Post by Aron Zipora on Nov 15, 2019 0:57:18 GMT
Søvnen kom ikke så let til alkymisten som han havde håbet på. I lang tid lå han dér i mørket, langt om længe med kun sine egne tanker som selskab. Dylan havde udgjort en distraktion så langt under deres rejse, men nu hvor han var fraværende havde Aron svært ved at undslippe den nagende tvivl.
Hans tanker faldt nok en gang på hende. Kvinden med det varmeste smil og den smukkeste latter, som han havde set blive til de tungeste tårer. Mere end én gang havde han allerede nået at vurdere om det var for sent at vende om og tage tilbage til slottet, og hver gang var han kommet frem til at dét var præcis grunden til at han var nødt til at rejse.
Til sidst var han endt med at forlade sengen for i stedet at sætte sig over til skrivebordet værelset var udstyret med. Et stearinlys blev tændt og en fjerpen blev dyppet i blækket før alkymisten begyndte at skrive. Fjerpennens spids bølgede over pergamentet før det blev lagt til side, og han fortsatte på et nyt stykke pergament. Arons blik fulgte skriften nøje, som for at sikre sig at han havde fået sagt alt han ville, og da han endelig var tilfreds foldede han pergamenterne sammen og forseglede det med voks. Et stempel han havde medbragt som minde fra slottet blev presset mod vokset.
Stilfærdigt var Aron derefter taget tilbage i krostuen der så småt var ved at blive tømt ud. Der var kun et enkelt bord tilbage med gæster som sad optaget af et spil kort. Aron henvendte sig til kroværten og rakte ham brevet sammen med et par mønter.
”Vent et døgn, og sørg for at det kommer til dronningen. Det er… vigtigt.” bad han. Til den tid ville han være godt på vej ud af Vavilon, og fristelsen til at vende om ikke ville være så stærk. Med instrukserne videregivet gik han tilbage til værelset og lagde sig i sengen hvor søvnen langt om længe tog ham.
Som sædvanligt vågnede Aron tidligt; en vane efter mange års faste rutiner med hvad der med sikkerhed var alt for lidt søvn og alt for meget arbejde. Det var stadig daggry da han sad nede i krostuen med sin morgenmad og med tasken klar ved siden af bordet, klar til at fortsætte rejsen. Han ventede tålmodigt på dødsenglen ovenpå. Dylans selskab ville gøre det sidste stykke ud af Oberion noget nemmere.
Hans tanker faldt nok en gang på hende. Kvinden med det varmeste smil og den smukkeste latter, som han havde set blive til de tungeste tårer. Mere end én gang havde han allerede nået at vurdere om det var for sent at vende om og tage tilbage til slottet, og hver gang var han kommet frem til at dét var præcis grunden til at han var nødt til at rejse.
Til sidst var han endt med at forlade sengen for i stedet at sætte sig over til skrivebordet værelset var udstyret med. Et stearinlys blev tændt og en fjerpen blev dyppet i blækket før alkymisten begyndte at skrive. Fjerpennens spids bølgede over pergamentet før det blev lagt til side, og han fortsatte på et nyt stykke pergament. Arons blik fulgte skriften nøje, som for at sikre sig at han havde fået sagt alt han ville, og da han endelig var tilfreds foldede han pergamenterne sammen og forseglede det med voks. Et stempel han havde medbragt som minde fra slottet blev presset mod vokset.
Stilfærdigt var Aron derefter taget tilbage i krostuen der så småt var ved at blive tømt ud. Der var kun et enkelt bord tilbage med gæster som sad optaget af et spil kort. Aron henvendte sig til kroværten og rakte ham brevet sammen med et par mønter.
”Vent et døgn, og sørg for at det kommer til dronningen. Det er… vigtigt.” bad han. Til den tid ville han være godt på vej ud af Vavilon, og fristelsen til at vende om ikke ville være så stærk. Med instrukserne videregivet gik han tilbage til værelset og lagde sig i sengen hvor søvnen langt om længe tog ham.
Som sædvanligt vågnede Aron tidligt; en vane efter mange års faste rutiner med hvad der med sikkerhed var alt for lidt søvn og alt for meget arbejde. Det var stadig daggry da han sad nede i krostuen med sin morgenmad og med tasken klar ved siden af bordet, klar til at fortsætte rejsen. Han ventede tålmodigt på dødsenglen ovenpå. Dylans selskab ville gøre det sidste stykke ud af Oberion noget nemmere.