikke. Hun havde ikke trådt for tæt på ham, for hun vidste bedre. Og hun havde holdt sig på den side af ham, der var tættest på gydens udmunding mod gaden. Hans manglende vampyriske evner var ikke helt dårlige. "Måske. Kommer det ikke an på hvilken information jeg har til dig denne gang?" Hendes selvtilfredse udtryk mindskedes ikke. Hun var småafhængig af at lege med ilden. Hun tiltede næsten legesygt, med det altid dystre blik i øjnene, "Eller tager jeg fejl? Er udødelighed og umådelig styrke ikke længere et lille kælenavn værd?" Hans fingre havde flere gange end hun kunne tælle klemt om hendes strubehoved, løftet hende, presset hende truende mod en væg. Konstant var hun klar på om han ville sætte i bevægelse. Omend hendes udtryk stadig havde den selvtilfredse dovenhed af et kattedyr over sig.

[Salander Rosenthel]

Han kunne vagt ane hendes omrids i månelyset. Gyden lå i skygge fra det meste af det sølvagtige skær, men lidt lys nåede alligevel derind. Hvis han ville kunne han bade gyden i sollys - hans blodslinje var svag, men de havde dog en smule af englenes magi. Det eneste han stadig havde, var noget overnaturlig styrke fra sin race, men han længtes efter vampyrernes sanser, deres hurtighed og smagen af blod på hans tunge, mere end teenagedrenge længtes efter at lære hvad der fandtes under ung pigers tøj. Røg bølgede ud igen, fulgt af en lavmælt, dyb brummende lyd. "Sangfugl, hvis du kan give mig vampyrismen tilbage, vil jeg give dig noget meget sødere end retten til et kælenavn," Hans stemme sang med løftet bag ordene. Hans tunge væddede hans læber. "Jeg går udfra du har noget, siden du tirre min appetit for informationen - alt andet ville ikke være smart." Gløden lyste hans ansigt op som cigaretten vandrede tilbage til hans mund. Hans mørke øjne syntes endnu mørkere end sædvanligt i det slette lys, som havde pupillen overtaget hvad lidt farve der ellers var i hans øjne. "Og du er min smarte pige, er du ikke?" Han trak på cigaretten og lyset spredte sig en smule i gyden. Hans blik borede sig ind i hendes. "Syng, sangfugl."

[Cassidy Ahern]

Hendes læbers smalle smil krummede yderligere op. Helt op til et sjældent syn, der afslørede en hvid række lige tænder. "Jeg har ikke bare navnet på den person, som din gyldne djinn er bundet til, jeg har også lidt ekstra sukker at toppe af med." Normalt ville hun have bevæget sig rundt. At stå komplet stille i selv denne korte tid passede hende dårligt. Des mindre hun kunne læne sig opad noget. Hun afholdt sig fra at bruge væggen som støtte, og blev stående. Blikket vandrede søgende henover ham. "Det siger du, men du giver mig allerede flere penge end jeg kan bruge, så hvad kan du mene?" Det var måske mere forbehold end nysgerrighed der fik hende til at hviske disse ord ud i mørket. Hans blik der borede sig ind i hendes i skæret fra cigaretten fik det til at løbe koldt henover hendes hud. Og så sang hun som han bød. "Blake Saltz er uden tvivl bundet til Vavilons kronprins, Dylan Forsyth. Hun skærer sine forbindelser til Jareth Saltz gennem en skilsmisse bevilget af det pandemonske kongehus og vil med al sandsynligvis gå under hendes pigenavn Blake De Clare igen. Det er måske allerede sket i den tid jeg har været på rejse. På nuværende tidspunkt har prinsen nok også bragt hende til Sethos efter planerne." Hun sang alt hvad hun havde lært, men da hun holdt inde havde hun stadig ikke givet ham det sidste drys endnu. Blot de informationer han havde bedt hende fremskaffe ham, hvilket havde taget måneder, eftersom hun måtte rejse mellem landene. Heldigvis rakte den betaling han gav hende rigeligt til hurtig transport.

[Salander Rosenthel]

Fingre lukkede sig tæt om cigaretten, som hun sagde hun havde navnet på hvem djinnen var bundet til. Røgen hvislede ud gennem hans næse denne gang. Cigarettens glød krøb ned nær hans fingre, men han mærkede ikke hvordan varmen brændte, hans blik holdt stift på mennesket foran ham. Der var ét spinkelt håb for hans udødelighed - og det var nu det blev afgjort. Alle de planer han havde sat igang ville være spildte, hvis hun sagde det forkerte navn. "Magt, Cassidy, jeg kan give dig magt. Magt og frihed. Du vil aldrig være underlagt nogen andens vilje igen. Ingen vil kunne røre dig." Det kom næsten hvislet ud mellem hans tænder, som hans kæbe strammedes op. "Kom til pointen, du tester min tålmodighed," advarede han. Gløden åd ind i hans fingre.
Og så sang hun. Så vidunderligt. Hans planer var ikke spildte. Hvis alt gik som det skulle, ville Macaria Forsyth være den portusianske dronningen inden året var ovre, og så snart han havde hende inden for rækkevidde... Hans skridt frem mod hans spion var ikke overnaturligt hurtige, men han trådte frem uventet - fra en næsten fast frosset position til bevægelse fremad ved et blink af et øje - og hans hænder greb om hendes kæbelinje, trak hendes ansigt opad, så det vendte op mod hans. Cigaretten efterladt på brostene. Det vage månelys oplyste den ene side af hans ansigt; den ene mundvig optrukket i det bredeste smil, det mørke øje havde et næsten feberhedt skær af opstemthed. "Du! Du vidunderlige, lille, skrøbelige væsen! Du -" Hans fingre krummede sig om hendes ansigt i hvad der var en mærkelig imitation af en kærlig gestus og et alt for hårdt greb om kæbelinjen, der tvang hendes hoved op i en næsten unaturlig position. "Det var præcis hvad jeg ville høre, lille sangfugl," Han slap ikke, men hans fingre blev en smule blødere. Hans anden hånd strøg en hårlok om bag hendes øre. Hånden blev hængende ved hendes hår, dvælende ved hendes øreflip. "Hvis mine planer går som jeg vil, vil du få din belønning - alt hvad du har fortjent," lovede han. "For nu må du nøjes med guld. Og en ny opgave. Er du klar til det, hm?"

[Cassidy Ahern]

De mørke øjne, hvis farve grænsede til sort, krøb langs hans cigaret som den nær brændte hans fingre. ”Pånær din selvfølgeligt.” Ville hun overhovedet bryde sig om et liv, komplet frit fra arbejde og ordre? Uden den mørke jagt i skyggerne efter hemmeligheder? Alligevel virkede det som om en form for tilfedshed rodfæstede sig i det lille menneske. Hun var ikke loyal fordi hun forventede belønninger. Hendes grundlag for disse års komplette loyalitet var helt andre. Et kort øjebliks dvælen svækkede hendes opmærksomhed og hun nåede kun et kvart skridt bagud da han med en engels hastighed trådte mod hende og greb om hendes kæbe. Et tag der næsten måtte dømmes som en af hans favoritters – at dømme efter hvor ofte det blev brugt. Hun stod stille i hans greb. Som en fugl hvis vinger bliver holdt fast. Hendes blik veg ikke fra hans, for hun frygtede ham ikke. Måske fordi hun ikke værdsatte livet som andre. Det var næsten umuligt ikke at smile, som det så ud som om hun havde pustet liv i manden som aldrig havde fremtrådt så død, som efter hans hjerte var begyndt at slå igen. Hendes nakke pinede hende, hun var flere hoveder lavere end den store mand, og blev tvunget til at se nærmest lodret op. I det mindste var hendes ansigt for langt fra hans til at den røgfyldte ånde ramte hende. ”Du vil ikke høre hvad jeg har med af ekstra til dig?” Hendes øjne skimmede hemmelighedsfuldt op imod ham. Kort trak hun den – som så ofte. Og som så ofte søgte hun resultatet på hans ansigt før hun fugtede læberne med tungen og kurrede for ham. ”Djinnens familie er dræbt. Alle hendes værdier er nok efter pandemonsk tradition givet til hendes nu sandsynligvis fraskildte ægtemand. Hun er nu en adelig fraskildt, ugift, pandemonsk kvinde i et fremmed land hos en mand der er forlovet til en anden.” Hendes stemme bar snedige toner. ”Hvis jeg var en pandemonsk ung kvinde af højadelig baggrund, pludseligt uden familie og med tillakket ry, så ville jeg føle mig ganske usikker på min fremtid.” Det var måske noget der kunne bruges. ”Endvidere har jeg lært, at kun djinnen der har udført ønsket kan gøre det om. Men mesteren behøves end ikke at være den samme som opgav ønsket fra start af.” Hele hendes udtryk havde taget en lusket, måske endda stolt form.

[Salander Rosenthel]

Almindeligvis kunne Salander bedre lide at se frygt hos kvinder - den sursøde smag af blod gennemsyret af frygt var særligt læskende på hans tunge - men han var kommet til at holde af den måde hans lille sangfugl så ham i øjnene. Næsten som om hun tirrede ham til at gribe hårdere om hendes kæbe. Men hvis han rev vingerne af sin fugl, ville det være svært at erstatte hende. Hans ansigt sank ned, en smule nærmere hendes og ud af månelyset. "Fortæl." Lød svaret. Han lod hende trække den. Blot en smule. Og så klemte han en smule sammen om hendes kæbelinje igen. Blot for at markere. Grebet slæknedes først igen da hun begyndte at tale. Ordene sværmede om hans hoved, som informationen vældede ud af hende. Blake De Clare havde mistet alt. Men det var ikke nødvendigvis godt. En djinn uden noget at miste var en farlig størrelse. Dylan, derimod, havde massere at miste.
Det ville alt sammen komme an på om kronprinsen havde brugt sine ønsker endnu. Vampyrerne forsvinden var ét ønske. Det betød at der, efter hvad han havde hørt, ville være to tilbage. "At gå direkte efter djinnen, før hun er skilt fra drengen, er høj risiko, høj belønning - det er ikke hvordan jeg køre min forretning, lille sangfugl." Han lagde sin pande mod hendes, så deres næsetipper næsten rørte hinanden. Hans hud var kølig, menneskelig kølig, ikke udød som ellers, men stadig kølig. Hans ånde lugtede af cigaret røg, blandet med lugten af den dyre, søde cologne han brugte, der hang ved hans væsen. "Vær sikker på at jeg har planer, men de er mere... langsigtede." Et bredt smil hev i hans mundvige, inden det svandt bort og han trak sig fra menneskepigen og rettede sig op igen. Han kunne ikke se de mærker hans fingre ville have lavet om hendes kæbe i mørket, men han vidste de ville være der. "For nu, skal jeg bruge dig på en mere lokal opgave. Marcellus er i Istus. Han er en af de faktorer der kan ødelægge mine planer, så jeg skal have øjne på ham. Han bor hos Strigoi." Salander kunne ikke udstå manden. Han var svær at få information omkring. Ikke nær så nem at presse som andre forretningsmænd. "Prøv de sædvanlige ting, opsøg Strigoi for arbejde, og har han ikke plads i sin stab, så prøv Marcellus' datter. Hun kan være vejen ind. Virker det ikke, så følg ham på afstand. Undgå Eriz."

[Cassidy Ahern]

Hans ansigt henlagdes i skygger, som han sank ned mod hende. Imellem hans hænder stod hun stille. Skrøbelig af krop, men stærk af sind. Af vane gjorde hendes hoved et forsøg på at tilte da den tidligere vampyr talte igen. Hans hænder på hver side af hendes kæber og ansigt forhindrede hende. En gysen løb igen igennem hende da hans pande støtte mod hendes. Hun ville efterhånden kunne genkende hans lugt alle vegne. Passivt lod hun ham gøre hvad han ville, uden nogen falsk tro om hvem der havde overhånden. Hun åndede ud da han igen slap hende. Kæberne værkede. Knækket i nakken mindskedes. “Strigoi bliver første ting i morgen. Er der nogen bestemt information du søger?” Løsnende rullede hun med hovedet og skuldrene før hun rettede det sorte par øjne op imod ham igen.

[Salander Rosenthel]

Salander greb om hans hånd med bandagen, strøg en tommelfinger hans knoer, hvor friskt, rødt blod begyndte at samle sig om de mørkere, ældre blod plamager. Han havde revet op i sårene, da han havde grebet om hendes kæbe. Han kunne heale det, det var en mindre skade, men han ignorerede den. "Hvad han laver i Portus, som minimum," lød det fra englen. "Hvis du kan komme til hans personlige sager og finde korrospondens med dronningen af Vavilon, er det at foretrække fremfor grunden til deres rejse til Portus. Hvis du kan komme til breve, så lad være med at stjæle dem - memoriser informationen og efterlad hans ting præcis som han har lagtdem. Vær forberedt på at han kan have lagt illusioner på hans ejendele. Han er en formidabel magiker, og hvor hans rygte ikke siger noget om evne til at læse tanker, er han eftersigende god til at læse folk." Hans hænder faldt ned langs hans sider igen. "De fremviser en stærk front, han og Eriz, men der er muligvis krakeleringer i fascaden, der kan være din vej ind. Hvis han er... ensom." Hans mundvige krummedes opefter i et smalt smil.

[Cassidy Ahern]

Det strammede i Cass's kæber som hun spændte dem hårdt sammen. At bruge sig selv til et job var hun ligeglad med. Den del af hende havde ikke tilhørt hendes selv siden hun var ganske ung. "De smider mig lige ind i løvens hule, Hr. Rosenthel." Usagt var det, at risikoen i dette job var langt større end noget han nogensinde før havde sat hende til. Hver af en af beboerne i det hus kunne knuse hendes sind med et blink. Og hun var blot et menneske. Et køligt smil blev sendt i hans retning før hun bakkede de første skridt bort, drejede omkring og satte ud mod gaden.

//Out?