Bytte bytte købmand

[Lana Hyles]

Nathaniel Oathhorn

Markedet var propfyldt med mennesker og væsner, så tæt at hvis man ikke var over normalen høj, ville man ikke se andet end ryggene på de nærmeste. Lana stod ved en smykkebod, ikke at smykker interesserede hende bestemt, men et smykke forlod hendes hånd og gled over i bodejerens hænder. Det blev vurderet nøje før penge gik fra bodens ejermand til Lana selv. Smykket var nyligt erhvervet på selv samme marked. Chase havde hjulpet hende men de var lige splittet op for at gå til hver deres bod. Sådan gik handlerne bare hurtigst. Hendes nakke var bukket som hun inspicerede udvalget i boden. Sølv og guldsmykker lå på rad og række med perler og små ædelsten i. En hel af dem var med garanti forfalskninger.

På trods af at den blonde unge kvinde stod ved en smykkebod bar hun ikke et eneste selv. Det var ikke unormalt blandt underklassen, men alligevel bar en del kvinder billige smykker for at ligne noget. Hun bar en mørk kjole der slyngede sig tæt om hendes krop og efterlod en pæn kavalergang. Håret sad løst opsat med en nål bagpå hovedet. Der skulle ikke meget til for at den ville brase og lade de tunge lyse lokker danse frit. En ung mand stod ved hendes side og forsøgte at få hendes opmærksomhed ved at holde det ene smykke efter det andet op for hende. Han plaprede om løst og fast og troede klart at han kunne charmere sig ind på en køn kvinde under markedets trænge kår. Lana havde allerede tømt hans lommer så let og elegant at han ikke opdagede andet end hvad han troede var flirten. Så havde hun vendt opmærksomheden mod smykkerne igen og han forsøgte stadig at bibeholde hendes opmærksomhed.

[Nathaniel Oathhorn]

Hvad der havde følt som verdens længste arbejdsdag var snart omme, eller Nathaniel var snart færdig hos en af de mange hybrid handelsmænd som Nathaniel var vagt for. Nathaniel var iført en sort doublet lavet af læder, over skulderne bar han en sort kappe, hans bukser var også sorte dog lavet af hør, til sidst havde han om livet det sorte kraftige sværdbælte hvor hans elskede sværd og daggert hang.  

Grunden til dagen havde følt så lang, var blandt andet på grund af de mange væsner der havde været forbi de forskellig hybrid boder, som Nathaniel skulle smide bort, også det faktum, at Nathaniel havde fået besked fra Vavilon angående deres Dronning, Arona Forsyth var forsvundet. Hans tanker havde kørt om det faktum hele dagen, hvad skulle han gøre? Skulle han rejse tilbage, tage tronen og erklære sig selv konge? Eller skulle han finde Macaria og hjælpe hende med at genvinde den? Eller skulle han bare ignorerer det og lade Vavilon og hans landsmænd sejle deres egen sø? Han kunne jo ikke bare skride fra Portus med Lana stadig frisk i hans tanker, han måtte finde hende igen.

Nathaniel gik med faste skridt i retning mod hvor hans hus lå, indtil han spottede en ung kvinde der lignede Lana. På afstand begynde han at observere kvinden. Det viste sig at være Lana! Hvordan kunne Nathaniel ikke genkende hendes lange lyse lokker og hendes hendes smukke ansigt. Nathaniel lænede sig op af en husmur, stadig på afstand så han kunne nærmere kunne se hvilken kvinde han havde med at gøre.

[Lana Hyles]

Lanas fingre slap efter en rum tid det smykke hendes fingre havde holdt om, hvorpå hun drejede omkring til manden der gjorde et bravt forsøg på at underholde hende og bekendtgjorde at hun nu ville fortsætte. Han fortsatte selvfølgeligt talende efter hende ind i menneskemængden og bort fra smykkeboden hvor hun nu begyndte en brav kamp på at ignorere ham. Hun var ikke interesseret. Delvist fordi hun allerede ganske skjult havde tømt hans lommer for pung og lommeur – og ikke ville være i nærheden når han opdagede det (men så igen: Han ville nok ikke mistænke hende da det ville være for frækt at gøre det mod en man talte med), og dernæst fordi hun plant og simpelt ikke var interesseret i ham.
Hun stoppede ved en bod med grøntsager og frugter, og smed en af sine småmønter over bordet hvorpå hun begyndte udvælgelsesprocessen af et æble. Hun ville normalt have stjålet det, men med det mandlige vedhæng der ikke ville stoppe med at tale om sine bedrifter kunne hun ikke gøre andet end at betale ærligt for tingene. Det begrænsede hende også en del i hvad hun selv ville opnå på markedet denne formiddag. Efter lidt tids overvejelse greb hun et stort grønt æble.

[Nathaniel Oathhorn]

Nathaniel kunne ikke lade vær med at hæve et øjenbryn ved synet af hvordan herreren fulgte efter hende. Det var tydeligvis ikke kun Nathaniel som var betaget af Lanas skønhed. 
Mens han stadig holdt sin afstand fulgte han med Lanas bevægelser væk fra smykkeboden og hen til en grønthandler. 
Nathaniel måtte indrømme han blev noget overrasket da han så at hun faktisk betalte for æblet. Tit og ofte når man kom fra slumkvarterene, det galt hvilket slum i hvilken by, så gjorde man hvad man kunne for at slippe af med at stjæle, måske var Lana ikke som alle andre? 

Nathaniel stod måske i et par minutter og tavst observerede før han gik med faste skridt over mod Lana og manden der stadig stod og kæftede op, hun så ikke decideret ud til at nyde hans selskab. Var Nathaniel jaloux? Eller var han bare en håbløs gentleman? Nathaniel var ikke engang sikker længere.
"Jeg tror vist den unge frøken har nyt dit selskab længe nok" sagde Nathaniel idet han bestemt lagde en hånd på mandens skulder.

[Lana Hyles]

”Jeg tror vist den unge frøken har nyt dit selskab længe nok” Kommentaren gav genlyd i Lanas hoved til hun vendte sig om og uden at registrere ejermanden af stemmen begyndte hun ”Jeg er aldeles selv i stand til at sige fra…” og den høje bredskuldrede kæmpe mødte hendes blik. Hendes ansigt blev splittet i et stort smil og uden tøven sprang hun i armene på ham ”Nathan!”

Hvor lang tid siden var det dé havde ses? Et par dage? En uge? Ikke længe i hvert fald. Den fremmede mand forduftede – faktisk havde han næsten set skrækslagen ud da den brutalt-udseendet Nathaniel havde stået bag ham. Hvem ville ikke?

Hun greb om hans ansigt med en hånd på hver side og smækkede et kys mod hans læber. Ubekymret om kiggende blikke. Derefter trak hun sig tilbage med et bredt grin "Du ser godt ud!"

[Nathaniel Oathhorn]

Nathaniel kunne ikke næsten ikke lade vær med at smile da Lana kom med sin kommentar, hun var jo den her utroligt hårde kvinde, eller det var hvert fald sådan hun fremstod. Smilet blev kort erstattet med et grin da hun nærmest sprang i hans arme, han gav hende et kort klem før han slap hende.
Der var faktisk gået en del tid siden sidst de havde set, gik det op fra Nathaniel, siden hun mere eller mindre stormede ud af han hjem. Nathaniel var kommet til et punkt, hvor han faktisk havde troet han ikke ville se hende igen, men her var hun! 

Nathaniel blev lettere overrasket da hun placerede sine læber mod hans, men han fik da gengældt hendes kys. Han havde da også trimmet sit skæg lidt, det var stadig vildt og busket men ikke så meget.
"Det gør du også" Kommenterede Nathaniel hurtigt med et blik i øjet. 

"Det lader til at jeg ikke er den eneste som giver dig opmærksomhed" grinte Nathaniel kort, som en hentydning til manden han mere eller mindre havde skræmt væk. Men nok om det, Nathaniel gad ikke snakke om andre. "Hvor har du været? Jeg har ikke set dig længe" kommenterede Nathaniel kort. Han ville ikke lyde som om han var desperat for at se hende.

[Lana Hyles]

Hans kommentar angående opmærksomhed høstede et skuldertræk. ”Han var til gengæld ikke min opmærksomhed værd” Hun blinkede til ham med et flirtende smil der blev afbrudt af at hun sank tænderne i det grønne æble. ”Jeg har ikke været nogle usædvanlige steder – desværre” Ærlighed længe leve. ”Gid jeg havde dog!” Igen smilede hun fuld af energi - og måske en anelse drømmende, før hun greb hans arm og begyndte at gå i en vilkårlig retning ”Hvor skal du hen?”

Han så mere soigneret ud end sidste gang hun havde set ham. Skægget var mere vedligeholdt og han så friskere ud. Til gengæld havde sidste gang de havde set hinanden jo også været sent om natten. Hendes grønne øjne vandrede opad ham og op til hans ansigt. Det var første gang hun så ham i dagslys og han så ligeså stor og kraftig ud her. Måske mindre faretruende end i mørket hvor det mest var hans figur der fremstod.

[Nathaniel Oathhorn]

Selvfølgelig var han ikke det, smilte Nathaniel lidt for sig selv.  Nathaniel smilede lidt for sig selv ved hendes drømmende blik. Lana var fuld af liv og gejst, trods hendes situation. 
Ikke at Nathaniel havde ledt efter Lane, men han havde da kigget efter hende, de gange han havde været i hjertet af slumkvarteret, men der havde han ikke fået øje på hende. Men slumkvarteret var også virkelig stort.
Ja hvor Nathaniel egentlig på vej hen? Han var egentlig på vej hjem, men han havde også en aftale med en gammel ven fra Vavilon der skulle give ham en opdatering på hvad der foregik i Vavilon og hvor galt det stod til i hans hjemland. Hvilket også var hvorfor han for en gangs skyld så bare lidt velsoigneret ud. De mest essentielle ting var allerede pakket ned derhjemme så hvis de skulle være, kunne han gribe det og i alt hast være i Vavilon inden for ugens slutning.
Nathaniel, hvis arm blev grebet af Lana, begynde at følge med hende. Han kørte kort en hånd eftertænksomt igennem skægget inden han svarede hende. "Jeg skulle egentlig et ærinde inden jeg skal hjem.." Svarede Nathaniel kort, "Men det kan nok udskydes, nu hvor du har beriget mig med dit selskab" grinte Nathaniel og blinkede flirtende til hende.

[Lana Hyles]

Æblet spredte sig som en bittersød smag på Lanas læber og tungen gled tilfredst henover læberne for at suge den friske smag til sig. Lana så med det samme skuffet ud ved hans udmelding om at han faktisk havde en anden aftale. ”Jeg kan sagtens vente på dig… hvis du har lyst?” Hendes grønne øjne hvilede ved hans rå ansigt med et betaget udtryk. Han var noget helt specielt. Det havde hun for længst sat sig i hovedet.

”Eller vi kan mødes senere hvis det passer dig bedre?” Det smil Lana sendte ham var unægtelig af sin egen klasse. ”Jeg vil ikke have at du holder dig tilbage for min skyld” Der var næsten en underlæggende dyrisk tone i hendes stemme. Næsten bedende. Det kunne tolkes på så mange måder.

[Nathaniel Oathhorn]

Hvad skulle Nathaniel dog vælge? Lana eller viden omkring Vavilon? På den ene side, havde Vavilon ikke skabt andet end problemer for hybriden, men på den anden side kunne Lana også skabe en hel masse problemer, men Nathaniel var sikker på hun var det hele værd.
Nathaniel stoppede op, tog hendes hænder og kiggede hende ind i øjnene, hendes smukke grønne øjne. "Nej, nej, det er ikke engang sikkert han er kommer til Istus endnu" Turen fra Vavilon var lang og farefuld efterhånden, ikke kun fordi man kunne møde røvere på vejen, men den portusianske hær var ikke særligt venlig stemt overfor folk som krydsede grænsen mellem Vavilon og Portus.

"Plus jeg har ikke set dig længe, jeg så gerne at du ikke bare forsvandt igen" grinte Nathaniel kort, før han gav hendes hænder et blidt klem, og han så fortsatte i en vilkårlig retning. Selvfølgelig kunne Nathaniel ikke modstå hendes charme, og det skræmte ham lidt.

[Lana Hyles]

Lanas smil voksede unægteligt ved hans bemærkning om at hun ikke måtte forsvinde igen - om end den nysgerrige side i hende peakede ved tanken om at finde ud af hvem han skulle mødes. Hendes grønne blik drev mod ham og med et drilsk og halvflirtende smil formede hendes bløde læber ordene; "Så må du jo bare holde bedre øje med mig næste gang - eller holde mig tættere på".

Hun greb om hans store rug hånd og drev fremad som et energifyldt ungkid. "Men siden du ikke er fra Istus og nu har overladt mig din dag - så lad mig gøre mig fortjent til den" hendes grin lød muntert som hun hev afsted med ham. Sidste gang havde han måtte gøre sig fortjent til hende. Godt nok i en lidt anden forstand. Hun vidste lige hvor hun ville hive ham med - hvis han ikke tog hende i en anden retning altså.

[Nathaniel Oathhorn]

Nathaniel nikkede anerkende til hendes svar. Det måtte han give hende ret i, lige på det punkt måtte han være nødt til at være på dupperne. Hun var ung frisk og hele tiden igang med noget nyt, hvilket gjorde at Nathaniel måtte tilpasse sig og hele tiden være på dupperne. Om det var alderen eller alt det han havde været igennem som havde gjort ham 'gammel' var Nathaniel ikke helt sikker på.

Et kort grin undslap Nathaniel læber og lod hende hive ham afsted gennem byen. Udefra måtte det se utroligt sjovt ud, det lille væsen hive rundt på det store væsen som Nathaniel var. 
"Hvor er det præcist vi er på vej hen?" Grinte Nathaniel, det var tydeligt at se på Nathaniel hvor fascineret han var af hendes gå på mod. 

[Lana Hyles]

Generelt var der nok ikke nogen der kunne kalde sig uenig i at Lana var meget ungdommelig og frisk. Udseendesmæssigt var hun i midt tyverne, aldersmæssigt måske en anelse yngre på nogle punkter - jævnaldrende på andre - og absolut tilsvarende sin rigtige alder på nogle helt andre punkter, og dvs. over 100 år. De punkter var det dog de færreste der faktisk fik lov at få indblik i.

Hun vendte kortvarigt det livlige ansigt tilbage mod ham med det store grin før hun svarede ham - alt imens hun stadig hev ham fremad i menneskemængden. "Tro ikke at jeg fortæller dig det" Det var så tæt på at hun havde rakt tunge af ham. Men selvfølgeligt gjorde hun ikke det. I stedet hev hun ham med væk fra den trænge markedsplads og fulgte gyderne bagved til de blev mindre og smallere. Og mørkere. Kun en sjælden gang stødte de på en eller anden skummel person. Og så stoppede hun. Murene på hver side af dem var ikke mere end en armsbredde mellem hinanden og på trods af at det var højlys dag var der forholdsvist mørkt hernede mellem de tætte bygninger. Hun drejede omkring ham og lod blikket spadsere opad ham med små flashback til deres nat i mørket. Hendes stemme lød dyb og hæs i mørket. "Er du bange for højder?" Hun kunne meget nemt sammenlignes med en kat skjult i skyggerne, hvis dovne stemme slynger sig omkring én og hvis sultne øjne måler og vejer en. Hendes blik slap ham ikke.

[Nathaniel Oathhorn]

Nathaniel fulgte efter Lana igennem markedspladsen og de store menneskemængder, Nathaniels blik flakkede rundt, for at observere så meget som muligt. Nathaniel havde en utrolig god stedsans, hvilket gjorde det nemmere at undslippe en større mængde soldater af de små gader. Men han havde aldrig være i denne del af byen før. Jo længere væk de kom fra markedspladsen, jo smallere blev gaderne og Nathaniel frygtede at der snart ikke ville være plads til hans brede skuldre.

Bange for højder tsk, hvem troede hun at hun talte til? Nathaniel synes selv det var de færreste ting han var bange for. De ting han frygtede var knap så fysiske som det var frygten for at svigte sine kammerater, eller at miste en elsket. Men hvad han frygtede var da muligheden for at falde fra højder og muligt skade sig selv.
Nathaniel fandt hendes blik, uden at foretrække, "Jeg frygter ikke højder, så meget som jeg repekterer sandsynligheden for at styrte i sin død" Mumlede Nathaniel lavmælt. Nathaniel så rundt, "Men hvad har det med noget at gøre?" Sagde Nathaniel undrende.

[Lana Hyles]

Lanas smil havde vokset sig hemmelighedsfuldt som hun betragtede ham. "Så alvorlig, så alvorlig Nathan" var hendes eneste kommentar til hans svar. Og så drejede hun omkring, trådte op på en stor trækasse og lod fingrende gribe om en solid bjælke der løb langs en af bygningernes nederste del af taget. Hun drejede hovedet omkring mod ham og lod de gavtyvelignende ord lyde over hendes læber. "Giver du mig en hånd?" Hun huskede at han havde kaldt sig selv gentleman sidste gang. Og stor som han var burde han teknisk set kunne kaste hende over tagryggen.
Der var ingen tvivl om at hun var på vej op på taget af et af husene der indhegnede de smalle gader.