Post by Maddox Bane on Oct 23, 2018 15:11:51 GMT
Isabel Veterano
Caleb Veterano
Dylan Forsyth
Macaria Forsyth
Saïx Veterano
Adelaide Veterano
Flint Pharr
Khala Riviera
Caleb Veterano
Dylan Forsyth
Macaria Forsyth
Saïx Veterano
Adelaide Veterano
Flint Pharr
Khala Riviera
Over by og land i Portus havde natten gjort sit indtog og hver en mand, kvinde og barn sov sødt i deres senge, da klokken var langt forbi midnats timen nu. Bortset fra i hybridernes lejr i Amphia. Et stort togt mod Portus' handels linjer havde været særdeles indbringende og bragt både salt, sukker, mel, kaffe og sidst, men bestemt ikke mindst, alkohol til den lille lejr. Og ikke det sprøjt Vax lavede af gærrede frugter i bunden af mineskakterne, nej, rigtigt, rafineret alkohol; whiskey, fine vine og hård, lys alkohol. Stemningen havde ellers været trygget i lejren på det seneste; manglen på fremskridt, Adelaides fravær og uenigheder blandt lederne kunne mærkes. Så Maddox havde set sig nødset til at kalde dagen en officiel fest dag for det lille folk bag gemt i Amphias, dybe, efterårs farvede skove. Der var sang, musik og dans om det enorme lejrbål bygget i midten af lejr pladsen og stemningen var høj. Der var nogle designerede ædru vagter, og nogle der allerede havde forladt pladsen for at søge i seng, men der var stadig over 40 væsner samlet ved pladsens midte. "O Forgotten hero in poverty you came,but you never looked for riches and you never looked for fame, the interests of the common man it was your life's aim, forgotten hero never vanquishes in the struggle," sang de, højt og bestemt ikke rent.
Maddox havde placeret sig ved kanten af lejren, langt nok fra bålet til ikke at blive trukket ind i samtale, men stadig tæt nok til at kunne høre hvad der foregik. Han havde ryggen mod en træstamme, fødder nøgne i skovmosset og en halv flaske vin hvilende ved siden af sig. Han var klædt blot i en skjorte, vest og skindbukser. Natten var ukarakteristisk varm for det portusianske efterår, næsten som fejrede naturen deres sejr med dem.
Maddox havde placeret sig ved kanten af lejren, langt nok fra bålet til ikke at blive trukket ind i samtale, men stadig tæt nok til at kunne høre hvad der foregik. Han havde ryggen mod en træstamme, fødder nøgne i skovmosset og en halv flaske vin hvilende ved siden af sig. Han var klædt blot i en skjorte, vest og skindbukser. Natten var ukarakteristisk varm for det portusianske efterår, næsten som fejrede naturen deres sejr med dem.