Post by Dylan Forsyth on Feb 20, 2019 12:53:18 GMT
“What… the…” Damian lå længe og bare stirrede op i den lilla himmelseng, mens han forsøgte at forstå, hvor i alverden han var henne, og hvad der var sket. Fingrene twistede. Han kunne stadigvæk mærke senerne og musklerne i hans mors hals, som han havde forsøgt at kvæle hende for blot… få sekunder siden. Havde hun nået at lave et ønske, han ikke havde hørt? Langsomt satte han sig op. Han lå i en stor himmelseng med tykke draperinger, et utal af bløde puder og et flot vævet sengetæppe over hans ben. Han havde stadigvæk en åben, mørkerød skjorte hængende på sig og sorte bomuldsbukser. Mistroisk kiggede han sig omkring. Værelset han befandt sig i var… meget farverigt. En dør ud til en altan stod åben så gardinerne dansede i vinden, der bar duften af søde krydderier og urter med sig. Her var rodet. Bøger, våben, krudseduller og tøj lå overalt på gulvet, over stolerygger og på kommoder. Et kæmpe maleri hang på væggen af…
Han væltede ud af sengen, for at løbe hen til det, kravlede op på bordet uden at tage sig af tingene han sparkede ned, og rejste sig op på det, for bedre at kunne studere maleriet.
Det forestillede ham som barn! I armene på Macaria! Hun så fuldkommen ud som han sidst havde set hende. Smilende holdte hun ham i sin favn med en lille, lyshåret pige hængende i sine skørter. Den lyshåret pige… Arona?!
“Jeg syntes nok, jeg hørte tumult heroppe fra.”
Han snurrede rundt på stedet.
“Macaria?!”
Hun stod i døren med en vasketøjskurv i hænderne iført en glansfuld, lilla kjole, samt det bølgende, tykke hår samlet i nogle guldkæder, så det ikke faldt ned i øjnene. Afslappet uden at tage sig af hans udbrud, slentrede hun ind på værelset, hvor hun smed vasketøjskurven på det overfyldte skrivebord.
“Macaria? Hvad blev der er mor?” spurgte hun smågrinende, mens hun begyndte at lægge tøj på plads.
Tøvende sprang han ned fra bordet. Han anede ikke hvad der forgik, men én ting vidste han, og det var at noget var fuldkommen galt. Macarias øjne var mørkeblå, hun manglede fem ar, at hvad han kunne tælle, og hendes smil virkede anderledes… mere… åbent.
“Jeg har brug for, at du tager til Sethos én af dagene. Et par af dine dødsengle overholder ikke aftalen, så de har taget nogle får mener jeg det er. Jeg ved det ikke helt præcist, for jeg gad ikke læse brevet hele vejen igennem, men jeg tænkte du ville tage dig af det, lige så snart du var vågen,” snakkede hun løs uden at lægge mærke til hans stirren på hende. “Der er stadigvæk rester af morgenmad hvis du er heldig. Khala sidder allerede dernede, og er ved at spise.”
Rynken i dødsenglens pande blev dybere. “Khala?”
“Ja, Khala. Du ved… din veninde. Formskifteren som kun er din veninde, men ikke helt veninde, men alligevel veninde, fordi når vi kalder hende noget andet, så plapre i begge to op. Så… veninde.” ‘Hun blev færdig med at lægge tøjet på plads, men lod kurven stå på bordet. “Og vil du ikke nok være sød, at samle alt dit beskidte tøj i kurven, og tage det med ned så det kan blive vasket? Inden morgenmad.” Med et irettesættende blik mod ham drejede hun rundt og forlod værelset igen, mens han stod tilbage med halvt åben mund og så mange forskellige spørgsmål, at hans hoved var ved at eksplodere.
Det tog lang tid, før han vovede sig ud af værelset - uden vasketøjskurven. Værelset så ud til at være bare ét af de mange tusinde af rum, der var på hvad der åbenbart var et slot. Et fucking slot. Og ikke et slot som Pandemonium men det mest forvirrende, ulogiske, farvefulde slot han nogensinde havde været på. Det var fascinerende! Tjenestefolk vimsede rundt, og han måtte spørge dem ad efter morgenmad, før én tog ham i armen, og førte ham ned af en snoet trappe til et køkken. Et travlt køkken! Ved et hjørne var der bygget bænke og et bord, man kunne sidde ved. Tydeligvis var det ment til køkken og tjenestepersonalet, men det så ingen ud til at tage særlig tungt. Bordet var fyldt op med rester af hvad der rigtig nok var morgenmad og for bordenden sad Khala uden det mindste tegn på vampyrisme over sig.
“Heeeey…” hilste han tøvende, som han krøb ind på bænken til hende, inden han lænede sig hen mod hende. “Hvad - fuck - sker der?” hviskede han ophidset.