Post by Isabel Veterano on Mar 11, 2019 17:22:43 GMT
Døren lukkede sig bag hende, og hun blev stående lidt på dørtrinet, for at få frakken ordentligt på. Hvid damp kunne ses foran hendes læber, men stadigvæk havde det ikke sneet i Agares på grund af varmen alle fabrikkerne og industrien producerede, så det kun var om natten kulden rigtig kunne få fat og de fleste store maskiner sov.
“Hvad tænker du?” Stemmen i hendes hoved var mørk og hvislende. Hun stak hænderne i jakkelommerne for at holde dem nogenlunde varme, mens hun begyndte at gå ned af den brostensbelagte gade.
“Jeg ved det ikke. Hendes historie er ret utrolig og vanvittig at lytte til, men… jeg har oplevet nok til ikke at feje ting væk bare på grund af manglende logik. Inei tester os alle,”[/i] svarede hun stemmen tilbage igennem det bånd, som bandt dem til hinanden.
“Inei er ikke her, Izzy.”
Hun kastede et blik op mod himlen, hvor hun akkurat kunne skimte en sorte, lang skikkelse svæve afsted over hende gennem lagene af skyer med de store vinger lydløst spredt ud.
“Hvad tænker du om det?”
“Jeg tænker hun er sindssyg.”
“Seriøst er det din réelle mening om det?”
“Vil du virkelig mene, hun har ret? Hende forlovet med Fjer-prinsen, som har været kidnappet. Marcellus død - hvordan det end har kunne lade sig gøre, specielt med dig ved hans side. Cal gift med en anden end englen. De to har jo været sammen fra tidernes morgen. Selv før min tid. Den lille prinsesse væk. Hvordan har alt det overhovedet kunne lade sig gøre?”
Isabel forblev stille et stykke tid, mens hun gik afsted mod de nobles kvarter, som heldigvis ikke var så langt væk fra hendes eget sted, nu hvor hun som Marcellus’ bodyguard var ret oppe i hierarkiet.
“Jeg ved det ikke, Drakan. Jeg ved det ikke. Nu snakker jeg med Saltz, og så ser jeg hvad han siger om sin hustrus sammenbrud. Men der ligger noget i luften… Skyggerne hvisker.”
“Pf… skyggerne hvisker altid.”
Hun smilte smalt af sin familiars kommentar, før de skiftede emnet over på dagens oplevelser i stedet for, indtil hun endelig kom hen til Saltz palæet. Roligt gik hun op til døren, hvor hun høfligt bankede på med en lav rømmen.