Post by Blake De Clare on Mar 11, 2019 16:35:24 GMT
Saïx Veterano
Efter den lange kaotiske dag der heldigvis havde fået sin ende, havde Blake spist tre skålfulde af Saix gryderet - hvad det så end var, nær faldet i søvn i lænestolen og fået et langt bad. Da hun endeligt havde rejst sig fra badekaret havde vandet været rødt, men hun selv ren og velduftende. Hun var faldet omkuld i en seng der svagt lugtede genkendeligt, klædt i en lånt kofte og med en skrøbelig følelse af tryghed. Da hun endeligt vågnede stod Pandemoniums svage sol lavt ind i rummet, og afslørede at det var eftermiddagen efter.
Gabende kravlede hun ud af sengen og noterede at kroppen stadig føltes øm, om end friskere. Hovedet var heller ikke så omtåget længere, og hun følte ingen forvirring over omstændighederne. Istedet lå et let smil over hendes læber som hun nu vidste at hun snart ville finde ud af det hele.
Efter at være trukket i en ny ren kjole som et par tjenere fra hvad der skulle være hendes og Saltz palæ havde bragt, kørt fingrene gennem de blonde lokker og sjasket lidt vand i hovedet - og munden, søgte hun ud af det lille værelse og ned af gangen mod stuen de havde befundet sig i aftenen før. Huset virkede tomt, men mistanken om at ingen var hjemme blev drevet bort af lyden af en hammer der klingede mod stål. Det lød som om det kom udefra. Hun fulgte lyden gennem det tomme hus til en dør. Prøvende trykkede hun ned i håndtaget og døren åbnede op for en smedje. Varmen ramte hende i ansigtet som hun trådte ud og lukkede døren bag sig. I midten stod Saix og arbejdede. “Tak for igår.”
Efter den lange kaotiske dag der heldigvis havde fået sin ende, havde Blake spist tre skålfulde af Saix gryderet - hvad det så end var, nær faldet i søvn i lænestolen og fået et langt bad. Da hun endeligt havde rejst sig fra badekaret havde vandet været rødt, men hun selv ren og velduftende. Hun var faldet omkuld i en seng der svagt lugtede genkendeligt, klædt i en lånt kofte og med en skrøbelig følelse af tryghed. Da hun endeligt vågnede stod Pandemoniums svage sol lavt ind i rummet, og afslørede at det var eftermiddagen efter.
Gabende kravlede hun ud af sengen og noterede at kroppen stadig føltes øm, om end friskere. Hovedet var heller ikke så omtåget længere, og hun følte ingen forvirring over omstændighederne. Istedet lå et let smil over hendes læber som hun nu vidste at hun snart ville finde ud af det hele.
Efter at være trukket i en ny ren kjole som et par tjenere fra hvad der skulle være hendes og Saltz palæ havde bragt, kørt fingrene gennem de blonde lokker og sjasket lidt vand i hovedet - og munden, søgte hun ud af det lille værelse og ned af gangen mod stuen de havde befundet sig i aftenen før. Huset virkede tomt, men mistanken om at ingen var hjemme blev drevet bort af lyden af en hammer der klingede mod stål. Det lød som om det kom udefra. Hun fulgte lyden gennem det tomme hus til en dør. Prøvende trykkede hun ned i håndtaget og døren åbnede op for en smedje. Varmen ramte hende i ansigtet som hun trådte ud og lukkede døren bag sig. I midten stod Saix og arbejdede. “Tak for igår.”