Post by Arona Forsyth on Jun 6, 2019 19:59:45 GMT
Harris
Med et snor sikrede hun at fletningen ikke ville løbe op. Udenfor var der uro, som skibet var ved at lægge til kaj. Folk der løb over dækken, råben og reb der kastet. Det sidste kunne hun ikke høre, men hun vidste det skete. Hvor mange havne havde hun anløbet de sidste par år? Hun talte ikke længere. De stålgrå øjne mødte hende i spejlet. På den ene side var hun af kongelig familie og burde klæde sig sådan. På den anden side var hun en kriger og tilmed en, der havde været på en lang rejse. Det gav større indtryk at ankomme en smule hård i kanten. Hun havde altid fundet det mere behageligt at gå klædt i mænds tøj fremfor fine kjoler. Bevares. Hvert sæt tøj bragte sine fordele med sig. Men nu var fine kjoler ikke noget hun havde pakket. Derfor måtte hun nøjes med de lette sko, et par læderbukser og en varm ulden trøje. Hun havde et bælte om livet, der lå tæt til hendes smalle hofter. I bæltet sad en stor dolk.
Arona havde holdt øje det meste af dagen. Jo tættere de var kommet på Oberion, jo mere...Splittet...Var hun blevet. Ingen ville vide hun kom. Hun havde end ikke givet dem noget sted at sende breve til hende. Det var som om hun havde været i en helt anden verden. At komme hjem var...Underligt. Hvor mange ville genkende hende? Det lange, lyse hår samlet i en fletning. Et par sorte øreringe. Hun havde tabt sig lidt på turen, men at sejle var hårdt arbejde. Derfor havde hun stadig sine slanke muskler, skabt under kamptræning i hendes barndom. Dengang....
Dengang hendes far stadig havde været der, selvfølgelig.
Udenfor skinnede solen og hun måtte blinke for at se byen ordentlig. Her, tæt på, kunne hun lugte byen omkring sig. Lugten af hav, af tang og fisk. Lugten af affald og en masse folk. Lyden af travle sejlere og handelsfolk, der ilede rundt på den travle havn. Hun bandt en kappe om sine skuldre og trak hætten op. Hun ønskede ikke at blive genkendt. Ikke endnu. Hun kendte byen godt og holdt sig til de små veje, der hurtigt bragte hende helt op til slottet.
Hun vidste ikke om hun ville blive genkendt af vagterne. Hun var alt andet end klædt som en kongelig. Selv om hun nok kunne nedstirre dem eller forlange at se sin mor, var der ingen grund til at besvære alle med det. Trods alt vidste hun ikke hvor længe hun blev. I stedet tog hun en gammel vej, hun havde brugt i sine unge år, når hun ville snige sig ud af slottet. Det krævede at hun kravlede over muren, men efter at sidde i en mast i flere måneder var det ikke svært. Med fødderne solidt på jorden sneg hun sig ind på slottet. Først da hun var indenfor, skubbede hun hætten fra sig. Arona vidste hun mindede mere om en tyv, der sneg sig ind, end en prinsesse der kom hjem. Men hun havde aldrig været meget for formerne. Uanset hvor ofte hun havde været tvunget til at lære dans og manerer. Høfligheder. Hun rullede sine skuldre og se ned af gangen. Først til den ene side, så til den anden. Underligt nok...Lignede alt sig selv.
Hun opsøgte ikke sine egne gemakker først. Hun havde andre behov. Behov for at se et velkendt ansigt, der forhåbentlig ville lyse op i overraskelse. Så hun søgte mod kælderen, hvor hun forventede Harris nok ville gemme sig. Mon Aron stadig forventede så meget af ham? Hvem ved. Måske var hun heldig og de begge var der...
Nej, stryg det. Hun var ikke sikker på om det ville være held hvis Aron var der. Hun havde en ide om han nok ville skælde hende ud. Det var jo ikke fordi hun var rejst helt uden ord. Hun havde da skrevet et brev til dem og alt muligt! Forsigtigt holdt hun sig til væggen og lyttede efter om hun kunne høre enten Harris eller Aron i nærheden. Skyggerne havde altid været hendes ven. Hun elskede at tro det var fordi hun var halvt dødsengel, trods hun aldrig havde kunne kontrollere skyggerne og mørket på samme måde som hendes bror.
Arona havde holdt øje det meste af dagen. Jo tættere de var kommet på Oberion, jo mere...Splittet...Var hun blevet. Ingen ville vide hun kom. Hun havde end ikke givet dem noget sted at sende breve til hende. Det var som om hun havde været i en helt anden verden. At komme hjem var...Underligt. Hvor mange ville genkende hende? Det lange, lyse hår samlet i en fletning. Et par sorte øreringe. Hun havde tabt sig lidt på turen, men at sejle var hårdt arbejde. Derfor havde hun stadig sine slanke muskler, skabt under kamptræning i hendes barndom. Dengang....
Dengang hendes far stadig havde været der, selvfølgelig.
Udenfor skinnede solen og hun måtte blinke for at se byen ordentlig. Her, tæt på, kunne hun lugte byen omkring sig. Lugten af hav, af tang og fisk. Lugten af affald og en masse folk. Lyden af travle sejlere og handelsfolk, der ilede rundt på den travle havn. Hun bandt en kappe om sine skuldre og trak hætten op. Hun ønskede ikke at blive genkendt. Ikke endnu. Hun kendte byen godt og holdt sig til de små veje, der hurtigt bragte hende helt op til slottet.
Hun vidste ikke om hun ville blive genkendt af vagterne. Hun var alt andet end klædt som en kongelig. Selv om hun nok kunne nedstirre dem eller forlange at se sin mor, var der ingen grund til at besvære alle med det. Trods alt vidste hun ikke hvor længe hun blev. I stedet tog hun en gammel vej, hun havde brugt i sine unge år, når hun ville snige sig ud af slottet. Det krævede at hun kravlede over muren, men efter at sidde i en mast i flere måneder var det ikke svært. Med fødderne solidt på jorden sneg hun sig ind på slottet. Først da hun var indenfor, skubbede hun hætten fra sig. Arona vidste hun mindede mere om en tyv, der sneg sig ind, end en prinsesse der kom hjem. Men hun havde aldrig været meget for formerne. Uanset hvor ofte hun havde været tvunget til at lære dans og manerer. Høfligheder. Hun rullede sine skuldre og se ned af gangen. Først til den ene side, så til den anden. Underligt nok...Lignede alt sig selv.
Hun opsøgte ikke sine egne gemakker først. Hun havde andre behov. Behov for at se et velkendt ansigt, der forhåbentlig ville lyse op i overraskelse. Så hun søgte mod kælderen, hvor hun forventede Harris nok ville gemme sig. Mon Aron stadig forventede så meget af ham? Hvem ved. Måske var hun heldig og de begge var der...
Nej, stryg det. Hun var ikke sikker på om det ville være held hvis Aron var der. Hun havde en ide om han nok ville skælde hende ud. Det var jo ikke fordi hun var rejst helt uden ord. Hun havde da skrevet et brev til dem og alt muligt! Forsigtigt holdt hun sig til væggen og lyttede efter om hun kunne høre enten Harris eller Aron i nærheden. Skyggerne havde altid været hendes ven. Hun elskede at tro det var fordi hun var halvt dødsengel, trods hun aldrig havde kunne kontrollere skyggerne og mørket på samme måde som hendes bror.