Post by Arona Forsyth on Nov 24, 2019 12:43:43 GMT
Macaria Forsyth
Med et suk vendte hun sig i sengen. Den var for blød og for varm. Takket være hun havde snakket med Harris, havde det været forholdsvis overskueligt at få adgang til sit gamle værelse - en ting der sjovt nok stadig eksisterede. Men som en anden verden. En mere barnlig verden. Sandheden var hun alligevel var smuttet ned til havnen hver aften og sovet i en mere behagelig og velkendt seng, med mere velkendte ansigter, på et mere velkendt skib...
Hun havde hørt at Macaria var kommet tilbage, men alligevel havde hun ikke opsøgt kvinden som det første. Der var sikkert en masse ting Macaria skulle tage sig af, nu hvor hun var tilbage i sit eget land. En eller anden fest, åbenbart. Whatever. Kongelighedsting!
Arona greb sig selv med fødderne, som hun rullede af sengen. Stående på sine to fødder, gik hun en sidste runde i lokalet. En finger gled over de mest mindeværdige genstande. En bog, der blev læst højt. En gammel tegning. Hendes først træningssværd af hårdt træ. Et par fjer hun havde samlet fra både hende selv og hendes far, manden alle virkede til at have glemt eller ville glemme.
Hun stoppede op foran det store spejl, hvor de stålgrå øjne stirrede tilbage. Øjnene var fra hendes far, selv om det gyldne hår var fra hendes ukendte mor. Og kæben? Næsen? Panden? Det var svært at sige. Det virkede til at hendes forældre var dømt til at forsvinde og hun måtte klare sig selv. Ikke at det var Macarias skyld. Det var en byrde hun havde givet sig selv. Hun havde ledt efter svar på sine spørgsmål. På hvem hun var og hvor hun hørte til. Uden Zean havde hun ingen biologisk tilknytning til slottet og familien der boede her. Og hun var for rastløs til at være en del af det.
Håret var samlet i en grov fletning, der gik ned over hendes ene skulder. Tøjet bestod ikke af kjole, ikke af fint tøj, men det samme grove tøj hun havde haft på det meste af sit liv nu. Et par kraftige, mørke bukser med læderklapper på knæene og omkring røven for at undgå slid. En grov, sort trøje, der sad lidt for løst på hendes slanke og muskuløse krop. Et bælte om hoften, der samtidig holdt trøjen på plads, skønt sværdet der normalt hang der, ikke var til stede. Ingen vidste hvem hun egentlig var efter så lang tid, så at vandre rundt med våben - de åbenlyse af dem i hvert fald - var måske for meget forlangt.
"Nå, lad os få det overstået" bemærkede hun svagt til sig selv, før hun vendte sig om og forlod lokalet. Efter så lang tid forekom mange af slottets gange stadig velkendte. Det var ikke svært for hende at finde rundt, og hun havde haft et par dage til at genkende stederne. At finde Macarias kontor var derfor et job hun klarede alene, uden hjælp fra hverken vagter eller tjenere.
Arona havde ingen ide om hvorvidt Macaria ville være glad eller vred over hun var her nu. De havde prøvet at skrive lidt, men det var svært når Arona konstant havde været på farten. Der var sikkert flere breve hun aldrig havde modtaget eller kunne svare på. Mens hun gik gled den ene tommelfinger automatisk over et ar hun havde langs sin ene pegefinger. Et af flere ar.
Da hun nåede døren, gled hånden op og hun bankede på.
Hun havde hørt at Macaria var kommet tilbage, men alligevel havde hun ikke opsøgt kvinden som det første. Der var sikkert en masse ting Macaria skulle tage sig af, nu hvor hun var tilbage i sit eget land. En eller anden fest, åbenbart. Whatever. Kongelighedsting!
Arona greb sig selv med fødderne, som hun rullede af sengen. Stående på sine to fødder, gik hun en sidste runde i lokalet. En finger gled over de mest mindeværdige genstande. En bog, der blev læst højt. En gammel tegning. Hendes først træningssværd af hårdt træ. Et par fjer hun havde samlet fra både hende selv og hendes far, manden alle virkede til at have glemt eller ville glemme.
Hun stoppede op foran det store spejl, hvor de stålgrå øjne stirrede tilbage. Øjnene var fra hendes far, selv om det gyldne hår var fra hendes ukendte mor. Og kæben? Næsen? Panden? Det var svært at sige. Det virkede til at hendes forældre var dømt til at forsvinde og hun måtte klare sig selv. Ikke at det var Macarias skyld. Det var en byrde hun havde givet sig selv. Hun havde ledt efter svar på sine spørgsmål. På hvem hun var og hvor hun hørte til. Uden Zean havde hun ingen biologisk tilknytning til slottet og familien der boede her. Og hun var for rastløs til at være en del af det.
Håret var samlet i en grov fletning, der gik ned over hendes ene skulder. Tøjet bestod ikke af kjole, ikke af fint tøj, men det samme grove tøj hun havde haft på det meste af sit liv nu. Et par kraftige, mørke bukser med læderklapper på knæene og omkring røven for at undgå slid. En grov, sort trøje, der sad lidt for løst på hendes slanke og muskuløse krop. Et bælte om hoften, der samtidig holdt trøjen på plads, skønt sværdet der normalt hang der, ikke var til stede. Ingen vidste hvem hun egentlig var efter så lang tid, så at vandre rundt med våben - de åbenlyse af dem i hvert fald - var måske for meget forlangt.
"Nå, lad os få det overstået" bemærkede hun svagt til sig selv, før hun vendte sig om og forlod lokalet. Efter så lang tid forekom mange af slottets gange stadig velkendte. Det var ikke svært for hende at finde rundt, og hun havde haft et par dage til at genkende stederne. At finde Macarias kontor var derfor et job hun klarede alene, uden hjælp fra hverken vagter eller tjenere.
Arona havde ingen ide om hvorvidt Macaria ville være glad eller vred over hun var her nu. De havde prøvet at skrive lidt, men det var svært når Arona konstant havde været på farten. Der var sikkert flere breve hun aldrig havde modtaget eller kunne svare på. Mens hun gik gled den ene tommelfinger automatisk over et ar hun havde langs sin ene pegefinger. Et af flere ar.
Da hun nåede døren, gled hånden op og hun bankede på.