Post by Eriz LaPiera Black on Mar 19, 2020 13:35:53 GMT
Der var sjældent man kunne se stjernerne eller månen i Pandemonium - specielt i storbyerne. Når man lagde nakken tilbage, var der kun et altopslugende, dybt mørke, som truede med at æde hele verden. Heldigvis var parken oplyst med lygtepæle i støbejern hele vejen langs de geometriske stier, som førte forbi springvand, kroget skulpturer og ordnet bede. Det var dog på ingen måde som parkerne i Portus. Her i landet lignede parkerne mere en gravplads, og specielt på dette tidspunkt af natten var den helt øde, selvom det ikke føltes sådan, da skyggerne var lange og twistet her.
Et sted var de dog ikke velkomne. Omkring en bænk midt inde i parken, veg de bort i en 8 meters radius fra et grønligt, bleg lys, som udsprang fra en kvindelig skikkelse, der tålmodigt sad og ventede på bænken. Hendes øjne var kølige og samme nuancer som et islandskab. Opmærksomme gled de rundt i udkanten af lysets sfære, for at være sikker på, der ikke var et glimt af rødt i mørket. En kappe holdte hende varm her i forårsnatten, og indenunder bar hun en flot og sikkert dyr kjole i en flaskegrøn farve med snørre, der holdte stoffet tæt til hendes overkrop, så den veludviklet form blev fremhævet.
I det grønlige lys så hun endnu mere bleg ud end normalt, og det gav hende et spøgelsesagtigt udseende, men alligevel var hun let genkendelig - også selvom hun ikke havde sin krone på.
Få kvinder kunne blive sammenlignet med dronningen.
Klokken var over midnat, men alligevel befandt hun sig alene i denne park. Tydeligvis ventede hun på nogen. Hendes hænder var samlet i hendes skød, hvor den ene tommelfinger tappede mod håndryggen, men ellers kunne hun lige så godt have været en af statuerne her i parken. Smuk og mørk.