Post by Dylan Forsyth on Feb 19, 2020 19:26:19 GMT
Solen var på vej ned over tagene i Oberion, hvor skorstenene puffede gråt røg ud, og fugle landede for at finde ro til natten. Folk var på vej hjem eller hen til den nærmeste kro efter en lang arbejdsdag, for enten at drikke sig i hegnet til skøn musik eller spise aftensmad med familien. Nogle gange blev tingene blandet sammen.
En bevinget skikkelse gled over byen, og fik de fleste folk på gaden til at lægge nakken tilbage, for at se op mod den. De vinkede smilende eller hilste højlydt, da de alle genkendte personen, som var på vej mod slottet, og fløj fordybet i sine egne tanker. Vagterne på slotsmuren opdagede hurtigt personen og begyndte at fylde lungerne, for at gjaldre ud til hinanden, at prinsen var tilbage. Tronarvingen var vendt hjem! Nogle skulle sende bud til dronningen med det samme! Dylan Forsyth var her!
Damian gjorde et sidste slag med sine vinger, før at hans fødder ramte stenene på slotsgården, så han måtte tage et par løbende skridt for at bibeholde balancen. Vingerne foldede sig ind til hans ryg, og han fortsatte uden at stoppe med at marchere frem mod den store hovedport ind til slottet, mens vagterne omkring ham gjorde honnør eller råbte op af han var kommet hjem. Sikke et postyr. Ingen tvivl om hele slottet nu vidste, at han var kommet tilbage.
Tjenere åbnede porten for ham, så han uden at behøve at sænke farten kunne fortsætte indenfor, mens han trak sin tykke sweater af, som han smed til den nærmeste tjener. Huen fulgte. Handskerne ligeså. Nu hvor han ikke fløj længere og var indenfor, havde han det pisse varmt. Den mørkebrune trøje han havde på klæbede sig til hans svedige ryg, hvor vingerne stadigvæk var synlige men blot trukket ind. Med en hånd strøg han sit fugtige hår væk fra panden. Rygmusklerne var ømme efter at have fløjet så langt i så lang tid, men han ville bare hurtigt tilbage, lige så snart han havde mærket Blake var ankommet. Hun var her endelig.
“Hvor er Macaria?” spurgte han en tjener, der kom løbende op på siden af ham, for at skænke ham et glas vin, selvom han havde svært ved at følge med prinsens lange skridt.
“Ehm… ehm… Deres Majestæt er i… spisestuen i Nordvest min prins,” svarede han stakåndet, og måtte skynde sig at tage glasset med vin tilbage, da Damian gav ham det tilbage, efter at have smagt på det.
“Fint. Bring mig et glas vand i stedet og en whisky. Er Blake med hende?”
“Bla… Blake, min-”
“Blake. Pigen fra Pandemonium. Blond. Høj. Jeg ved hun er her,” afbrød han skarpt, før at han viftede tjeneren af. “Det gør ligemeget. Jeg ved det allerede.” Smagen af kylling og sovs bredte sig i munden på ham, så det var ikke svært at gætte, hvad hans djinn lavede i dette øjeblik.
Vagterne ved glasdøren nåede knap nok at åbne den, før Damian trådte ind i spisestuen, hvor Macaria lige havde rejst sig fra bordet, hvor hun havde sættet og spist mad. En forpustet vagt med røde kinder stod ved hende, og havde sikkert lige givet hende besked om hendes søn tilbagevenden.
“Dylan!” udbrød den tidligere vampyr glædestrålende og lettere overrasket, før hun susede hen til ham. Hendes arme slog sig rundt om hans hals. Det tykke, krøllet hår havde hun samlet i et spænde, men et par lokker kildede stadigvæk hans kind, da han var nødt til at bøje sig lidt i overkroppen, for at hun kunne nå ham. Gengældende i omfavnelsen tog han om hende. De stormgrå øjne var dog ikke lukket for at nyde gensynet med hans mor, men hvilede over hendes skulder direkte mod djinnen henne ved spisebordet.
“Hvor er det godt, at du er hjemme igen! Hvordan var Sethos? Forhåbentligt mangler I ikke noget!” pyldrede hun mod ham, hvilket han lod hende gøre, indtil at hun endelig slap ham, så han kunne rette sig ordentligt op igen. Hans blik havde ikke sluppet Blake, før nu hvor han kiggede ned på Macaria med et skævt smil.
“Alt er fint, mor. Sethos klare sig godt, og vi har et stort vinterforråd, som ser ud til at holde, så alting er godt.” Hans stemme svøbte sig i den vavilonske dialekt, han havde øvet sig på efter Khalas besøg. “Vi havde et lille uheld med et brækket ben, men heldigvis har vi en god lægekyndig, som kunne finde på nogle kreative løsninger. Desværre måtte vi amputere benet, men hey… han er stadigvæk i live.”
“Åh! Forhåbentligt kan han klare sig med kun ét ben. Måske burde vi se på, at få endnu en lægekyndig - eller måske endda en healer - op til jer, så I ikke behøver at være nervøs for den her slags ting,” svarede hun, inden at hun lagde mærke til hans grådige blik, der endnu engang gled op over hendes skulder mod Blake. “Åh ja, og Blake er kommet! Vi har haft det rigtigt hyggeligt!”
Hurtigt trådte hun til side, for at lade sin søn hilse på pigen, hvis liv han havde vendt op og ned på. Opmærksomt studerede hun dem fra sidelinjen.
“Jeg tog afsted lige så snart, jeg fandt ud af, du var ankommet hertil.” Damian trådte langsomt tættere på Blake, men hans ord havde slået sig over i det bløde, hvislende pandemoniske sprog. “Er du uskadt?”