Post by Dylan Forsyth on Dec 6, 2019 15:40:07 GMT
Smerten fra Aron sendte gnistre af kildende fryd igennem Damian, så hårerne rejste sig på hans arme og i hans nakke. Åndedrættet blev tungere som han trak vejret hårdt gennem næsen, mens han stadigvæk holdte øjnene hvilende på alkymistens ansigt, som gik igennem så mange forskellige stadier af følelser. Noget vådt trillede ned af hans kind, men han havde ikke frie hænder til at stryge det væk.
“...det er det jeg gør,” mumlede han til Arons sidste ord, før at han endelig trak sværdet ud af ham. I et par sekunder balancerede han med den dødstunge krop, han stadigvæk havde fat i kraven på, før han langsomt og forsigtigt lod den blive sænket bagud på jorden. Han rettede sig op.
Blod dryppede fra hans sværdklinge. Udtryksløst betragtede han liget for hans fødder, hvor blod stadigvæk silede ud gennem sværdsåret i hans mellemgulv samt ud af hans mund. Kraven sad skævt på ham. Trøjen og jakken gennemvædet af en stor, rød plamage, som også var igang med at farve jorden under kroppen.
Han havde set en død person før. Det var ikke noget nyt. Det plejede bare ikke, at være nogen han kendte, og heller ikke nogen som var død for hans hånd før. En underlig følelse af kvalme steg op i ham. Fryden over smerterne var forsvundet med alkymistens sidste åndedræt, og nu var der kun et uforklarligt hul af… tomhed.
Han gik på hug ved kroppen, for at rette på hans tøj, men nåede lige at stoppe sig selv. Det skulle ligne et random overfald. Landevejsrøvere gik ikke rundt og rettede på deres liv - end ikke brændte dem. En pandemonisk begravelsestradition, og Aron havde været fra Pandemonium.
Forsigtigt lukkede Damian øjnene på liget, før at han rejste sig op igen. Der var ikke andet at gøre, end tømme lommerne på kroppen, vende vrangen ud på hans taske, og tage de få værdigenstande han kunne finde. Sværdet blev tørret af, før det igen blev stukket ned i skeden ved hans side. Maden over bålet var ved at brænde på.
Rygsækken svang han om på ryggen igen, inden at han fik sine vinger til at springe ud fra sine skuldre, mens hans blik endnu engang faldt på det ensomme lig i det dansende græs.
“Du vil aldrig skade hende igen,” sagde han ned til det. “Du vil aldrig skade os igen.” Flere ord hang på læberne, men han slugte dem, tvang sig til at vende sig væk, og satte i løb bort fra lejren, for at få noget luft under vingerne. Med et par bask slap han jorden med fødderne. Og uden at se sig tilbage igen, fløj han mod Sethos.
//out