Post by Maddox Bane on Feb 21, 2019 16:15:54 GMT
Oneshot
For spidsen af en flok på hundredevis af vandrende væsner, gik en enkelt mand, med en stav, han støttede sig mod. Han var klædt i sorte, slidte klæder, der steder var mere gråt end sort, der blafrede i vinden, som en fane for de der fulgte ham. Fingerløse handske beklædte hænder greb hårdere om staven, der stak i sneen for hvert skridt frem ad han tog. Hybrid oprøret havde været samlet i Portus, uden for Amphia, da de royale tropper slog ned over lejren. Telte var blevet sat i flammer, skrig havde flænget luften, som hybriderne flygtede vildt fra lejrpladsen. Nogle fulgte den satte flugtplan, andre glemte den i panikken der opstod. De han havde med sig, var de, der havde fulgt flugtplanen ned gennem tunnellerne under lejren. De havde kollapset tunnellen bag dem. Han havde mistet Ambrose et sted i forvirringen, og den anden mand havde ikke vist sig siden. Da de kom ud på den anden side af tunnellerne en dag senere, stod Maddox med en flok skræmte, forvirrende hybrider, der kun havde hvad end de lige havde kunnet bære med sig. Nogen havde mistet forældre, søskende og børn i forvirringen. Og de havde alle sammen set til ham, med et spørgsmål på deres tunger: "Hvad gør vi nu?"
"Vi ligger det her land bag os. Der er intet mere for os her." Overfaldet havde taget al mod fra dem. Der var ingen ånd i dem. Der var ingen ånd i ham. Og med det, havde han vendt sig fra dem og var begyndt at gå. Til hans overraskelse, var de fulgt efter ham. Fulgt ham hele vejen til grænsen af Portus, hvor han arrangerede at de kunne krydse med en lokal smugler. De fulgte ham hele vejen igennem det frosne, Vavilonske landskab, over heder og marker, flere hundrede af dem. Til de stod foran Oberions porte. Her var der intet, der forbød dem rettigheder til at eje land, intet der forbød dem skolegang eller ordentlig ansættelse. Her kunne de være fri. Først her bød han dem farvel.
"En dag vil komme, hvor hybrider i Portus er så meget værd, som nogen af de rene racer. En dag hvor Inei må se os i øjnene, og anerkende os som børn af hendes børn." Han sænkede nakken. Tjavset, mørkt hår skjulte hans ansigt. "Velmødt på slagmarken den dag, Ukendte børn." Denne gang, da han vendte dem ryggen, var der ingen der fulgte ham. Han styrede direkte til den nærmeste kro, satte sig i et mørkt hjørne og brugte de sidste penge han havde på lommen, på at drikke til han ikke kunne stå på sine ben længere.
"En dag vil komme, hvor hybrider i Portus er så meget værd, som nogen af de rene racer. En dag hvor Inei må se os i øjnene, og anerkende os som børn af hendes børn." Han sænkede nakken. Tjavset, mørkt hår skjulte hans ansigt. "Velmødt på slagmarken den dag, Ukendte børn." Denne gang, da han vendte dem ryggen, var der ingen der fulgte ham. Han styrede direkte til den nærmeste kro, satte sig i et mørkt hjørne og brugte de sidste penge han havde på lommen, på at drikke til han ikke kunne stå på sine ben længere.
