Post by Dylan Forsyth on Aug 21, 2019 13:34:34 GMT
En Krig Er På Vej
Oneshot
Oneshot
Læderbolden ramte væggen med et rungende ekko igennem den store sal, før den ramte gulvet og blev grebet af hans hænder. Igen kastede han bolden mod væggen. Det var en stabil rytme af tre slag. Væggen, gulvet, hans hænder. Væggen, gulvet, hans hænder. Det var hypnotiserende. Behageligt.
Solens gyldne stråler skinnede ind gennem de høje vinduer, så det lignede spotlys på marmorgulvet. Støv dansede i strålerne som gløder fra et stort bål. Et bål med røg nok til at dække af for hele himlen, indtil selv solen forsvandt bag det tykke skylag, så alting var henlagt i mørke.
Han greb bolden.
“Så… er du på magisk vis ikke blevet sulten længere, eller er du bare for doven til at hente din egen mad?”
Lyden af nøgne fødder på marmorgulv samt stemmen afsløre at Macaria endelig er stået op, og han behøver end ikke at vende sig om, for at vide hun har taget mad med til ham. Duften af pølser, æg og bacon er tydelig. Svaret på hendes spørgsmål er at han faktisk har flere gange forsøgt at finde ned til køkkenet, men han er altid endt med at fare vild i det store, kaotiske slot.
“Jeg var ikke sulten, da jeg vågnede,” svarede han i stedet uden at stoppe med at spille bold med væggen.
“Er du sulten nu?” Lyden af at hun stillede bakken på gulvet kom fra hans side. “Tænkte vi kan spise sammen?”
En sidste gang kastede han bolden mod væggen, før at han vendte sig bort.
“Sure,” svarede han med et skuldertræk, og lod bolden trille hen af gulvet, da han ikke greb den, for i stedet at tage plads på gulvet ved Macaria. Først nu kiggede han på hende. Hun smilte venligt til ham, før hun gik igang med at fordele maden ud på deres tallerkener, samt hælde kaffe op til dem hver. Pandemonisk kaffe. Nogle havde fået gaver med fra Marcellus’ fødselsdag. Hendes kastanjebrune hår bølgede frit ned over hendes skuldre og ryg, mens solen fik trukket det røde frem i de vilde lokker. Hun bar ikke andet end en løs, hvid kjole, som sagtens kunne være det hun også sov i og en lilla, tung kåbe til at holde hende varm. Selvom hun ikke længere var indhyllet i vampyrismens skøndhed, så var hun stadigvæk en køn pige. Ung - eller… hvert fald af udseende.
“Vi er nødt til at snakke,” sagde han efter lidt stilhed.
“Mhmmm…” Hun lød lettere fraværende og så end ikke op på ham, som hun hældte nogle pølser over på hans tallerken. Det var underligt for ham, da han altid var vant til, at få folks fulde opmærksomhed, når han kom med sådan en konstatering.
“Har du slet ikke nogle spørgsmål?” spurgte han, og lænede sig frem for at fange øjenkontakt med hende. Lettere forvirret tog hun den.
“Om hvad dog?” Hun rakte ham en tallerken med morgenmad, som han tog imod, mens han forsøgte at finde ud af, hvad han skulle sige til dét.
“Du ved… alting? Blake og mig. Varulvene. Mit… sammenbrud ved middagsbordet? Lilith og jeg? Du har ikke sagt noget som helst til nogle af tingene.”
“Vil du gerne have jeg spørg ind til det?” spurgte hun henkastet, inden hun tog en forsigtig tår af den varme kaffe, før hun opdagede hans forvirret ansigtsudtryk, og hun smågrinede af ham. “Lad os snakke om det, okay? Skal vi starte med dig og Blake? Hvordan fandt du hende?”
“Til en fest.”
“Løgn.” Uanfektet tog hun en tår af sin kaffe, før hun igen lagde mærke til hans forvirring. “Seriøst? Tror du stadigvæk, du kan lyve for mig? Det har du aldrig kunne.”
“Vi… Okay, okay… Gennem en fælles bekendt som jeg kender fra-”
“Løgn.”
“Studier?”
“Løgn.”
“Ved Afgrunden kan du læse tanker eller sådan noget?!” udbrød han frustreret men ikke uden fascination. Hun smilte roligt til ham.
“Kropssprog. Jeg var bedre som vampyr, hvor alle detaljer var stærkere, men jeg kan stadigvæk.”
“Virkelig?” Imponeret lænede han sig lidt frem, mens han tænkte på, at det var akkurat det samme med ham. Mon Eriz havde vidst Macarias evner, da hun oplærte ham i det samme? Lige meget hvad gjorde det hvert fald, at han følte sig lidt tættere på kvinden foran ham, som han burde kalde mor.
“Vil du prøve igen?” spurge hun udfordrende med vippende øjenbryn, så han ikke kunne lade være med at smile af det, før at han tog en bid af sit brød.
"Jeg fik af vide, at hende og mig ville være gode sammen, og opsøgte hende, for at se hvorfor man ville mene det. Hun var... anderledes end andre, jeg havde mødt. Udfordrende, sjov, uforudsigelig. Jeg kunne lide det."
"Hvornår fandt du ud af hun var en djinn?"
"Fra starten."
"Var planen at binde hende til dig?"
"Ja."
"Så helt fra starten var det hele bare en måde at få en djinn?"
"Ja."
"Ved hun det?"
Han tøvede med kaffekoppen hængende foran munden, inden at han til sidst trak på skuldrene og tog en tår. Han kunne mærke Macarias blik hænge på ham, men han lod som ingenting, tog noget mere mad, og ignorerede stilheden fra hende, indtil han lettere irritabel over det igen kigger på hende.
"Hvad?" spurgte han skarpt. "Det er ikke fordi jeg har ført hende bag lyset eller noget. Hun har flere gange gjort sine egne intentioner klare for mig, og hun ønsker ikke noget dybere eller større end det her."
"Ahhhh... så det er derfor hun bandt sig til dig, og vælger at sætte sit liv på spil, for at efterlade alting så hun kan bo i Sethos med dig?"
Hun var irriterende nu. Virkelig, virkelig irriterende. Hun forstod jo ikke engang det halve af det!
"Det var hendes egne valg!"
"Virkelig?"
"Okay jeg manipulerede hende en lille smule til at binde sig til mig, men jeg har lovet at passe på hende, og jeg har opført mig ordentligt overfor hende!" udbrød han frustreret over hendes vedholdende hævet øjenbryn, som om hun ikke troede på noget som helst af hvad han sagde eller at han var en idiot eller hun var ligeglad. Det var svært at aflæse!
"Var det på grund af hende du havde dit sammenbrud til festen?" spurgte hun, og han nikkede med et tungt suk.
"Jaer... Jeg føler hvad hun føler. Vi må finde en måde at styre det på."
"Hvad med varulvene?" Spørgsmålet er så uskyldigt, at han var lige ved at falde i, men nåede lige at klappe tænderne sammen, før han begyndte at plapre ud om alt muligt. Hun var god. Irriterende god.
"Jeg kan lide dem."
Først nu dukkede der en rynke op i panden hos Macaria.
"Siden hvornår? Du har elsket at tage på varulvejagt med Richler før i tiden. Sende dine dødsengle afsted for at skyde dem ned, hvis de har kommet over grænsen, og alt muligt. Hvad har ændret sig?"
"Well... mig?"
"Du har ændret dig?"
"Yup."
"Hvorfor?"
Han drog endnu et suk, før at han lænede sig tilbage støttende på armene.
"Hvorfor er Aron her?" spurgte han i stedet for. Tydeligvis kom spørgsmålet fuldkommen bag på hende, og det tog noget tid før hun svarede med undren i stemmen.
"Fordi... det har han altid været? Lige fra starten? Han hjalp mig med at indtage Vavilon."
"Du ved godt, han er farlig, ikke sandt?"
Et lille grin lød fra hende. "Aron? Farlig? Nu er du sød. Han er fuldkommen harmløs, og det ville virkelig ikke gøre noget, hvis han fik en smule kant, så..."
"Han er farlig for dig."
Smilet forsvandt fra hende, og vrede dukkede frem i hendes øjne, men hun holdte kontrollen over sig selv, og spurgte med en rolig stemme: "Og hvorfor så det?"
"Stoler du på mig?"
"Jeg stoler også på Aron."
"Lad være med det."
Tavshed. Han lænede sig frem nok til at kunne lægge en hånd ovenpå hendes, mens han alvorligt holdte hendes blik.
"Du er ikke i sikkerhed med ham i nærheden, Macaria. Jeg stoler ikke på ham. Tro mig. Jeg ved hvad der forgår i den mands hoved, og det er ikke godt. En eller anden dag vil han gøre dig ondt, og det vil jeg ikke tillade, okay?"
"Dylan...Hvad er der sket?" spurgte hun bekymret. "Hvad ved du, som jeg ikke ved?"
Han gav hendes hånd et klem. "Jeg ved han er farlig for dig, og at jeg ikke vil lade dig ske noget som helst."
Hun rynker panden, og lægger sin anden hånd ovenpå hans. "Der sker mig ingenting sweetie. Bare rolig, alt er fint."
I lang tid holder han hendes blik, før at han ryster langsomt på hovedet. "Alt er ikke fint. En krig er på vej."