Post by Blake De Clare on Mar 22, 2019 19:01:09 GMT
Blakes blik flakkede kortvarigt mellem de fire i rummet. Og døren. Saix stod med sin høflige mine til siden for hende, Isabel bag… kongen, og var ulæselig, manden der var kommet med stod stadig nær døren med dét blik hvilende på hende, der gav hende kuldegysninger. Og Marcellus. Han træk hendes fulde opmærksomhed da han begyndte at tale. Hendes øjne veg mod hans hånd som han løftede mod hende. Hun følte sig som et fastholdt rådyr fanget mellem jægernes våben. Og så alligevel ikke. Det var en mærkelig tanke midt i alt det her, men der var en ro over lokalet, der modvirkede fornemmelsen af at være fanget.
Hun trak en dyb indånding og fugtede læberne der pludseligt føltes tørre, før hun trådte et enkelt skridt mod Marcellus og sank en klump af tvivl “Selvfølgeligt.” Hånden skælvede ikke da hun løftede den og lagde den ovenpå hendes nu konges. Han virkede ikke faretruende, men en lille stemme i hendes baghoved fortalte hende at han var. Det fortalte historien. Men han var også den person som venners familier var gået i døden for. Langsomt hævede hun blikket til hans.
“Det er en lang historie Deres Majestæt.” Hvad kunne hun sige? Helst ingenting, ikke til landets regent. Specielt… nogle af de ting hun vidste var så endegyldige for ham. Men hvad kunne hun undlade? Kunne hun lyve? “Der er lavet et djinnønske, som har lavet om på verdenens gang.” Startede hun sandfærdigt. Hun huskede at han var warlock, pludseligt med fornemmelsen af at halsen var tør på trods af at hun lige havde siddet ved bordet og drukket vand. “Jeg kan ikke forklare det hele, for jeg var der ikke da ønsket blev udtalt, men det er sikkert at det har ændret på næsten alt der er sket de seneste tyve år. Eriz og Deres datter blev kidnappet, hvilket startede en borgerkrig.” Hun pausede og skævede omkring i rummet før blikket igen faldt på Marcellus. “Eriz og Dem kæmpede mod hinanden om magten, og vi adelige familier splittedes op mellem jer.”
Hendes blik flakkede mod Isabel der havde stået i hendes synsfelt bag Marcellus, men nu bakkede bort. Og så flakkede det mod den unavngivne mand. “Undskyld min uhøflighed og… hvem er denne mand?”
Hun trak en dyb indånding og fugtede læberne der pludseligt føltes tørre, før hun trådte et enkelt skridt mod Marcellus og sank en klump af tvivl “Selvfølgeligt.” Hånden skælvede ikke da hun løftede den og lagde den ovenpå hendes nu konges. Han virkede ikke faretruende, men en lille stemme i hendes baghoved fortalte hende at han var. Det fortalte historien. Men han var også den person som venners familier var gået i døden for. Langsomt hævede hun blikket til hans.
“Det er en lang historie Deres Majestæt.” Hvad kunne hun sige? Helst ingenting, ikke til landets regent. Specielt… nogle af de ting hun vidste var så endegyldige for ham. Men hvad kunne hun undlade? Kunne hun lyve? “Der er lavet et djinnønske, som har lavet om på verdenens gang.” Startede hun sandfærdigt. Hun huskede at han var warlock, pludseligt med fornemmelsen af at halsen var tør på trods af at hun lige havde siddet ved bordet og drukket vand. “Jeg kan ikke forklare det hele, for jeg var der ikke da ønsket blev udtalt, men det er sikkert at det har ændret på næsten alt der er sket de seneste tyve år. Eriz og Deres datter blev kidnappet, hvilket startede en borgerkrig.” Hun pausede og skævede omkring i rummet før blikket igen faldt på Marcellus. “Eriz og Dem kæmpede mod hinanden om magten, og vi adelige familier splittedes op mellem jer.”
Hendes blik flakkede mod Isabel der havde stået i hendes synsfelt bag Marcellus, men nu bakkede bort. Og så flakkede det mod den unavngivne mand. “Undskyld min uhøflighed og… hvem er denne mand?”