Post by Marcellus LaPiera Black on Jul 14, 2020 1:04:15 GMT
Den fugtige sump der strakte sig mange kilometer. Fyldt med tusinde vis a myg og andre insekter, for ikke at nævne de muterede væsner der luskede rundt i det mørke ildelugtende vand. Det var bestemt ikke et sted hvor mange satte deres ben ej heller et sted de fleste gik hen. Men Marcel fandt en vis ro i at gå her. Den stille summen fra de mange insekter og mørke skygge der hvilede over sumpen var noget der på mærkeligvis gav Marcel noget ro. En ro han ofte drog nytte af når han havde brug for at tænke. Der var både fordele og ulemper ved at vandre i sumpen. Fordelen var at ingen der ledte efter ham ville vide han var her, der kom aldrig nogen så dybt inde i sumpen, og nogle gange viste der sig et muterede væsen der prøvede at dræbe ham. Perfekt til at komme af med til vrede og frustration. Ulempen var at det ikke ligefrem var smukke rammer, der var fugtigt og varmt.
Marcel gik i en sort kappe med en hætte på der skjulte han ansigt. Kappen var praktisk, men det materiale den var lavet af ville afsløre for det trænede øje at det var en velhavende person under den. Kappen var lavet af noget særligt stof der var utroligt dyrt at fremstille da det havde en effekt til at skærme en fra fugt og varme, så godt som det nu kunne uden at være magisk. Dog var det synligt at se at den mørke vandrer Marcel havde en magisk aura rundt om sig. For de mange insekter der prøvede at lande på ham af forskellige grundt blev ramt af små lyn der så ud som om de skød ud fra hans krop, så de faldt døde til jorden. Han gik med små rolige skridt. Et tegn på at han gik dybt i sine egne tanker, men derfor også et tegn på at han ikke frygtede de monstre der gemte sig i sumpen.
Meget var sket og Marcel havde svært ved at finde hoved og hale i det meste. Det første store dilemma var Eriz. Han havde altid følt der havde været en rivaliserende kamp mellem de to. Men et dekorum mellem Eriz og ham at de ville besejre hinanden men ikke dræbe hinanden. Han havde fundet ud af at i en alternativ tidslinje havde Eriz drabt ham. Det ændrede spillereglerne en helt del. Vis der var noget Marcel aldrig kunne tilgive var det forræderi. Langsomt begyndte et had at vokse i ham. Dette var ikke et had det Eriz, det var der i forvejen. Det var et had til ham selv. Han havde ladet sine guarde falde. Han havde ladet Eriz få fingere i en Djinn uden selv at have en. Han havde ikke stoppet den person der gjorde at vampyrer ikke fandtes mere. Han havde været så afslappet at Eriz havde dræbt ham!. Marcel fnøs ved tanken. Hvad var der sket med ham. Engang var han den mægtige Marcel. En hybrid ingen kunne stoppe. Nu var han blevet strippet af sin blodslinje og var blot en warlock. Han havde en finger med i alle planer og han var skarp, på toppen! Han havde for gudernes skyld indtaget et land og nedslagtet alle sine fjender. Hvad var han nu. En konge der sad på sin trone og intet mere en det. Den yngre udgave af ham der havde flygtet fra sin far og opnået så meget var blevet erstattet af en konge der var langt bagud hvad angik våben og magt. Men det skulle være slut nu. Det var på tide han fandt den gamle Marcel frem. Det var på tide at han blev nådesløs igen. Det var på tide at folk atter talte hans navn med ærefrygt. Det var på tide at vende mønten og få Eriz til at knæle for ham, som straf for hendes forræderi. Han ville ikke dræbe hende, nej det ville være for let. En let udvej som hun havde brugt. Han hviskede ordrerne ’’kujon’’ for sig selv imens han gik videre. Det var hvad hun var i hans øjne. Men det skulle være en plan der gjorde at hans datter stadigvæk skulle elske ham. Det ville ikke blive let. Han skulle desuden i form igen. Fysisk og mentalt. Hans netværk skulle op igen og han skulle have fingrene i sin egen Djinn. Langsomt blev Marcel mere og mere motiveret. Han kunne mærke den gamle følelse da han flygtede fra sin var vendte tilbage i ham. Det var tid til hævn. Det var tid til at gøre sit comeback i det store spil og vise hvem der var kongen. Med et stoppede Marcel. Hvorfor først nu? Hvorfor er det først nu jeg er motiveret? Tænkte ham. Med et gik det op for ham nøjagtigt hvorfor. I et senarie hvor han var dræbt af Eriz var der en ting han havde ønsket i så mange år men aldrig fået oplevet. Han havde levet sådan her fordi det var det bedste for kongeriget og for hans datter. Men nu hvor han tænkte over hans død, blev det klart for den gamle konge. Han havde altid kun ønsket sig en ting. Der var kun en ting i denne verden der ville gøre ham lykkelig. Auraen omkring ham blev stærkere og små lyn der ramte insekterne gjorde dem nu til støv. Et ord var i hans tanker *Macaria*.
Regn begyndte langsomt at falde over sumpen og regndråber ramte sumpvandet og afgav en rolig lyd. Den mørke vandringsman gik videre, forsvundet i sine egne tanker om storhed og hævn.
Marcel gik i en sort kappe med en hætte på der skjulte han ansigt. Kappen var praktisk, men det materiale den var lavet af ville afsløre for det trænede øje at det var en velhavende person under den. Kappen var lavet af noget særligt stof der var utroligt dyrt at fremstille da det havde en effekt til at skærme en fra fugt og varme, så godt som det nu kunne uden at være magisk. Dog var det synligt at se at den mørke vandrer Marcel havde en magisk aura rundt om sig. For de mange insekter der prøvede at lande på ham af forskellige grundt blev ramt af små lyn der så ud som om de skød ud fra hans krop, så de faldt døde til jorden. Han gik med små rolige skridt. Et tegn på at han gik dybt i sine egne tanker, men derfor også et tegn på at han ikke frygtede de monstre der gemte sig i sumpen.
Meget var sket og Marcel havde svært ved at finde hoved og hale i det meste. Det første store dilemma var Eriz. Han havde altid følt der havde været en rivaliserende kamp mellem de to. Men et dekorum mellem Eriz og ham at de ville besejre hinanden men ikke dræbe hinanden. Han havde fundet ud af at i en alternativ tidslinje havde Eriz drabt ham. Det ændrede spillereglerne en helt del. Vis der var noget Marcel aldrig kunne tilgive var det forræderi. Langsomt begyndte et had at vokse i ham. Dette var ikke et had det Eriz, det var der i forvejen. Det var et had til ham selv. Han havde ladet sine guarde falde. Han havde ladet Eriz få fingere i en Djinn uden selv at have en. Han havde ikke stoppet den person der gjorde at vampyrer ikke fandtes mere. Han havde været så afslappet at Eriz havde dræbt ham!. Marcel fnøs ved tanken. Hvad var der sket med ham. Engang var han den mægtige Marcel. En hybrid ingen kunne stoppe. Nu var han blevet strippet af sin blodslinje og var blot en warlock. Han havde en finger med i alle planer og han var skarp, på toppen! Han havde for gudernes skyld indtaget et land og nedslagtet alle sine fjender. Hvad var han nu. En konge der sad på sin trone og intet mere en det. Den yngre udgave af ham der havde flygtet fra sin far og opnået så meget var blevet erstattet af en konge der var langt bagud hvad angik våben og magt. Men det skulle være slut nu. Det var på tide han fandt den gamle Marcel frem. Det var på tide at han blev nådesløs igen. Det var på tide at folk atter talte hans navn med ærefrygt. Det var på tide at vende mønten og få Eriz til at knæle for ham, som straf for hendes forræderi. Han ville ikke dræbe hende, nej det ville være for let. En let udvej som hun havde brugt. Han hviskede ordrerne ’’kujon’’ for sig selv imens han gik videre. Det var hvad hun var i hans øjne. Men det skulle være en plan der gjorde at hans datter stadigvæk skulle elske ham. Det ville ikke blive let. Han skulle desuden i form igen. Fysisk og mentalt. Hans netværk skulle op igen og han skulle have fingrene i sin egen Djinn. Langsomt blev Marcel mere og mere motiveret. Han kunne mærke den gamle følelse da han flygtede fra sin var vendte tilbage i ham. Det var tid til hævn. Det var tid til at gøre sit comeback i det store spil og vise hvem der var kongen. Med et stoppede Marcel. Hvorfor først nu? Hvorfor er det først nu jeg er motiveret? Tænkte ham. Med et gik det op for ham nøjagtigt hvorfor. I et senarie hvor han var dræbt af Eriz var der en ting han havde ønsket i så mange år men aldrig fået oplevet. Han havde levet sådan her fordi det var det bedste for kongeriget og for hans datter. Men nu hvor han tænkte over hans død, blev det klart for den gamle konge. Han havde altid kun ønsket sig en ting. Der var kun en ting i denne verden der ville gøre ham lykkelig. Auraen omkring ham blev stærkere og små lyn der ramte insekterne gjorde dem nu til støv. Et ord var i hans tanker *Macaria*.
Regn begyndte langsomt at falde over sumpen og regndråber ramte sumpvandet og afgav en rolig lyd. Den mørke vandringsman gik videre, forsvundet i sine egne tanker om storhed og hævn.