Post by Zean Forsyth on Mar 16, 2015 11:45:44 GMT
@chreven
Han burde måske smutte op til slottet nu her. I stedet befandt han sig på gaderne, mere bestemt på byens marked. Der var stor forskel mellem at ville overtage et land og tabe det. Da han var taget hertil, for at overtage det, havde røgen og alt det beskidte ikke generet ham så meget. Han så blot prisen, hele landet, for hans fødder og hans egen legeplads! Nu så han det som beskidt, som et land der stank. Og et land der blev styret af folk han hverken kunne kalde venner eller fjender. Eller, han vidste at Eriz så ham som en mulig fjende og helst ville hugge hovedet af ham, men at Marcellus håbede på noget mere venskabeligt. Nåe ja, nu havde han i sin tid også helst ville løsrive sig fra Eriz. Han fandt det sjovt at gå her, i deres by, uden de måske vidste det og snuse rundt. Kaste brænde på Erizs bål af paranoia og som en flabet gestus. Selv om de tog landet fra næsen af ham, gik han her stadig, som en evig skygge.
Med et svagt smil stoppede han op ved en bod der solgte underlige genstande af metal. Sikkert en form for...opfindelser? Eller måske dele til nogle af de ting Pandamonium havde, som var lidt mere tekniske og uforståelige, larmende og grimme. Han foretrak stadig et almindelige sværd.
Stadig med en lidt haltende gang, fra det sår han havde fået i siden under krigen, gik han videre. Iklædt nogle solide sko, sorte bukser og en sort, varm trøje. Vingerne var skjult, i bæltet hang hans sværd og en pisk. Sværdet som en gave fra hans engle, da han indtog pladsen som deres leder og derfor rigt udsmykket og fuld af dødsenglenes symboler.
Macaria var vendt hjem og han havde endelig kunne sove mere roligt og blive frisk igen. Nu var han langt mere frisk og selv om Aron og Macaria talte som med en mund og forlangte han slappede af, var han alligevel stukket af hjemmefra og fløjet til først Portus og da Pandamonium. Når det kom til stykket var han ikke typen der sad stille og han ville hellere opsøge folk og lægge planer, end at sidde stille og trille tommelfingre. Netop planer var noget han tænkte meget over. Pandamonium var tabt, i hvert fald for nu, og Macaria var kommet hjem. Lige nu var der fred. Men hvad skulle han så tage sig til? Han kunne altid torturerer nogle i deres kælder derhjemme, men i længden blev det enormt kedeligt. Trods alt var det kun de samme mure af sten han se.
Han smilte, da han så en butik, der solgte alkohol, til priser de fleste nok ikke kunne betale. Især da han opdagede en karakteristisk flaske fra Vavilons bryggeri. Han havde ingen bodyguards med sig, selv om han måske burde. Trods alt var landene i fred og han kunne stadig selv slås, sår eller ej! Faktisk håbede han i sit stille sind på det.
Han stoppede op foran en bod der solgte smykker. Han tog en af halskæderne og holdte den op foran sig, mens han studerede den. Macaria havde taget sin halskæde tilbage, men han savnede lidt fornemmelsen af dem om hans håndled. Måske burde han købe en ny? I så fald skulle det nok være en fra Sethos, hans egen by, end en ligegyldig sten herfra. Han lagde halskæden ned og lod det stålgrå blik gled over resten.
Selv om det var midt på dagen, forhindrede den evige røg solen i at skinne alt for meget ned på dem. Luften var varm, som den næsten altid var, på grund af fabrikkerne og industrien. En konstant larm var i byen.
Med et svagt smil stoppede han op ved en bod der solgte underlige genstande af metal. Sikkert en form for...opfindelser? Eller måske dele til nogle af de ting Pandamonium havde, som var lidt mere tekniske og uforståelige, larmende og grimme. Han foretrak stadig et almindelige sværd.
Stadig med en lidt haltende gang, fra det sår han havde fået i siden under krigen, gik han videre. Iklædt nogle solide sko, sorte bukser og en sort, varm trøje. Vingerne var skjult, i bæltet hang hans sværd og en pisk. Sværdet som en gave fra hans engle, da han indtog pladsen som deres leder og derfor rigt udsmykket og fuld af dødsenglenes symboler.
Macaria var vendt hjem og han havde endelig kunne sove mere roligt og blive frisk igen. Nu var han langt mere frisk og selv om Aron og Macaria talte som med en mund og forlangte han slappede af, var han alligevel stukket af hjemmefra og fløjet til først Portus og da Pandamonium. Når det kom til stykket var han ikke typen der sad stille og han ville hellere opsøge folk og lægge planer, end at sidde stille og trille tommelfingre. Netop planer var noget han tænkte meget over. Pandamonium var tabt, i hvert fald for nu, og Macaria var kommet hjem. Lige nu var der fred. Men hvad skulle han så tage sig til? Han kunne altid torturerer nogle i deres kælder derhjemme, men i længden blev det enormt kedeligt. Trods alt var det kun de samme mure af sten han se.
Han smilte, da han så en butik, der solgte alkohol, til priser de fleste nok ikke kunne betale. Især da han opdagede en karakteristisk flaske fra Vavilons bryggeri. Han havde ingen bodyguards med sig, selv om han måske burde. Trods alt var landene i fred og han kunne stadig selv slås, sår eller ej! Faktisk håbede han i sit stille sind på det.
Han stoppede op foran en bod der solgte smykker. Han tog en af halskæderne og holdte den op foran sig, mens han studerede den. Macaria havde taget sin halskæde tilbage, men han savnede lidt fornemmelsen af dem om hans håndled. Måske burde han købe en ny? I så fald skulle det nok være en fra Sethos, hans egen by, end en ligegyldig sten herfra. Han lagde halskæden ned og lod det stålgrå blik gled over resten.
Selv om det var midt på dagen, forhindrede den evige røg solen i at skinne alt for meget ned på dem. Luften var varm, som den næsten altid var, på grund af fabrikkerne og industrien. En konstant larm var i byen.